Våbenstilstanden i Altmark 1629: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m wiki
Linje 12:
I februar 1629 havde svenskerne besejret polakkerne i et slag ved [[slaget ved Gurzno|Gurzno]]. Til trods for, at Polen fik hjælp fra den tysk-romerske kejser, vendte krigslykken sig ikke til deres gunst. Sverige havde tidligere været rede til at afstå alt erobret polsk land under forudsætning af, at kong Sigismund afsagde sig alle krav på den svenske krone. En betydelig erstatning for krigsomkostningerne skulle forlanges. Den tysk-romerske indblandning i krigen medførte dog, at svenskerne ændrede holdning men hensyn til at beholde de erobrede havne og derfor kun var rede til at indgå en våbenhvile.
 
[[Frankrig]] havde interesse i at Sveriges armé anvendtes mod den tysk-romerske kejser i [[30-årskrigen]] i stedet for i den polske konflikt og sendte en af sine dygtigste diplomater, [[Hercule de Charnacé]], for at formidle og forhandlinger indledtes den [[30. juli]] [[1629]]. Den svenske forhandlingsdelegation udgjordes af [[Axel Oxenstierna]], [[Herman Wrangel]] og [[Johan Banér]]. Polens delegation bestod af fem personer under ledelse af [[kansler]]en Jakob Zadzik. Forhandlingerne brød sammen, men polakkerne lagde et nyt bud, som bearbejdedes videre. Kurfursten af [[Brandenburg]] sendte en delegation for at formidle, da hans lande led svært under krigshandlingerne. De sværeste dele i forhandlingerne udgjordes af [[Marienburg]] og [[Danziger Haupt]], som svenskerne nægtede at frigive, da de var strategisk vigtige. Brandenburg kom med et forslag om at de to steder skulle overdrages til Brandenburg i bytte mod [[Primorsk (Kaliningrad)|Fischhausen]], [[Lochstädt]] og [[Klaipėda|Memel]] som pant. Forslaget var en fordel for begge parter og blev lagt til grund for fortsatte forhandlinger. Den 18. august indtrådte englænderen [[Thomas Roe]] som ny fredsmægler.
 
De polske og svenske forhandlingsdelegationer mødtes den [[13. september]] på det åbne land ved byen Altmark, øst for [[Stuhm]]. Til sidst stod alene problemet med den katolske kirke i [[Braunsberg]] uløst. [[Gustav 2. Adolf]] ville ikke tillade [[romersk-katolske kirke|katolikkerne]] at udøve sin religion i staden, men efter at kongen havde forladt forhandlingarne, tog [[Axel Oxenstierna]] initiativet og accepterede den katolske kirke der. Våbenhvileaftalen undertegnedes om aftenen den [[16. september]].