The Who: Forskelle mellem versioner

Efter et par tilløb i koncept-genren udgav de i [[1969]] det første af deres hovedværker, rockoperaen ''Tommy'', en anderledes melodisk rockmusik med en hidtil usetuhørt lydkvalitet, holdt sammen af en ganske løs historie om en dreng, der efter et forældre-påført traume lukker ned for alle sine sanseindtryk. Albummet blev i 1975 filmatiseret af [[Ken Russell]] med ''Roger Daltrey'' og ''Keith Moon'' på rollelisten. [http://en.wikipedia.org/wiki/Tommy_%28rock_opera%29]

Succesen blev fulgt op af en lang turne, der blandt andet bragte dem til ''Fillmore'', [[Woodstockfestivalen]], ''Tanglewood, Isle of Wright festivalen'' samt ''Leeds''. Turneen kombinerede de tidligere sange med sangene fra ''Tommy'', og bragte undervejs gruppens i forvejen stærke sammenspil op på nye højder, hvor de færreste (om nogen) kunne være med [http://en.wikipedia.org/wiki/Live_at_Leeds].

Inspireret af oplevelser fra turneen skulle næste udspil egentlig have været et ambitiøst multimedie koncept benævnt ''Lifehouse'', denne gang bygget op af live-optagelser omkring et fremtidstema med anvendelse af den dengang helt nye synthesizer-teknik [http://en.wikipedia.org/wiki/Lifehouse_%28rock_opera%29][http://www.webcitation.org/query?url=http://www.geocities.com/hollywood/set/8452/&date=2009-10-26+00:10:30]. Efter at have måttet opgive at realisere det højtflyvende koncept fandt hovedparten af sangene ind i et mere traditionelt album ''Who's Next'' fra [[1971]]; et album dersom iblandt dagandre af''Rolling mange stadigStone'' sesanser som et af rockensrockmusikkens hovedværkerbedste med sange som ''Baba O'Riley'', ''Won't Get Fooled Again'' og ''Behind Blue Eyes''.[http://en.wikipedia.org/wiki/Who%27s_Next] De frasorterede Lifehouse-sange som, fx ''The Seeker'', ''Join Together'' og ''Relay'' (der tekstmæssigt siges at tage forskud på internettet) er siden blevet udgivet i forskellige sammenhænge.

Deres sidste hovedværk, dobbeltalbummet ''Quadrophenia'', kom i 1973 og var endnu en rockopera, og af mange, herunder ''Pete Townshend'' selv, anset som deres mest helstøbte og vedkommende med britisk ungdomskultur og -identitet som omdrejningspunkt. Albummet blev filmatiseret i 1979 med ''Sting'' på rollelisten [http://www.quadrophenia.net/].

Magasinet ''Rolling Stone'' har øverst i Who's biografinetbiografi tilkendegivet, at "Sammen med [[The Beatles]] og [[The Rolling Stones]] udgør The Who ''Den guddommelige treenighed'' i britisk rockmusik" [http://www.rollingstone.com/music/artists/the-who]. Rækken af musikere, der nævner The Who som en af deres vigtige inspirationskilder er tilsvarende lang, og inkluderer navne somfra ''Led Zeppelin'', ''Queen'', ''The Clash'', ''U2'', '' Pearl Jam'', ''Blur'' og ''Oasis'' [http://en.wikipedia.org/wiki/The_Who].

The Who blev siden deres start kendt for deres liveoptrædener og koncerter. The Who var, og er nok også for den sags skyld stadig, det mest vilde og eksplosive rock-band nogensinde. Pete Townshend var berømt for sine spring og glideture hen over scenen, og for derefter at smadre sin guitar, gerne ved at bore den igennem en højtaler eller smide den ud over publikum. Roger Daltrey i forgrunden stod gerne og svingede sin mikrofon omkring sig som en [[lasso]], mens John Entwistle på bas for det meste holdt sig stille og roligt i baggrunden. Og så var der selvfølgelig Keith Moon (''Patent British Exploding Drummer'') der smadrede sit trommesæt til stor fare for de forreste publikummer. Under Den Britiske Invasion var det typisk at at se en gruppe skrigende teenagepiger foran scenen, men til koncerter med The Who holdt de sig simpelthen i baggrunden af frygt. Mange ser i dag The Who som et af de bedste livebands nogensinde, og deres ''Live At Leeds'' fra [[1970]] som et de bedste livealbums.[http://en.wikipedia.org/wiki/Wikipedia:Citation_needed]