The Who: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
No edit summary |
||
Linje 17:
'''The Who''' er et engelsk rockband fra [[London]] bestående af sangskriver og guitarist [[Pete Townshend]], sanger [[Roger Daltrey]], bassist [[John Entwistle]] og den "eksplosive" trommeslager [[Keith Moon]]. De havde som en del af Den Britiske Invasion stor succes med sange som ''I Can't Explain'' og ''My Generation'' i midten af [[1960'erne]], begge at finde på debutpladen ''The Who Sings My Generation'' i [[1965]].
I [[1969]] udgav de det første af deres hovedværker, rockoperaen ''Tommy'' der i 1975
Succesen blev fulgt op af en lang turne, der blandt andet bragte dem til [[Woodstock]], Isle of Wright og Leeds.
Næste udspil skulle egentlig have været endnu et konceptalbum benævnt 'Lifehouse', bygget op omkring filmede live-optagelser. Efter at have måttet opgive konceptet fandt hovedparten af sangene ind i et almindeligt album ''Who's Next'' i [[1971]] der den dag i dag af mange stadig ses som et af rockens hovedværker med sange som ''Baba O'Riley'', ''Won't Get Fooled Again'' og ''Behind Blue Eyes''. ▼
▲Næste udspil skulle egentlig have været
Deres sidste hovedværk, dobbeltalbummet 'Quadrophenia', kom i 1973 og var endnu en rockopera, af mange anset som den mest helstøbte og vedkommende med britisk ungdomskultur og identitet som omdrejningspunkt. Albummet blev filmatiseret i 1979 med 'Sting' på rollelisten.
Line 32 ⟶ 34:
The Who blev siden deres start kendt for deres liveoptrædener og koncerter. The Who var, og er nok også for den sags skyld stadig, det mest vilde og eksplosive rock-band nogensinde. Pete Townshend var berømt for sine spring og glideture hen over scenen, og for derefter at smadre sin guitar, gerne ved at bore den igennem en højtaler eller smide den ud over publikum. Roger Daltrey i forgrunden stod gerne og svingede sin mikrofon omkring sig som en [[lasso]], mens John Entwistle på bas for det meste holdt sig stille og roligt i baggrunden. Og så var der selvfølgelig Keith Moon (''Patent British Exploding Drummer'') der smadrede sit trommesæt til stor fare for de forreste publikummer. Under Den Britiske Invasion var det typisk at at se en gruppe skrigende teenagepiger foran scenen, men til koncerter med The Who holdt de sig simpelthen i baggrunden af frygt. Mange ser i dag The Who som et af de bedste livebands nogensinde, og deres ''Live At Leeds'' fra [[1970]] som et de bedste livealbums.
Grunden til den voldsomme liveoptræden var imidlertid meget enkel. The Who havde indgået en elendig kontrakt med deres manager, som tjente uforholdsmæssigt flere penge end bandet. Han skulle dog ifølge kontrakten udstyre gruppen med instrumenter, og derfor smadrede de hvad de kunne, indtil de kom ud af kontrakten.[http://en.wikipedia.org/wiki/Wikipedia:Citation_needed]
Udover Leeds var en af The Who's uden tvivl kendteste optrædener i ''The Smothers Brothers Comedy Hour'' i [[1967]], hvor det var planlagt at Moons trommesæt skulle eksplodere under finalen. Keith Moon havde dog i hemmelighed øget eksplosionen, hvilket kostede ham en alvorlig skade på armen. Desuden gik der ild i håret på Pete Townshend som sammen med Daltrey midlertidigt mistede hørelsen. Kameraerne i studiet fik et blackout og blandt de andre gæster fra programmet besvimede skuespillerinden [[Bette Davis]] i armene på skuespilleren Mickey Rooney [http://en.wikipedia.org/wiki/Wikipedia:Citation_needed]. Dette nummer kan ses på Jeff Steins dokumentar ''The Kids Are Alright'' fra [[1979]].
The Whos vilde adfærd gik desuden også ud over hotelværelser.
| |||