Indoeuropæiske sprog: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
EmausBot (diskussion | bidrag) m r2.6.4) (robot Tilføjer: frr:Indogermaans |
Tilføjede en fodnote. Dele af denne artikel har en ilde bismag af for megen stræben at være politisk korrekt. Hvis man absolut vil nævne fascister og nazister i denne sammenhæng, gør det i forbifarten. |
||
Linje 108:
Den sprogvidenskabelige kerne i den indoeuropæiske teori - at de indoeuropæiske sprog er beslægtede og har et fælles ophav - er som sådan uangribelig, selv om der er mange enkeltheder i teorien, der er diskutable, ganske enkelt, fordi de bygger på sandsynlighedsargumenter og ikke kan verificeres, så længe der ikke findes direkte kilder til det urindoeuropæiske grundsprog.
Det er vigtigt at understrege, at antagelsen af den sprogvidenskabelige teori ikke nødvendigvis vil indebære, at man så også må acceptere f.eks. en model med aggressive patriarkalske erobrere, der propaganderede en [[Georges Dumézil|dumézilsk]] ideologi. Der er - med rette - mange, der føler et ubehag ved at tilslutte sig noget, de opfatter som et fascistisk projekt<ref>Dette må nok opfattes som en ideologisk dårlig mave. Hvor grusomme, foragtelige og væmmelige ideologier, som benytter ellers respektable ord kan være, så er det den lærdes pligt at lade sin egen ideologi udenfor. Den indiske erobrerteori, dvs. at sydøstindoeuropæisktalende folk --- forresten de eneste man kan kalde arier --- kom nordenfra og skubbede de forhåndenværende dravidisktalende folk sydpå er meget logisk. Hvis man får kvalme af at forestille sig en invasion så bør man lade være med at beskæftige sig med historie og sprogvidenskab. Indoeuropæisk sprogvidenskab, som den praktiseres i dag --- af de specialister man kan tage alvorligt --- er simpelthen ideologifri.</ref>. De arkæologiske og religionshistoriske teorier, der opererer med indoeuropæisk er imidlertid ikke forudsætninger for den sprogvidenskabelige indoeuropæistik, men støtter sig blot til den. Man kan derfor være enig eller uenig med Georges Dumézils teori om den indoeuropæiske trefunktionsideologi eller med Marija Gimbutas' teori om de matriarkalske urindoeuropæere, men det har ingen betydning for den sproghistoriske rekonstruktion.
Selv om det i første omgang har været ikke-sprogvidenskabsfolk, især arkæologer, der har fremført kritikken, har den ydet et væsentligt bidrag til den sprogvidenskabelige teori. Diffusionsmodellen er ganske vist i sig selv utilstrækkelig til at forklare ligheden mellem de indoeuropæiske sprog, men moderne arkæologi opererer med andre, langt mere avancerede mellemformer mellem den aggressive erobring og den fredelige langdistancekontakt. Disse modeller har forbedret vores forståelse af, hvordan indoeuropæisk kan være blevet udbredt, og hvordan de enkelte sproggrupper kan være blevet dannet.
| |||