Wikipedia

The Who: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
No edit summary
Linje 15:
}}
 
'''The Who''' er et engelsk rockband fra [[London]] bestående af sangskriver og guitarist [[Pete Townshend]], sanger [[Roger Daltrey]], bassist [[John Entwistle]] og den "eksplosive" trommeslager [[Keith Moon]]. De havdefik som en del af ''Den Britiske Invasion'' stor succes allerede med sange som ''I Can't Explain'' og ''My Generation'' i midten af [[1960'erne]], begge at finde på debutpladen ''The Who Sings My Generation'' i [[1965]]. Numrene favnede både den ''power-pop'', der appellerede den britiske ungdomskultur (især de såkaldte ''Mod's'') samtidig med, ogat især ''My Generation'' såede frøene til punk-rocken et helt årti senere. Who's eget slogan var "Maximum R&B".
 
Efter et par tilløb i koncept-genren udgav de i [[1969]] det første af deres hovedværker, rockoperaen ''Tommy'', en anderledes melodisk rockmusik med et spirituelt twist og en hidtil uhørt lydkvalitet,. holdt sammen afTekstmæssigt en ganske løs historie om en dreng, der efter et forældre-påført traume lukker ned for alle sine sanseindtryk, og ender med at genopdage dem. I overført betydning et opgør med social forråelse og et favntag med værdien i personlig frigørelse[http://www.thewho.net/articles/townshen/friedlan.htm]. Albummet blev ien kunstnerisk og kommerciel succes og af det engelske magasin [[Melody Maker]] udråbt til årets album. I 1975 blev det filmatiseret af [[Ken Russell]] med ''Roger Daltrey'' og ''Keith Moon'' på rollelisten.
 
Succesen blev fulgt op af en lang turne, der blandt andet bragte dem til ''Fillmore'', [[Woodstockfestivalen]], ''Tanglewood, Isle of Wright festivalen'' samt ''Leeds''. Turneen kombinerede de tidligere sange med sangene fra ''Tommy'', og bragte undervejs gruppens i forvejen stærke sammenspil op på nye højder, hvor de færreste (om nogen) kunne være med. Albummet ''Live At Leeds'' fra [[1970]] markerer klimaks af denne periode, og anses af mange som et af rockhistoriens bedste livealbums[http://www.telegraph.co.uk/culture/music/rockandjazzmusic/3653281/Hope-I-dont-have-a-heart-attack.html].
 
Inspireret af oplevelser fra turneen skulle næste udspil egentlig have været et ambitiøst multimedie -koncept benævnt ''Lifehouse'', denne gang bygget op af live-optagelser omkring et fremtidstema og med anvendelse af den dengang helt nye synthesizer-teknik <ref>[http://www.webcitation.org/query?url=http://www.geocities.com/hollywood/set/8452/&date=2009-10-26+00:10:30]</ref>. Efter at have måttet opgive at realisere det højtflyvende koncept fandt hovedparten af sangene ind i et mere traditionelt album ''Who's Next'' fra [[1971]]; et album som blandt andre ''Rolling Stone'' anser som et af rockmusikkens bedste med sange som ''Baba O'Riley'', ''Won't Get Fooled Again'' og ''Behind Blue Eyes''. De frasorterede Lifehouse-sange, fx ''The Seeker'',heriblandt ''Join Together'' og ''Relay'' (der tekstmæssigt siges at tage forskud på internettet), er siden blevet udgivet i forskellige sammenhænge.
 
Deres sidste hovedværk, dobbeltalbummet ''Quadrophenia'', kom i 1973 og var endnu en rockopera og af mange, herunder ''Pete Townshend'' selv, anset som deres mest helstøbte og vedkommende med britisk ungdomskultur og -identitet som omdrejningspunkt. Albummet blev filmatiseret i 1979 med ''Sting'' på rollelisten <ref>[http://www.quadrophenia.net/]</ref>.
Linje 31:
De overlevende medlemmer har spillet igen regelmæssigt siden 2000, med forskellig back-up og med særlig forkærlighed for velgørenhedsarrangementer som fx [[Live 8]]; denne gang dog hjulpet af diverse landvindinger indenfor høreteknologien, som de har fundet frem til blandt andet sammen med ''Niel Young''.
 
Magasinet ''Rolling Stone'' har øverst i Who's netbiografi tilkendegivet at "Sammen med [[The Beatles]] og [[The Rolling Stones]] udgør The Who ''Den guddommelige treenighed'' i britisk rockmusik"<ref>[http://www.rollingstone.com/music/artists/the-who]</ref>. Rækken af musikere, der nævner The Who som en afblandt deres vigtige inspirationskilder er tilsvarende lang, og inkluderer navne fra ''Led Zeppelin'', ''Queen'', ''The Clash'', ''Sex Pistols", ''U2'', '' Pearl Jam'', ''Blur'' og ''Oasis''.
The Who's sange anvendes som intro i alle tre C.S.I. TV-serier.
 
== The Who live ==
[[Fil:The Who 2007 -2-.JPG|thumb|The Who under en koncert i [[2007]]]]
The Who blev i høj grad kendt for deres koncerter, som var karakteriseret af høj instrumental dygtighed og overskud, højt lydtryk og som regel også ødelæggelse af diverse instrumenter. The Who viste om nogen gruppe på sin tid hele spektret fra nuancer til vildskab. Pete Townshend med store armsving, hop og glideture hen over scenen, Roger Daltrey i forgrunden med sin mikrofon svingende omkring sig, Keith Moon storsmilende og jonglerende med sine trommestikker, og John afslappet i baggrunden.
The Who blev siden deres start kendt for deres liveoptrædener og koncerter. The Who var, og er nok også for den sags skyld stadig, det mest vilde og eksplosive rock-band nogensinde. Pete Townshend var berømt for sine spring og glideture hen over scenen, og for derefter at smadre sin guitar, gerne ved at bore den igennem en højtaler eller smide den ud over publikum. Roger Daltrey i forgrunden stod gerne og svingede sin mikrofon omkring sig som en [[lasso]], mens John Entwistle på bas for det meste holdt sig stille og roligt i baggrunden. Og så var der selvfølgelig Keith Moon (''Patent British Exploding Drummer'') der smadrede sit trommesæt til stor fare for de forreste publikummer. Under Den Britiske Invasion var det typisk at at se en gruppe skrigende teenagepiger foran scenen, men til koncerter med The Who holdt de sig simpelthen i baggrunden af frygt. Mange ser i dag The Who som et af de bedste livebands nogensinde, og deres ''Live At Leeds'' fra [[1970]] som et de bedste livealbums.
 
Deres specielle signatur, ødelæggelse af instrumenter, var som udgangspunkt drevet mest af tilfældet, og energisk ivrighed. Keith Moon spillede på sit første prøvejob med gruppen i 1964 deres trommesæt halvt i stykker (og blev optaget!)[Eder, Bruce (2007-10-11). "The Who"][http://www.thewho.net/articles/townshen/friedlan.htm]. I september 1964 på lavloftede Railway Tavern i London kom Pete til at brække guitarhalsen op gennem loftet, smadrede derefter i frustration guitaren i gulvet, hvorefter han spillede videre med sin reserveguitar. Næste aften var der fuldt hus, og Keith leverede en gentagelse med trommesættet[http://www.themarqueeclub.net/the-who]. Aftenen på Railway Tavern er med på ''Rolling Stone's'' liste over ''50 begivenheder, der ændrede rockens historie''[http://www.rollingstone.com/]
Grunden til den voldsomme liveoptræden var imidlertid meget enkel. The Who havde indgået en elendig kontrakt med deres manager, som tjente uforholdsmæssigt flere penge end bandet. Han skulle dog ifølge kontrakten udstyre gruppen med instrumenter, og derfor smadrede de hvad de kunne, indtil de kom ud af kontrakten.{{km}}
 
Udover Leeds var enEn af The Who's uden tvivl kendteste optrædener ivar ''The Smothers Brothers Comedy Hour'' i [[1967]] under deres USA-turne, hvor dettrommesættet varskulle planlagteksplodere atsom Moonsafslutning trommesætpå skulle''My eksplodere under finalenGeneration''. Keith Moon havde dog i hemmelighed øget eksplosionenkrudtmængden, hvilket kostede ham en alvorlig skade på armen. DesudenPete gikfik der ildgløder i håret påog Pete Townshend sommistede sammen med DaltreyRoger midlertidigt mistede hørelsen. Kameraerne i studiet fik et blackout og blandt de andreBlandt gæstergæsterne fratil programmet besvimede skuespillerinden [[Bette Davis]] i[The armeneWho, påSmothers skuespillerenBrothers, Mickey Rooney1967].{{km}} Dette nummer kan sammen med andre rariteter ses på Jeff Steins dokumentar ''The Kids Are Alright'' fra [[1979]].
 
The Who har været noteret over 10 år i [[Guiness Book of World Records]] for at have leveret verdens højeste lydtryk under koncert, 120 dB i ''The Valley'' i maj 1976.
The Whos vilde adfærd gik desuden også ud over hotelværelser.
 
== Udenfor scenen ==
I [[1978]] døde Keith Moon tragisk af en overdosis af de piller han tog for sine alkoholproblemer. Han blev blot 31 år. De to albums uden Moon, ''Face Dances'' og ''It's Hard'' fra starten af [[1980'erne]] er slet ikke så vigtige i The Whos diskografi. I [[2002]] måtte bandet desuden sige farvel til John Entwistle der døde i [[Las Vegas]] på grund af brug af kokain.
The Whos indbyrdes forhold var især de første år præget af hyppige konflikter, og deres adfærd gik også ud over hotelværelser. Især Keith Moon med sine humørsvingninger førte an med fyrværkeri i toiletter og kasten med fjernsyn[Fletcher, Tony: "Moon: The Life and Death of a Rock Legend]. Disse hændelser stjal overskrifter, førte til besøgsforbud på visse hoteller og kom ofte til at fjerne fokus fra musikken og ''Pete Townshend's'' mere dybsindige ideer med den. Alligevel er især Pete's og Keith's indbyrdes forhold præget af stor humor og respekt, hvilket kunne ses både på scenen og i talrige interviews.
 
I [[1978]] døde Keith Moon ironisk og tragisk af en overdosis piller, han tog for at kunne kvitte alkohol, blot 31 år gammel.
I [[2002]] måtte bandet desuden sige farvel til John Entwistle, der ved starten af en turne døde i [[Las Vegas]] af et hjerteanfald, måske fremkaldt af kokain.
 
== Diskografi ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/The_Who"