Elis Regina: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Luckas-bot (diskussion | bidrag)
m r2.7.1) (robot Tilføjer: io:Elis Regina
m Typo fixing, typos fixed: bossa novaens → bossanovaens
Linje 3:
Elis Regina Carvalho Costa blev født d.17. marts 1945 i Porto Alegre, Brasilien. Hun døde 37 år gammel 19. januar 1982 i Sao Paulo af en overdosis kokain blandet med alkohol. Født i en arbejderfamilie, der sad i små kår, voksede hun op til at blive en af Brasiliens mest elskede, mest kendte og bedst betalte kunstnere nogensinde. For brasilianerne er hun simpelthen bare "Elis."
 
Det siges at Elis begyndte at synge, fordi familien ikke havde råd til at anskaffe et piano. Hun fik sit lokale gennembrud allerede som 12-årig, hvor hun vandt førstepris i en sangkonkurrence for børn på en lokal radiostation. Som 15-årig, i 1959, fik hun sin første pladekontrakt og som 18-årig, omtrent på det tidspunkt hvor militæret overtog magten i Brasilien ved et kup, flyttede Elis til Rio. Det var i bossa novaensbossanovaens storhedstid, men den let akademiske, kølige sound passede dårligt til Elis' utøjlede stemme. I stedet blev hun en katalysator for en ny, mere rå og upoleret lyd, der dengang gik under betegnelsen "tropicalia" eller "tropicalismo". I 1965 sang hun ved en stor national musikfestival sangen "Arrastão", en kontroversiel sang, som var et skjult angreb på militærregimet. Det blev startskuddet til en karriere, der i intensitet aldrig er overgået af nogen brasiliansk kunstner. Som 21-årig var Elis den højst betalte sanger i Brasilien. Hendes eksplosivt voksende popularitet gjorde hende ombejlet af de mange nye talentfulde sangskrivere, som Gilberto Gil, Caetano Veloso, João Bosco, Chico Buarque og Milton Nascimento, der kappedes om at få deres sange indsunget af hende.
 
Elis Regina blev blandt musikere og kolleger kaldt "furacao" (betyder vulkan) på grund af sit voldsomme temperament. Hendes temperament skaffede hende mange fjender gennem hendes korte, hektiske liv og på privatfronten førte det til ulykkelige afbrudte kærlighedsforhold og skilsmisser. Hun var en kontroversiel figur som tog chancer, både i sin karriere og i sit offenlige liv. Politisk kom hun også i uføre, da hun på en Europa-turné i 1969 på et pressemøde omtalte den brasilianske junta som en flok gorillaer. Det resulterede i at hun, under trusler om fængsling, følte sig presset til at synge den brasilianske nationalsang ved en stor ceremoni arrangeret af juntaen for at fejre Brasiliens "frihedsdag." Det hende flere år at få vendt den negative reaktion på den hændelse i det overvejende venstreorienterede brasilianske musikmiljø.