Kejserkrigen: Forskelle mellem versioner

Trediveårskrigen blev indledt med [[den bøhmiske opstand]], som Christian først i 1620'erne forsøgte at støtte. Gentagne gange afslog [[rigsråd|rigsrådet]] dette, bl.a. med henvisning til at den tyske kejser var for mægtig til, at det danske rige havde råd til en krig. Rigsrådet var desuden betænkeligt ved svenskernes position i sagen og frygtede, at de kunne finde på at angribe Danmark, hvis det kom til at gå Danmark ilde i den tyske religionskrig. I marts [[1625]] valgte Christian at gå uden om rigsrådet; hans position som hertug af [[Holsten]] var uafhængig af den danske krone og rigsrådet. Han blev [[26. marts]] valgt til [[kredsoberst]] (militær øverstkommanderende) for den [[Nedersaksisk kreds|nedersaksiske kreds]]. Efter et års kamp endte eventyret brat [[17. august]] [[1626]], da kongens hær næsten blev udslettet i et slag uden for [[Slaget ved Lutter am Barenberg|Lutter am Barenberg]]. Kongens foretagende endte med fiasko og medførte, at Danmark officelt blev draget ind i Trediveårskrigen. Kejserens tropper under general [[Albrecht von Wallenstein|Wallenstein]] invaderede og udplyndrede [[Jylland]] året efter. Herefter stillede man fra tysk side skrappe krav til en [[fredsaftale]]: afståelse af hertugdømmerne, overdragelse af Jylland til kurfyrsten af Sachsen som pant for kejserlig gæld til ham, opgivelse af [[Frederik 3.|Frederiks]] nordtyske [[stift]]er, en stor krigsskadeserstatning til kejseren samt afspærring af [[Øresund]] for kejserens fjender. Muligvis lykkedes det på baggrund af [[kongemødet i Ulvsbäck]] Christian narredeat narre den tyske kejser til at tro, at Danmark var på vej til en alliance med [[Sverige]]; deti alt fald lykkedes det ham i maj [[1629]] ived [[Freden i Lübeck|Lübeck]] at opnå fred og tilbagegivelse af Jylland til Danmark og Slesvig-Holsten til kongen, mod at han lovede aldrig mere at blande sig i tyske anliggender. Kongen fik én million rigsdaler af rigsrådet for at skrive under på fredsaftalen. Det så det som en god investering i, at kongen ikke ville fortsætte krigen.