Münchenaftalen: Forskelle mellem versioner

'''Münchenaftalen''' var en aftale mellem regeringscheferne for [[Storbritannien]], [[Frankrig]], [[Italien]] og [[Nazi-Tyskland]],. somDen blev underskrevet natten til den [[30. september]] [[1938]] i forbindelse med '''München-konferencen''', som var blevet indkaldt for at finde en løsning på [[Sudeterlandet|sudeterspørgsmålet]]. Repræsentanter fra [[Tjekkoslovakiet]], hvis områder var til forhandling, var ikke inviteret til konferencen, hvorfor München-aftalen også senere hen har fået betegnelsenkaldes '''München-diktatet'''.

Formålet med hele konferencen var at diskutere fremtidens Tjekkoslovakiet iTjekkoslovakiets forhold til territoriale krav fra [[Adolf Hitler]]. Det befolkningsmæssigt blandede Sudeterland var af enorm strategisk betydning for Tjekkoslovakiet, da det meste af landets forsvarsværker var placeretlå her langs en bjergkædebjergkæden, somder udgjordevar grænsen til det tyske rige.

Med den italienske diktator [[Benito Mussolini]] som mediatormægler gav den engelske ministerpræsident [[Arthur Neville Chamberlain]] og den franske ministerpræsident [[Édouard Daladier]] efter ønske fra Nazi-Tyskland tilladelse til, at det multietniske Sudeterland blev opdelt mellem [[Nazi-Tyskland]], [[Polen]] og [[Ungarn]]. Dette gjorde mande, da mande håbede, at man gennemved en [[Appeasement-politik]], hvor mande gav efter hvorfor tyske krav, kunne forhindre endnu en krig. Året efter brød [[2. verdenskrig]] dog alligevel ud, og Münchenaftalen fremhæveser derforen oftepåmindelse somom paradeeksemplet på,aldrig at man aldrig skal give efter for diktatorers krav.

Efter 2. Verdenskrig faldt området tilbage til [[Tjekkoslovakiet]]. Først den 11. 1973 blev aftalen endeligt juridisk ugyldiggjort, daog [[Vesttyskland]] frafaldt alle krav som en udløberdel af sin [[Ostpolitik]] var kommet daværende [[Tjekkoslovakiet]] i møde og udelukkede fremtidige krav om yderlige grænserykninger.

Sudeterland var et område af det vestlige TjekkoslovkaetTjekkoslovkiet, hvor etniske tyskere udgjorde et flertal. Sudetertyskerne havde i forbindelse med opløsningen af det østrig-ungarske rige i 1. verdenskrigs sidste dage forsøgt at forhindre områdets optagelse i det nydannede Tjekkoslovakiet og gennem oprør prøvet at blive en del af det nydannede Tysk-[[Østrig]]. [[Ententemagterne]] fra 1. verdenskrig og Tjekkoslovakiet forbødforhindrede dog dette, og gennemtrumfede beslutning med delvis brug af våbenmagtdet. Mange sudetertyskere nægtede at tilhøre Tjekkoslovakiet og var forbitrede over, at mande var blevet nægtet den ret til selvbestemmelse, som den amerikanske præsiden Wilson havde fremlagt i sine 14 punkter fra januar 1918. Sudeterland blev en del af Tjekkoslovakiet, fordi det i historisk tid havde været en del af den overvejende tjekkiske kerneprovins [[Böhmen]]. Det var altså historiske, og ikke sproglige eller etniske skel, der lå til grund for områdets indlemmelse i Tjekkoslovakiet. Et flertal i områdetTyskere følte sig som tyskerefremmede i et fremmed landTjekkoslovakiet.

I marts 1938 havde [[Nazi-Tyskland]] brudt alle aftaler og annekteret Østrig, det såkaldte "[[Anschluss]]". Der var en bred opfattelse af, at Hitlers næste krav ville blive Sudeterland med dets store tyske befolkning. Både Frankrig og Sovjetunionen havde alliancer med Tjekkoslovakiet, men ingen af dem var materielt eller politisk forberedt til en militær konfrontation med Nazi-Tyskland. I Vesteuropa var mander overordentligtinteresse interesserede i atfor undgå, at endnu en altødelæggende krig skulle hærgei Europa, og politikerne ville have svært ved at overbevise befolkningen om en krig på bekostning af Sudeterland.

Og på dette tidspunkt var [[Josef Stalin]] næstenvar mere mistroisk over for de kapitalistiske vest-statervestmagter end over for Hitler.

Hitler derimod spillede meget højt spil, og lod til ikke til at være bange for at sætte alt ind på et kort.

Op til konferencen mobiliserede de store nationer i Europa deres hære for første gang siden [[1. verdenskrig]]. Nogle troede, at endnu en krig ville komme, og at en fredsaftale, der ville tilfredsstille alle parter, ville være umulig at opnå.

Parterne blev enige om en aftale den 29. september, og omkring klokken 1:30 om natten den 30. september underskrev [[Adolf Hitler]], [[Neville Chamberlain]], [[Benito Mussolini]] og [[Édouard Daladier]] München-aftalen<ref name="Gilbert&Gott">Gilbert, Martin and Gott, Richard, ''The Appeasers'' (Weidenfeld Goldbacks, Weidenfeld and Nicholson, London, 1967), p. 178.</ref>. Den tjekkoslovakiske regering indså det håbløse i alene at tage kampen op mod det mægtige Nazi-Tyskland alene og accepterede modvilligt aftalen. Aftalen gav Sudeterland til Tyskland fra den 10. oktober. Senere på dagen den 30. september underskrev Chamberlain og Hitler en fredsaftale mellem England og Nazi-Tyskland.

Ved landingen på Heston Aerodrome i England sagde Chamberlain: ''"... aftalen om det tjekkoslovakiske problem, som nu er blevet opnået, er, i mine øjne, kun begyndelsen til en større aftale, hvori hele Europa vil finde fred. Denne morgen havde jeg endnu en samtale med den tyske kansler, hr. Adolf Hitler, og her er det papir som bærer hans navn såvel som mit. (vinker med papiret til mængden til lyden af hurra-råbhurraråb). Nogle af jerDem har måske allerede hørt, hvad det indeholder, men jeg vil alligevel læse det højt for jerDem ..."''

Chamberlain modtogfik en ekstatisk modtagelsmodtagelse ved sin hjemkomsthjemkomsten til England. Ved lufthavnen holdt han sin berømte ''"Peace forin our time"''-tale (Fred i vor tid) og vinkede med den engelsk-tyske aftale til en henrykt menneskemængde.

{{citat|Vi har lidt et totalt nederlag, der ikke vil kunne blive rettet op på... I vil se, at inden for en periode, der kan måles i år, men måske kan måles i måneder, vil Tjekkoslovakiet blive indlemmet i Nazi-regimet. Vi er vidne til en katastrofe af største omfang... vi har lidt et nederlag uden krig, hvis konsekvenser vil følge os langt hen ad vejen... vi har passeret en forfærdelig milepæl i vores historie, hvor hele Europas balance er blevet afsporet... Og tro ikke, at dette er slutningen. Dette er kun det første lille nip, den første lille forsmag på enet bitterbittert kopbæger, som vil blive tilbudt os år efter år, med mindre vi ved hjælp af en fantastisk genoplivning af vores moralske sundhed og vores krigeriske vigør vil rejse os igen og tage pladsenstå på frihedens side som i de gamle dage|Winston Churchill}}

[[Josef Stalin]] var også utilfreds med München-konferencens resultatMünchenaftalen. [[Sovjetunionen]] havde ikke været repræsenteret, selv om de selvStalin følte, at deUSSR skulle anerkendes som en stormagt. Englænderne og franskmændene derimod havde i hans øjne brugt Sovjetunionen til at skræmme tyskerne med. Stalin konkluderede, at Vesten aktivt havde indgået i partnerskab med Hitler ved at give nazisterne land-områder, og manhan frygtede, at de senere kunne finde på det samme og indgå en alliance mellem Nazi-Tyskland og de vestlige magter mod Sovjetunionen. Denne frygt havde indflydelse på Stalins beslutning om at underskrive [[Molotov-Ribbentrop-pagten]] med Nazi-Tyskland i 1939.

Tjekkoslovakkerne var også meget utilfredse med München-aftalenMünchenaftalen. Med frafaldetafgivelsen af Sudeterland til Tyskland, en tredjedel af det sydlige slovakiet til Ungarn samt et område påog cirka 801,5 km2 til Polen var Tjekkoslovakiet en amputeret nation og var dermed reelt set en forsvarsløs nation, totalt underlagt tyskernes hensigter. Tjekkoslovakiet mistede 70 % af jern- og stålproduktionen, 70 % af dens el-produktion, 3,5 million indbyggere (de fleste dog ikke-tjekker) samt de berømte Skoda-fabrikker<ref name="Shirer">Shirer, William L., '' ''The Rise and Fall of The Third Reich''</ref>.

Allerede i 1937 havde [[Wehrmacht]] udarbejdet en plan kaldet "operation grøn" ([[Fall Grün]]) for invasionen af Tjekkoslovakiet.<ref>Herzstein, Robert Edwin The Nazis (Time-Life Books World War II Series) New York:1980 Time-Life Books Page 184</ref> Denne plan blev iværksat den 15. marts 1939 under navnet "operation sydøst". Churchills forudsigelser holdt dermed stik, da nazi-tyske styrker marcherede ind i Prag og besatte det resterende [[Böhmen]] og [[Mæhren]], som blev omdannet til et tysk protektorat. Den østlige del af landet blev til satellit-staten [[Slovakiet]].

Ministerpræsident Chamberlain følte sig forrådt af nazisternestyskernes fremmarch og indså, at hans [[Appeasement-politik]] over for Hitler havde lidt skibbrud. Denne indsigt førte til en meget hårdere kurs over for nazisterne. Bl.a. gav han ordre til straks at mobilisere hele den britiske hær til krig. Frankrig gjorde det samme. Italien så sig udmanøvreret som et 2. rangs medlem af [[Aksemagterne]], og startede som modsvarindledte sin egen invasion af Albanien i april 1939. Hitlers invasion af det resterende Tjekkoslovakiet var sidste advarsel, før hans angreb på Polen den 1. september 1939 udløste [[2. verdenskrig]].