|
'''Frihedstiden''' (svensk: ''Frihetstiden'') er benævnelsen for perioden i [[Sverige]]s historie [[1719]] - [[1772]] hvor [[enevælde]]n var ophævet til fordel for et parlamentarisk monarki. Den begyndte med [[Karl 12. af Sverige|Karl 12.s]] død ved [[Fredrikshald]] [[1718]] hvor den svenske stormagtsperiode sluttede og sluttedes med, at [[Gustav 3. af Sverige|Gustav 3.]] gennemførte et statskup, der gradvist endte med genindførelsen af enevælden.
== Kongen mister magten til riksdagenrigsdagen == ▼Perioden begyndte med [[Karl 12. af Sverige|Karl 12.s]] død ved [[Fredrikshald]] [[1718]] hvor den svenske stormagtsperiode sluttede. Perioden afsluttedes med, at [[Gustav 3. af Sverige|Gustav 3.]] gennemførte et statskup, der gradvist endte med genindførelsen af enevælden.
På grund af de tunge byrder i form af skat og mandskab som Karl 12. krævede til opretholdelsen af det svenske stormagtsrige begyndte der at opstå en utilfredshed med den svenske enevælde. Denne utilfredshedDen var særligt udbredt blandt embedsmændene, en klasse som efter det svenske aristokratis fald og gennem det af Karl 12. gennemførte bureaukratiske system, var blevet den mest indflydelsesrige i det daværende svenske samfund. Hvad man særligt var oprørt over var at dette systemsSystemets principper var blevetblev overtrådt gennem enevælden af kongen og dennes statsminister [[Georg Heinrich von Görtz]] , da. deDe anså disse principper for at være en hindring for opretholdelsen af rigets vide udstrækning. Da Karl 12.s døddøde uden arvinger og hans søster [[Ulrika Eleonora den yngre|Ulrikke Elenoras]] omstridte tronføljerettronfølgeret ([[1718]]-[[1720]]) gav den af embedsmandsinteresser beherskede [[ riksdagrigsdag]] fri hænder , blev enevælden derfor afskaffet ved grundlovsforhandlingerne i løbet af 1719 og 1720. Den koncentration af magten som enevældenEnevælden var udtryk for kan dog siges at værealligevel fortsat, men nu til fordel for riksdagenrigsdagen som fik uindskrænkede lovgivende beføjelser. ManSverige beholdt stadig monarkiet, men kun som en symbolsk institution ,. hvilketDet gjordesvar lettereså afmeget atlettere, som de følgende konger [[Frederik 1. af Sverige|Frederik 1.]] og [[Adolf Frederik af Sverige|Adolf Frederik]] var svage regenter. ▼▲== Kongen mister magten til riksdagen ==
▲På grund af de tunge byrder i form af skat og mandskab som Karl 12. krævede til opretholdelsen af det svenske stormagtsrige begyndte der at opstå en utilfredshed med den svenske enevælde. Denne utilfredshed var særligt udbredt blandt embedsmændene, en klasse som efter det svenske aristokratis fald og gennem det af Karl 12. gennemførte bureaukratiske system, var blevet den mest indflydelsesrige i det daværende svenske samfund. Hvad man særligt var oprørt over var at dette systems principper var blevet overtrådt gennem enevælden af kongen og dennes statsminister [[Georg Heinrich von Görtz]], da de anså disse principper for at være en hindring for opretholdelsen af rigets vide udstrækning. Da Karl 12.s død uden arvinger og hans søster [[Ulrika Eleonora den yngre|Ulrikke Elenoras]] omstridte tronføljeret ([[1718]]-[[1720]]) gav den af embedsmandsinteresser beherskede [[riksdag]] fri hænder blev enevælden derfor afskaffet ved grundlovsforhandlingerne i løbet af 1719 og 1720. Den koncentration af magten som enevælden var udtryk for kan dog siges at være fortsat, men nu til fordel for riksdagen som fik uindskrænkede lovgivende beføjelser. Man beholdt stadig monarkiet, men kun som en symbolsk institution, hvilket gjordes lettere af at de følgende konger [[Frederik 1. af Sverige|Frederik 1.]] og [[Adolf Frederik af Sverige|Adolf Frederik]] var svage regenter.
[[Fil:Arvid Horn.jpg|thumbnail|222px|[[Arvid Horn]] (1664–1742) var [[kancellipræsident]] 1710–1719 og 1720–1738.]]
Det egentlige regeringsorgan skulle nu være rigsrådet, som kunne nedstemme kongen, men det tilsidesattes ved riksdagensrigsdagens forslag og fra [[1738]] tildrog riksdagenrigsdagen sig endda den ret at afskedige rådsmedlemmer. DetteDet skulle egentlig havevære væretumuligt, umuliggjort gennem atfordi embedsmænd kun kunne afsættes ved retslig dom, men manrigsdagen fandt en løsning i licentiering,på en slags juridisk process, hvor ansvaransvaret for hvad der ansås for at være undladelsessynder eller tjenestefejl afgjordesblev fordelt. Anklagepunkterne kunne blandt andet være fejlfortolkninger af forfatningen eller at de råd, som blev givet, ikke modsvarede "rigets uomgængelige velfærd". <ref>Roberts (1995), s. 125-127</ref>
Eftersom det desuden var forbudt for rigsrådsmedlemmerne at sidde i riksdagen, blev de derfor kun stændernes "fuldmægtige" - eksekutorer af deres vilje, men med meget lidt selvstændig statsmagt. <ref>Roberts (1995), s. 121</ref>. På den måde afløstes det kongelige enevælde, suveræniteten, af stændervældet, riksdagssuveræniteten.
Den gamle magtfaktor, Kongemagtenkongemagten, havde siden Karl 12.s tid mistet folkets tiltro. Og som garanti mod denne ønskedes fra adelens side i 1719 en sikker bureaukratisk forvaltningsadministration efter mønstret af den gamle regeringsform fra [[1634]] under et selvstændigt regerende rigsråd, og så vidt forløb realiseringen af denne tanke at det nye statsstyres forfatningsdokument blev kaldt regeringsform og at embedsværkets organisation i denne blev sikret mod alle ydre indgreb. Men erfaringen fra [[Karl 11. af Sverige|Karl 11.s]] formynderregering gjorde at selv en selvstændig rådsregering var uønsket for mange, og dette fjernede grundlaget for udførelsen af dette punkt af adelens program. Til gengæld havde man ikke tidligere oplevet fejlgreb eller magtmisbrug fra riksdagens side - den tredje magtfaktor i det svenske regeringssystem - og derfor syntes dette at være den eneste rigtige værn om "gammelsvensk ret" og inddroges i den nye regeringsforms bestemmelser, som på både kongens og rigsrådets bekostning samlede hele statsmagten i riksdagen.
== Resultatet af den nye ordning ==
| 