Goldsteins bog: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m robot Tilføjer: it:Teoria e prassi del collettivismo oligarchico |
m Typo fixing, replaced: tredie → tredje (5) |
||
Linje 18:
== Indhold ==
Winston læser to lange uddrag fra ''Bogens'' første og
=== Første kapitel: Uvidenhed er styrke ===
Linje 28:
I det 20. århundrede havde den tekniske udvikling for første gang gjort et aldeles totalitært samfund muligt. Elektroniske indretninger som f.eks. tovejsfjernsyn (som [[Teleskærm (1984)|teleskærmene]] i romanen) gjorde det muligt for myndighederne konstant at overvåge befolkningen og konstant at bombardere dem med propaganda. ''"For første gang var det muligt ikke blot at gennemtvinge fuldstændig lydighed over for statens vilje, men også fuldkommen ensrettede meninger."'' Efter den revolutionære periode i 1950'erne og 1960'erne (fremtiden for Orwell) delte samfundet sig uundgåeligt igen i de sædvanlige grupper, Overklassen, Middelklassen og Underklassen, og den nye Overklasse brugte den nye teknologi til at sikre sin stilling permanent.
Den nye Overklasse, Inderpartiet, nød godt af og beskyttede sine privilegier som en kollektiv gruppe og ikke som en masse individer. De gammeldags socialister opfattede ikke, at da Partiet fik magten, blev al ejendom i realiteten koncentreret på endnu færre hænder, end det havde været tilfældet under [[kapitalisme]]n. De troede, at nu da der ikke længere var individuelle ejere, så var den eksproprierede ejendom folkets, og socialismen var dermed blevet indført. I virkeligheden var den økonomiske ''u''lighed blevet gjort permanent, for Partiet var kun interesseret i at beholde magten – ikke i at omfordele velstanden. (Som det beskrives i
Partiet behøver ikke at frygte, at superstaten Oceanien skal blive omstyrtet udefra, på trods af de endeløse konflikter med de to andre rivaliserende superstater, Eurasien og Østasien; alle tre stater er stort set lige stærke, så ingen stat kan invadere (og vinde over) de andre. [[Proletariat]]et i Oceanien gør ikke oprør mod Partiet, for de er forment adgang til ethvert sammenligningsgrundlag og er således slet ikke engang klar over, at de er undertrykte. Den eneste potentielle trussel mod Partiets magt er hvis ''"der udskiller sig en ny gruppe dygtige, magtbegærlige mennesker, som har for megen fritid, eller at der opstår [[liberalisme]] og skepsis i deres egne rækker."''
Linje 46:
Som nævnt tidligere ville andet kapitel i ''Bogen'' sikkert have heddet ''Frihed er slaveri'', men Winston får aldrig læst det. Visse af ideerne i kapitlet ville sikkert være stort set de samme, som dem O'Brien senere forklarer for Winston (især i betragtning af hvem det senere viser sig egentligt har skrevet "Goldsteins" bog). Som Partiet ser tingene, vil et menneske, der er alene eller "fri" altid lide nederlag, fordi vi alle skal dø. De, der er "frie", forbliver slaver af deres dødelighed. På den anden side kan Partiets slagord vendes rundt til ''"Slaveri er frihed"'', for de, der bliver Partiets slaver og underkaster sig så totalt, at de identificerer sig med Partiet, vil også få del i Partiets almægtighed og udødelighed – den ultimative frihed.
===
Winston læser ''
Den evige krig mellem superstaterne er tilsyneladende uden formål. ''"Det er en krig, hvis mål er begrænsede, og som udkæmpes mellem stater, der er ude af stand til at tilintetgøre hinanden, som ikke slås af materielle grunde, og som ikke adskiller sig fra hinanden gennem nogen virkelig forskel i ideologi."'' (Som det fremgår at dette kapitel i ''Bogen'', er alle tre superstater stort set baseret på den samme totalitære ideologi som Store Broders Oceanien.) Men Partiet og de tilsvarende grupper i de andre superstater har aldeles gode grunde til at holde krigen i gang.
| |||