|
== 1842-1864 ==
[[Orla Lehmann]] formulerede ''Ejder-programmet'' den [[28. maj]] [[1842]]. Ejder-programmet gik ud på, at de tyske hertugdømmer [[Holsten]] og [[Lauenborg]] skulle udskilles af det [[danske monarki]], mens [[Hertugdømmet Slesvig]] skulle være en almindelig provins i [[Kongeriget Danmark]]. Kravet var delvis en modreaktion mod [[slesvigholstenisme]]ns krav om at hele Slesvig skulle være tysk, dog i [[personalunion]] med Danmark.
Ejderprogrammet fik støtte fra [[De Nationalliberale]]. Derimod ønskede [[Bondevennernes Selskab|Bondevennerne]] og de konservative [[helstat]]smænd, at Holsten og Lauenborg skulle bevares som fuldgyldige dele af det danske monarki. Den slesvig-holstenske bevægelse ønskede derimod principielt, at Sønderjylland skulle være tysk. Den modsatte sig derfor også Ejderpolitikken. Ejderprogrammet fik stor indflydelse på folkestemningen i Danmark, [[Norge]] og [[Sverige]].
Orla Lehmann tog kontakt til dansksindede i [[Nordslesvig]] (både bønder og liberale i byerne) og til de få dansksindede på universitetet i [[Kiel]]. Et af resultaterne var, at [[Peter Hiort Lorenzen]], en liberal købmand fra [[Haderslev]], den [[11. november]] 1842 talte dansk i Slesvigs stænderforsamling. Det næste resultat var de store folkemøder, der i [[1840'erne]] blev holdt på Sønderjyllands højeste punkt, [[Skamlingsbanken]]. På det første Skamlingsbanke-møde den 18. maj [[1843]] blev Peter Hiort Lorenzen hædret for sin indsats. Der fandtes tilsvarende tyske folkemøder, især i Sydslesvig. Det var imidlertid ikke i Slesvig, men primært i Holsten (især Kiel) ogo iSlesvig København,bevare atet deselvstyre mestmed nationalistiskeegen holdningerlanddag blevog udvikletaltså ikke indlemmes i kongeriget.
Efter at [[Treårskrigen]] var slut i [[1850]], tvang [[stormagt]]erne Danmark til at føre en helstatspolitik, hvor forholdet mellem statsdelene ikke måtte ændres. Denne politik, der blev kaldt "den europæiske nødvendighed", blev bekæmpet af slesvig-holstenerne og kom derfor aldrig til at virke i praksis.
Indenrigspolitisk blev de ejderdanske nationalliberale holdt ude af de konservative helstatsregeringer i begyndelsen af [[1850'erne]]. De adelige holstenere, som var repræsenterede i regeringen, var modstandere af demokratiet i Holsten og blokerede også for reformer i selve Danmark, hvorved den politiske proces gik i stå.
I [[1857]] dannede den nationalliberale [[C.C. Hall]] regering. Nu formulerede de nationalliberale en Ejderpolitik på langt sigt. Holsten og Lauenborg skulle langsomt opgives, mens Sønderjylland skulle knyttes tættere til det egentlige Danmark.
I [[1863]] mente Hall sig stærk nok til at kunne gennemføre sin politik. Gennem [[Novemberforfatningen]] skulle Sønderjylland knyttes til kongeriget. Dog skulle Hertugdømmet Slesvig bevare et selvstyre med egen landdag og altså ikke indlemmes i kongeriget.
Novemberforfatningen udløste den 2. Slesvigske Krig i [[1864]], ikke mindst på den preussiske kansler [[Bismarck]]s foranledning. Ved [[Freden i Wien (1864)|Freden i Wien]] måtte det danske monarki afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til [[Preussen]] og [[Østrig]].
== 1920 ==
For det første havde der været et solidt tysk flertal i [[Mellemslesvig]] ved folkeafstemningen i 1920. For det andet havde nazisterne fået høje stemmetal særligt i sydslesvigske landdistrikter i [[1932]] og [[1933]]. I Danmark var man ikke opmærksom på, at kriseramte landmænd havde stemt på nazisterne i protest mod [[Weimarrepublikken]]s centralisme. ▼Ved [[genforeningen 1920]] fandtes ''Flensborg-bevægelsen'', der ønskede en grænse lige syd for [[Flensborg]] og ''Dannevirke-bevægelsen'', der ønskede, at [[Dannevirke]] eller [[Ejderen]] skulle være grænsen.
Flensborg-bevægelsen udløste den dramatiske [[Påskekrisen]] i [[1920]], hvor [[Ministeriet Zahle II]] blev afskediget. <ref>[http://www.graenseforeningen.dk/artikel/3684 Grænseforeningen]</ref>
== 1945-1949 i Sydslesvig ==
Efter [[2. verdenskrig]] begyndte store dele af den hjemmehørende befolkning i Sydslesvig at identificere sig med Slesvig frem for den tyske nation, og mange, som hidtil havde været tysksindede, tilsluttede sig den danske bevægelse.<ref>[http://www.halloregion.com/historie/dk_a10.htm Region Sønderjylland/Schleswig]</ref> Efter at briterne havde besat Sydslesvig i maj 1945, krævede mange hjemmehørende en genforening med Danmark eller oprettelse af et selvstændigt mandatområde. Inden englænderne fik det forbudt, nåede mange at afgive loyalitetserklæring til Danmark.
Der blev også skabt dansk flertal i mange kommunalbestyrelser. Det skønnes, at over 50 procent af den hjemmehørende befolkning stemte på danske kandidater ved [[landdag]]svalget i 1947. Dette slog dog ikke igennem på det samlede resultat, da omkring halvdelen af vælgerne var hjemstavnsfordrevne flygtninge fra de [[tyske østområder]].
Der kom efterhånden også en tysk modbevægelse. Tyske embedsmænd afviste ønsket om en genforening, og det britiske militærstyre ønskede en hurtig normalisering af Tyskland, hvorfor man forbød enhver form for agitation både for en grænseflytning og for at Sydslesvig skulle adskilles fra Holsten eller have en særlig status i Tyskland. Den danske regering og danske politikere, undtagen personer som statsminister [[Knud Kristensen]], afviste også klart en genforening.
Efter dannelsen af [[Forbundsrepublikken Tyskland]] i oktober [[1949]] døde den ejderdanske bevægelse i Sydslesvig langsomt hen. Det danske mindretal var klart styrket i forhold til mellemkrigstiden, men det danske mindretal bestod nu både af "nye" og "gamle" danskere (de "gammeldanske" havde også været danske i perioden 1920-45). Mindretallet blev modarbejdet af den slesvig-holstenske regering i Kiel frem til 1955 og [[København-Bonn-erklæringerne]], hvorefter spændingerne blev mindre.
== 1945-1949 i Danmark ==
Den 9. maj 1945 erklærede statsminister [[Vilhelm Buhl]], at ''grænsen ligger fast''. Denne erklæring blev støttet af et stort flertal i [[Folketinget]], og den blev officiel politik også for senere danske regeringer.
Af to grunde mødtes den sydslesvigske bevægelse for genforening med skepsis i Danmark.
▲For det første havde der været et solidt tysk flertal i [[Mellemslesvig]] ved folkeafstemningen i 1920. For det andet havde nazisterne fået høje stemmetal særligt i sydslesvigske landdistrikter i [[1932]] og [[1933]]. I Danmark var man ikke opmærksom på, at kriseramte landmænd havde stemt på nazisterne i protest mod [[Weimarrepublikken]]s centralisme.
Aktivistiske kredse formulerede dog en ny ''Ejderpolitik'' til støtte for sydslesvigerne. Politisk opnåede Sydslesvig-aktivisterne kun støtte fra [[Dansk Samling]], der havde 4 mandater i Folketinget.
I [[1947]] erklærede statsminister [[Knud Kristensen]] fra [[Venstre]], at han som ''privatmand'' mente, at ''Sydslesvig genvundet, det er kampens mål''. Samtidigt fastholdt regeringen officielt, at ''grænsen ligger fast''.
Denne uklare politik medførte, at regeringen blev væltet i Folketinget. Ved det efterfølgende valg røg Dansk Samling ud af Folketinget, mens Venstre gik kraftigt frem, men partiet mistede alligevel regeringsmagten.
I [[1949]] forlod Knud Kristensen dansk politik. Ejderpolitikkens periode var slut.
Senere forsøgte Knud Kristensen et politisk come back med partiet [[De Uafhængige (1953)|De Uafhængige]], men Ejder-programmet kom ikke på den politiske dagsorden igen.
De [[kongerigske enklaver]] i [[Vadehavet]] og [[marsk]]en mod vest var sønderjyske, men hørte ikke med til Slesvig. Det var omstridt, om de såkaldte ''blandede distrikter'', (der ikke var kongerigske enklaver), i det vestlige Sønderjylland hørte med til hertugdømmet.
Mod øst hørte [[Ærø]] med til Slesvig, men var ikke sønderjysk. Tidligere havde [[Femern]] været en del af hertugdømmet, men øen var ikke sønderjysk. tissemand
I 1842-1864 var det [[Danske Monarki]]s udenrigspolitik behersket af ''Det slesvigske spørgsmål'', mens indenrigspolitikken var præget af ''Den sønderjyske sag''. I denne artikels afsnit om [[1800-tallet]] er ''Slesvig'' derfor brugt i udenrigspolitisk og juridisk sammenhæng, mens ''Sønderjylland'' er brugt som et geografisk og folkeligt begreb.
| 