Hermann Samuel Reimarus: Forskelle mellem versioner

'''Hermann Samuel Reimarus''' ([[22. december]] [[1694]] i [[Hamburg]] - [[1. marts]] [[1768]] sammesteds) var en [[Tyskland|tysk]] [[filosof]] og [[skribent]] i [[oplysningstiden]], fortaler for [[deisme]]n, hvor man antogmed tanken om en naturlig [[religion]], der modsat en åbenbaret religion beror på [[Ratio|fornuftsmæssige]] ideer.

Med dette udgangspunkt søgte han at begrunde tesen om den fundamentellefundamentale forskel mellem den historiske [[Jesus]], som levede og døde som en mislykket [[jøde|jødisk]] [[messias]]prætendent, og den kristne [[menighed]], som først efter [[påske]] skabte troen på [[Kristus]] som verdens [[frelse]]r. <ref>''Gyldendals Religionsleksikon''</ref>

Denne opfattelse fik indflydelse på [[teologi]]ens videre udvikling, for eksempelsom ved udviklingen af ''[[historisk-kritisk metode]]'', i [[eksegese]]n og som igangsætter af ''[[Jesu-liv-forskningen]]''.

Reimarus studerede teologi, gamle [[sprog]] og [[filosofi]] i [[Jena]] fra [[1714]] og fra [[1716]] i [[Wittenberg]], hvor han [[1722]] blev ''Privatdozent'' ved universitetet. [[1720]]-[[1721]] besøgte han [[Nederlandene]] og [[England]]. I [[1723]] blev han skoleleder i [[Wismar]] i [[Mecklenburg]] og i [[1727]] lærer eller professor ved det akademiske gymnasium i [[Hamburg]], en stilling han på trods af favorable tilbud beholdt til sin død.

Han havde overkommelige pligter og brugte densin fritid han derved fik til studier i [[filologi]], [[matematik]], filosofi, [[historie]], politisk økonomi og [[naturhistorie]], et felt hvor han opbyggede store samlinger.

og dér findes endnu et ''Haus der patriotischen Gesellschaft'' hvor nogle af de foreninger, han var med til at danne, stadig har til huse.

Reimarus bedrevdrev filologiske, filosofiske og [[naturvidenskab]]elige studier. Han var fortaler for ''naturlig religion'' og søgte herudfra at aflede og begrunde [[Gud]]s [[eksistens]] og egenskaber.

:"Om den, der har en levende erkendelse af Gud, siger man med god grund, at han har en ''religion''; og hvis denne erkendelse er opnået ved fornuftens naturlige kraft, kalder man denne religion for ''naturlig''; altså den pågældende har en ''naturlig religion''" - Reimarus, i: ''En naturlig religions betydeligste sandheder'') - ("Wer ein lebendiges Erkenntnis von Gott hat, dem eignet man billig eine Religion zu; und sofern dieses Erkenntnis durch die natürliche Kraft der Vernunft zu erhalten ist, nennt man es eine natürliche Religion." - Reimarus, in: ''Die vornehmsten Wahrheiten der natürlichen Religion'')

I[[Harald etHøffding]] afsnit om den naturlige religionskriver i Tyskland i Sjette Bogafsnittet "Den tyske Oplysningsfilosofi og Lessing" om den naturlige religion i sitTyskland værki frasjette [[1894]]-[[1895]]bog ''Den nyere Filosofis Historie'' behandler den danske filosof [[Harald Høffding1894]]-[[1895]] også kort om Reimarus. (Gengivet herunder med tillempet retsskrivning)

LigesåLige så overbevist som han var om at hensigtsmæssigheden i naturen (blandt andet dyrenes instinkter, om hvilke han har forfattet et særligt skrift) tyder på verdens udspring af en vis og god Gud, og om at der i et andet liv er sørget bedre og varigere for den menneskelige lyksalighed, end der kunne gøres i det nærværende liv, - ligeså overbevist var han om at de bibelske skrifters indhold stred mod den fornuft og moral som den naturlige religion indskærper.

Men denne sidste overbevisning mente han, at måtte beholde hos sig selv.

Rørende er den grund han angiver for, at han ikke offentliggør dette værk: han frygter for at ortodokse fanatikere skulle berøve ham hustru og børns kærlighed eller også vække en forfølgelse, der kunne gå ud over dem.

Ingen anede hvad Hamburgerprofessorenhamburgprofessoren, der så smukt havde ført beviser både for Gud og udødelighed, havde liggende i sin pult.

Som historiker har han et klart blik for, at hovedindholdet af urkristendommens tro var den levende forventning om Jesu snare genkomst med opfyldelse af de messianske forventninger. Men han mente, at apostlene, da forventningerne ikke opfyldtes, på bedragerisk måde trøstede deres tilhængere med udsigten til en senere åbenbarelse.

Disse og senere udgivelser blev kendt som ''Wolfenbütteler Fragmente'' og gav navn til den såkaldte ''strid om [[fragment]]erne'', ''der Fragmentenstreit''. ([[:de:Fragmentenstreit]]), hvor Lessing som udgiver ikke kunne undgå at blive inddraget, skønt han ikke delte alle Reimarus' synspunkter, og hvor hans hovedmodstander var hamburgerpræstenhamburgpræsten Johann Melchior Goeze.

:Reimarus' manuskript befinder sig på et bibliotek i Hamburg; i [[1814]] blev der lavet en kopi til universitetsbiblioteket i [[Göttingen]], og det blev nu kendt som et samlet værk med Reimarus som forfatter. Ud over de syv fragmenter, der blev offentliggjort af Lessing, blev en anden del af værket udsendt i [[1787]] af pseudonymet C. A. E. Schmidt med titlen ''Übrige noch ungedruckte Werke des Wolfenbüttelschen Fragmentisten'', og yderligere en del af D. W. Klose i C. W. Niedner's ''Zeitschrift für historische Theologie'', [[1850]]-[[1852]]. Det blev imidlertid først udsendt i sin helhed i [[1972]].

Bilde skriver om Reimarus, at han for første gang formulerede den tanke at [[kristendom]]mens tilblivelseshistorie var præget, ikke af kontinuitet, men af brud.

Jesus'Jesu program og formål var ifølge Reimarus at befri det jødiske folk fra [[romersk]] overherredømme og at genrejse et frit og uafhængigt jødisk messiansk kongerige.

Den såkaldte ''strid om fragmenterne'' var en dyst med [[luthersk ortodoksi|den lutherske ortodoksi]], hvor det begyndte at blive tydeligt, at det nu var muligt at stille kritiske spørgsmål vedrørende [[Bibelen]]. Den stilling, Reimarus og Lessing havde taget, fik indflydelse på teologiens videre udvikling, for eksempel ved udviklingen af ''historisk-kritisk metode'', i eksegesen og som igangsætter af ''Jesu-liv-forskningen'' <!-- http://de.wikipedia.org/wiki/Fragmentenstreit#Auswirkungen -->