Four Tops: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Pugilist (diskussion | bidrag) m Tilføjet Kategori:Motown ved hjælp af HotCat |
Pugilist (diskussion | bidrag) m wikilink |
||
Linje 13:
De næste par numre havde ikke helt samme succes, men gruppen fortsatte ufortrødent i pop-genren, og det følgende år nåede de førstepladsen med "I Can't Help Myself". Dermed var positionen sikret, og tiden derefter fik de en lang række successer med numre som "It's That Same Old Song", "Shake Me, Wake Me", "Loving You Is Sweeter Than Ever" og "Reach Out I'll Be There". Holland-Dozier-Holland skrev numre, der pressede Stubbs' stemme i toppen af hans tenor for at give sangene en insisterende følelse, og i øvrigt blev mange af numrene på pladeindspilningerne suppleret med en pigegruppe, så Four Tops' egne stemmer, der bortset fra Stubbs lå relativt dybt, kunne tilføres mere ligevægt med stemmer i den høje ende.
I perioden [[1965]]-[[1967|67]] var Four Tops den mest succesrige mandlige gruppe hos Motown, men da Holland-Dozier-Holland forlod pladeselskabet i 1967, fik gruppen ikke længere så gode sange, og deres popularitet begyndte langsomt at falde. Omkring [[1970]] fik de en kortvarig ny succes med en slags [[psykedelisk soul]]. Gruppen søgte også at lukrere på tidligere års succes i et samarbejde med The Supremes, der med [[Diana Ross]]' afgang lige som Four Tops havde mistet sin popularitet. Under betegnelsen The Magnificent Seven udsendte denne konstellation tre albums i starten af [[1970'erne]], dog uden større succes. En kopiversion af [[Ike & Tina Turner]]s "[[River Deep
Da Motown efterhånden begyndte at sende sine lidt ældre navne ud på et sidespor, skiftede Four Tops pladeselskab, og det gav dem en række nye hits i midten af 1970'erne, dog uden helt at nå samme niveau som i midten af 1960'erne. I sidste halvdel af 1970'erne fik gruppen igen problemer på den kommercielle front, men endnu engang vendte lykken i [[1980]], hvor Four Tops fik et pænt hit med "When She Was My Girl".
| |||