J.E. Ohlsens Gade: Forskelle mellem versioner

gade på Østerbro i København
Content deleted Content added
Ny side: == J. E. Ohlsens Gade == Gaden er beliggende på Østerbro mellem Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade. Den er knap 250 meter lang. == Gadens historie == Gaden fik sit navn i 1898...
(Ingen forskel)

Versionen fra 19. aug. 2011, 10:37

J. E. Ohlsens Gade

Gaden er beliggende på Østerbro mellem Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade. Den er knap 250 meter lang.

Gadens historie

Gaden fik sit navn i 1898 efter Jørgen Ernst Ohlsen (1814-1862)[1] og dennes gartneri og frøavl, der lå der. Hans enke drev forretningen videre indtil 1904. L. Dæhnfeldt A/S overtog firmaet i 1985. På bar mark byggede Ole Ohlsen (1781-1845) i 1812 ejendommen ”Frederiksminde” med dertilhørende gartneri. Gartneriet blev nedlagt 1904 og flyttede længere og længere ud af byen. [2] Efter udstykningen gik det forholdsvis hurtigt med at få gaden bebygget med etageejendomme til det bedre borgerskab.

På Københavns museum findes et postkort fra omkring 1900 fra gaden, hvorpå ”Solhuset” og ”Palæhuset” stolt vises frem.

Der var tilpas mange heste i området til at datidens svar på en benzinstation - en furagehandel med hestefoder - kunne ligge i nr. 4 i 1911.

Nævneværdige bygninger i gaden

Nr. 11 og 13 fra 1901 har begge hele 11 fag ud til gaden. Bygningerne er i såkaldt palæstil, som yderligere understreges af årstallet der står på et slags våbenskjold i frontonen bag et duefjendsk net.

Nr. 7 og 9 er fra 1910 og gør sig gældende ved et for danske standarder usædvanligt indgangsparti: Bag et flot jugendstilsrækværk med blomster, er den tilbagetrukne hoveddør. Altanerne er også specielle i deres rå udformning: Afskærmningen er en plade med huller i. I kælderen boede tidligere en skomager og skiltet ”Til Køkkentrappe” over kældertrappen er nu afdækket. Det viser at der boede fine folk i opgangen. De fik bragt varer ud lige til døren af bude og andre tjenende ånder, som bestemt ikke gik op af den fine hovedtrappe med deres snavsede træsko eller støvler.

For hundrede år siden lå der en urtekræmmer d’Andrade i nr. 1 lige ved siden af viktualiehandlen Christian Rasmussen. På fjerde sal boede bøssemageren N.P.C. Carlsen. Nr. 3 boede arkitekt Jens Peter Malmberg [3] og violinist Winding. I nr. 9 boede ritmester O.C.H. Müller. Nr. 14 havde premiereløjtnant Birkedal-Hansen boende.

I midten af 1950’erne var der stadig en del handel i gaden. I nr. 1 var der frugthandler C.M. Andreasen og der var plads til endnu frugthandler i nr. 17 "Trekanten Frugthandel". I nr. 11 var der både Østerbros Sycentral skotøjsfabrik og Nordhavn Kul- og Koksforsyning ved Christian Tychsen. I nr. 19 var der både tobakshandel ved La Cour-Mansler og Østerbros Læderhandel ved E. Pedersen. Beboerne var stadig af det bedre borgerskab, i nr. 5 boede for eksempel pastor emeritus A. Skettrup, i nr. 4 højesteretsdommer dr. phil. Victor Hansen og grosserer Volmer Ulfstjerne i nr. 14.

Læs mere

P. Larsen: 52 års virke i Frøfirmaet J.E. Ohlsens Enke, 1943.

Kilder

  1. ^ [Dansk Biografisk Leksikon] http://runeberg.org/dbl/12/0381.html
  2. ^ Hans Helge Madsen: Østerbro før og nu – og aldrig, Fogtdal, 1993/1999, ISBN 87-7807-733-8, s. 137
  3. ^ [Politiets Registerblade] http://www.politietsregisterblade.dk/index.php?option=com_sfup&controller=politregisterblade&task=viewRegisterblad&id=2248753&limitstart=0