Strandret: Forskelle mellem versioner

Forstandsretten, d.v.sdvs. ejendomsretten til vrag, vraggods m.v. har været uændret siden Jyske lov og har altid været den samme i kongeriget og i Slesvig. Dog blev det ved Danske Lov institueret, at vrag og vraggods ikke længere uden videre var kongens, men skulle opbevares og mod betaling af bjergeløn udleveres til den, som kunne bevise sit ejerskab, hvis ejeren meldte sig inden "år og dag". I perioder har dele af forstrandsretten af kongen været givet til kirken og til adelen, men disse privilegier bortfaldt dels ved [[reformationen]] og dels ved [[grundloven]] af [[1849]]. Nu om dage findes privat forstrandsret kun i enkelte tilfælde, hvor den i sin tid er solgt af kongen i henhold til en særlig kontrakt. Det gælder øen [[Anholt]], øerne [[Manø]] og [[Fanø]] i [[Vadehavet]] samt 22 km. af vestkysten fra [[Thorsminde]] Gab og sydpå til [[Holmsland Klit]]. Både på statens og på de private forstrande er der ansat [[strandfoged]]er, som i henhold til strandingsloven af [[1895]] fører tilsyn med stranden og tage vare på vrag, vraggods m.v.

Strandretten, d.v.sdvs. ejendomsretten til strandbredden er her i landet reguleret dels ved lov om udstykning og anden registrering i matriklen af 10. april 2000 (udstykningsloven) og dels af lov om naturbeskyttelse af 1. oktober 2009 ([[naturbeskyttelsesloven]]). Iflg. udstykningslovens § 19 må en kystejendom ikke ved et smalt jordstykke være adskilt fra kysten, d.v.sdvs. en kystejendom vil normalt strække sig helt til havstokken. Iflg. samme lovs § 31 stk. 4. kan matrikelmyndigheden i Sønderjylland rette matriklens oplysninger, hvis de matrikulære forhold er registreret efter reglerne fra den tyske tid, og ikke svarer til de danske regler, og hvis rettelsen ikke medfører indgreb i bestående rettigheder. Iflg. den kommenterede udgave af loven begrunder de særlige registreringsmæssige forhold i Sønderjylland ikke i sig selv, at strandbredden ikke udgør en del af kystejendommen. <ref>Ramhøj s. 194</ref> Med disse bestemmelser må den særlige strandret i Sønderjylland anses for ikke længere eksisterende.

I de øvrige nordiske lande gælder på strandområder [[allemandsretten]], d.v.sdvs. den frie ret til at færdes, opholde sig, overnatte, tænde bål m.v. Dog er der begrænsninger med hensyn til, hvor tæt man må være på beboelser. En lignende allemandsret findes i Skotland og til en vis grad i [[Schweiz]]. I [[England]] er der i almindelighed ikke fri adgang til stranden, men her og i [[USA]] gælder "Ebb and flow"- reglen, som siger, at området mellem højeste og laveste vandstand er offentligt og alment tilgængeligt. I USA, hvor spørgsmålet er et delstatsanliggende, har flere staters højesteret i de senere år givet offentligheden adgang til strandene. Også i andre lande, f. eks. [[Italien]], går tendensen i retning af mere åbne strande.