Den spanske arvefølgekrig: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rodejong (diskussion | bidrag)
→‎Arvestridigheder: Karl_2._af_Spanien#Anetavle_for_Karl_2._af_Spanien
No edit summary
Linje 1:
'''Den spanske arvefølgekrig''' (hvilket skal forstås som "krigen om den spanske arvefølge") brød ud i [[1701]], og varede til [[1714]]. Den førtes af [[Østrig]], [[England]] og [[Holland]] mod [[Frankrig]]. I krigen deltog foruden disse hovedmodstandere desuden en del andre lande: De fleste tyske stater, deriblandt [[Brandenburg]] på østrigsk side; [[Savoyen]] og [[Portugal]] deltog først på fransk, senere på østrigsk, mensside. [[Spanien]] — stridens æble — stod splittet, idet [[Katalonien|katalonierne]] sluttede sig til Østrig, medens [[Kastilien|kastilianerne]] støttede Frankrig. OgsåDanske danske tropperlejetropper deltog sommod lejesoldater på den allierede sideFrankrig.
 
DetKonflikten var en væbnet konflikt,blev udløst af de spanske [[Habsburg]]eres uddøen med [[Karl 2. af Spanien|Carlos II]]. [[Frankrig]] forsøgte at indsætte deres egen kandidat på tronen i opposition til de [[østrig]]ske Habsburgere,. hvilketDet fik [[Storbritannien]] og [[Nederlandene]] til at gå ind i krigen på østrigsk side. En række allierede sejre ved [[slaget ved Blenheim|Blenheim]], [[Ramillies]], [[Oudenarde]] og [[Malplaquet]] udmattede efterhånden Frankrig, så da den østrigske kandidat blev [[kejser]] i [[1711]], benyttede de lejligheden til at slutte fred med Storbritannien og Nederlandene i [[Utrecht]] [[1713]], hvorefter Østrig var nødt til at opgive videre forsøg på at forhindre [[Bourbon]]erne i at blive konger af [[Spanien]], omend det blev fastlagt at Frankrig og Spanien aldrig måtte få samme hersker. Krigen sluttede med [[Første kongres i Rastatt|freden i Rastatt]] 1714.
 
== Indledning ==
=== Arvestridigheder ===
Krigens direkte årsag var spørgsmålet om arvefølgen i Spanien, idet den spanske konge Karl 2. (død [[1700]]) havde indsat Ludvig 14.s sønnesøn, [[Filip 5. af Spanien|Filip af Anjou]] til arving af alle sine lande, mens [[Leopold 1. (Tysk-romerske rige)|kejser Leopold af Østrig]] gjorde fordring på arven for sin broder, [[ærkehertug Karl 2. af Østrig]] (se i øvrigt [[Karl 2. af Spanien#Anetavle for Karl 2. af Spanien|Anetavle for Karl 2. af Spanien]]). Dette forholdDet gav da anledning til en magtsammenslutning mod Frankrig, idet den anden store fastlandsmagt, Østrig, mødtes med de to sømagter, England og Holland, i fælles bestræbelse for at begrænse Ludvig 14.’s's stigende magt.
 
=== Tidens krigsførsel ===
Krigen førtes i [[Italien]], Spanien, Tyskland, Nederlandene med afvekslendevekslende held. Den trak stærkt i langdrag ikke alene på grund af de betydelige hjælpekilder, de to magtgrupper rådede over, men også ved krigsskuepladsernes udstrækning i forhold til kommunikationernes udviklingstrin, samt også på grund af dentidens særlige måde, datiden førte krig på, og som prægede hele krigens Gangkrigsførelse. I stærk modsætning til den senere [[Napoleonskrigene|napoleonske krigsførelse]], i princippet den samme somog det 20. århundredes, stræbte man ikkeingen efter den hurtige afgørelseafgørelser på kamppladsen, undgik den snarere så vidt muligt. Man søgte derimod at trætte modstanderen, udtømme hans resourcer, bl.a. med hensyn tilaf soldater og især til penge. Man undgik i almindelighed slag; ville man fortrænge modstanderen, var det almindelige middel hertil at manøvrere, true hans forbindelseslinier og ødelægge hans forråd. Kom det imidlertid, til trods for hærførernes utilbøjelighed hertil, alligevel til slag, kæmpedes der tappert, og kampene var da ganske overordentlig blodige. Men sejren blev ikke udnyttet ved en forfølgning, noget datidens hærførere ville have anset for alt for farligt — forog den sikre vej til opløsning for forfølgeren. Alle disse forhold stod i forbindelse med den måde, hærene var dannet på: det var en lejet hær, og lejesoldaten var alt andet end pålidelig, navnlig ikke efter et slag; han var på den anden side kostbar; man sparede på sine soldater, ikke af menneskelighed, men fordi de repræsenterede en pengeværdi, og penge var netop det, man trængte hårdest til for overhovedet at føre krigen, men som man aldrig havde rigeligt af. Nutidens metoder til at rejse betalingsmidler havde man ikke; det var rede penge, man skulle have. Alle disse forhold må tages i betragtning for at forstå den efter nutidens opfattelse meget lidt energiske krigsførelse, der præger denne styrkeprøvestyrkeprøven mellem de europæiske magter — trods demed mange fremragende hærførere, der var i begge lejre.
 
== De første år ==
=== 1701-1702 ===
Ved krigens begyndelse rådede Ludvig 14. over en fortrinlig hær på 200.000 mand, heraf cirka 33.000 mand i Italien, resten i [[Flandern]] ved [[Mosel]] og [[Rhinen]]. Derimod rådede kejser Leopold og hans allierede kun over cirka 80.000 mand, hvoraf cirka 30.000 under [[Prins Eugen af Savoyen]] sendtes til Italien. Ludvig 14. benyttede imidlertid hverken sin overlegenhed eller de store strategiske fordele, som alliancen med [[Bayern]] frembød, til straks at rykke mod [[Wien]]; de franske operationer begyndte tværtimod på en temmelig mat måde; den for Frankrig gunstige lejlighed til at få en hurtig ende på krigen gik tabt og kom aldrig mere tilbage. I krigens første år ([[1701]]) foregik der da kun i Italien krigsbegivenheder af større betydning, og der denne krigsskueplads, hvorviste prins Eugen viste sig somfranskmændenes en for franskmændene yderst farligfarligste modstander, var fordelene afgjort på Østrigs side;: den franske general [[Nicolas Catinat]] blev slået ved [[Carpi]].
 
Allerede detåret følgende årefetr rådede Frankrigs modstandere over langt betydeligere kræfter, men anvendte dem i øvrigt meget spredt. DerDe kæmpedeskæmpede i Italien, i Nederlandene og ved Øvre Rhin med vekslende held. I Italien havde prins Eugens tropper stor Fremgangfremgang, og den franske general [[François de Neufville, duc de Villeroi|Villeroie]] blev tvunget til overgivelse i [[Cremona]]. Villeroies efterfølger [[Louis Joseph de Bourbon, duc de Vendôme|Vendome]] standsede dog de kejserlige hæres fremrykning. På de andre krigsskuepladser skete der dette år ikke begivenheder af stor betydning.
 
=== 1703 ===
[[1703]] ville Ludvig 14. gå angrebsvis til værksangribe, men det hele foretagende reduceredes til, at marskal [[Claude Louis Hector de Villars]] med 32.000 mand rykkede ind i Bayern, men uden at det derfor kom til nogen fransk-bayersk fællesoperation mod Østrig.
 
Derimod indlod [[Maximilian Emanuel af Bayern|kurfyrsten af Bayern]] sig på en ret tvivlsom operation ind i [[Tyrol]]; det tyrolske folk rejste sig og tvang kurfyrsten til at forlade Tyrol med tabet af halvdelen af sin hær. Villars var blevet i Bayern. Operationerne fortsattes nu en tid her, og der kæmpedes heldigt med østrigerne ved [[Hochstädt]] ([[19. september]] 1703), men snart blev Villars og kurfyrsten uenige. Villars kaldtes tilbage for at bekæmpe et protestantisk oprør i [[Cevennerne]], og operationerne i Bayern gik i stå.
 
Begivenhederne på de andre krigsskuepladser i 1703 var ikke særlig betydningsfulde. Skønt franskmændene i Italien rådede over tredobbelt overlegenhed i forhold til østrigerne, indskrænkede operationerne sig til belejring af fæstninger og kunstige manøvrer, der løb ud i sandet. Savoyen, der hidtil havde været på Frankrigs Sideside, men hvis fyrste for øvrigt allerede 1701 havde stået i hemmelig forbindelse med kejseren, trådte nu åbenlyst over på dennes side og sagde sig løs fra forbundet med Frankrig. Den umiddelbare følge heraf varblev, at en fransk hær under Vendome, som fra Italien skulle være rykket kurfyrsten af Bayern til hjælp, og som allerede havde nået [[Trient]], vendte om uden at have udrettet noget. Den gik tilbage til Italien, hvor den for øvrigt heller intet udrettede.
 
I Nederlandene og Spanien skete der i dette år ikke begivenheder af større betydning.
Linje 27:
== Krigen intensiveres ==
=== Köln erobres og slaget ved Blenheim ===
Mens Krigsførelsenkrigsførelsen hidtil havde været temmelig planløs påa begge sider, samlede Frankrigs fjender sig endelig [[1704]] om en fælles plan. Allerede tidligere havde mande gjort det af med den ene af Frankrigs allierede, idet den dygtige engelske feltherre [[John Churchill]], greve af Marlborough, havde erobret kurfyrstendømmet [[Köln]]; nu besluttede mande at vende sig mod den anden. Det foregående års felttog havde vist Bayerns strategiske betydning: som et brohoved skød det sig ind i Mellemeuropa og gjorde det muligt for franskmændene her på eenen gang at true Østrig, Tyskland og Italien, en i øvrigt ikke tilstrækkelig udnyttet fordel. I foråret 1704 besluttede Marlborough og prins Eugen sig til at forlægge operationerne til Bayern. Efter langvarige manøvrer kom det til Kamp ved [[Donauworth]], hvor Marlborough sejrede.
 
Kurfyrsten af Bayern anså da alt for tabt og indesluttede sig i sine fæstninger; den [[13. august]] kom det, efter at prins Eugen og Marlborough havde forenet sig, til det for Bayerns sag afgørende [[Slaget ved Blenheim|slag ved Blenheim]], hvor de mindre vel kommanderede franskmænd blev fuldstændig slået. Der kæmpede her cirka 63.000 mand på hver side. Franskmændene mistede cirka 30.000 mand og 35 kanoner og blev tvunget til at gå tilbage over Rhinen. Kurfyrsten måtte slutte fred, hans hær blev afvæbnet og hans land besat.
 
=== Skiftende held ===
Året 1705 bragte imidlertid ikke de allierede det store resultat, som det foregående heldige felttog syntes at love, og som de allierede utvivlsomt havde kunnet nå ved en samlet optræden. Marlborough og Eugen skiltes; den første ville med 60.000 mand operere langs Mosel for ad denne vej at trænge ind i Frankrig, den sidste gik til Italien. Ingen af dem havde synderligt held med sig. Den franske general Villars imødegik Marlboroughs operationer med stor dygtighed, og i Italien, hvor franskmændene rådede over 77.000 mand under Vendome, kunne Eugen, der kun rådede over 44.000 mand, heller intet udrette; han led endog et betydeligt nederlag ved [[Cassano]].
 
Men [[1707]] var f ranskmændenefranskmændene atter uheldige. [[23. maj]] sejrede Marlborough over den franske general Villeroi i et større [[Slaget ved Ramillies|slag ved Ramillies]] og erobrede derved en stor del af det rige Flandern,. Vendome blev nu tilkaldt fra Italien for at standse Marlborough, hvilket da også lykkedes. Men i september angreb prins Eugen den
nu kun 60.000 mand stærke franske hær i Italien, besejrede den og jog franskmændene ud af Italien. Krigen havde således taget en for Frankrig ugunstig vending. Dets hære var drevne ud af Bayern, Italien og en stor del af Flandern; dets grænser truedes på det alvorligste.
 
Linje 44:
Imidlertid var der i de siden krigens udbrud forløbne år foregået vigtige begivenheder i Spanien. Her var den unge konge Filip af Anjou straks blevet modtaget med begejstring. Men hans svage regeringsmåde kastede snart en mængde af rigets stormænd i armene på medbejleren, ærkehertug Karl. Denne havde allerede [[1703]] gjort forsøg på fra [[Lissabon]] at rykke frem mod [[Madrid]], støttet af engelske, hollandske og portugisiske tropper. Denne fremrykning mod den spanske hovedstad blev dog standset af marskal [[James FitzJames]] 1. Hertug af Berwick, der førte de fransk spanske tropper. Derimod erobrede englænderne og hollænderne ved overrumpling [[Gibraltar]].
 
[[1705]] foretog ærkehertugen et nyt og mere alvorligt forsøg. Han landede på [[Valencia]]s kyst, fandt stærk tilslutning navnlig i Valencia, [[Aragonien]] og Katalonien, det gamle kongerige Aragoniens landskaber, og fremkaldte således en borgerkrig. [[Barcelona]] erobredes ved overrumpling, og navnlig det følgende år ([[1706]]) gjorde Karl store fremskridt: han trængte frem til Madrid og erobrede desuden en mængde fæstninger, støttet af engelsk-portugisiske hære under [[Henri de Massue]] Jarl af Galway. Marskal Berwick tilbageerobrede dog senere Madrid, og [[1707]] vandt han med 52.000 mand en betydelig sejr over Galway, der kun rådede over 33.000 mand.
 
Kong Filip’sFilips herredømme var hermed for så vidt befæstet, som Karl nu trak sig tilbage til Katalonien. Men ro kom der ikke i landet. De franske generaler forfulgte ikke de vundne fordele; Karl fik lejlighed til nye angrebsforsøg og bandt derved store dele af Ludvig 14.’s's stridskræfter til den spanske krigsskueplads.
 
== Krigen ebber ud ==