Kriegsmarine: Forskelle mellem versioner

'''Kriegsmarine''' var [[Nazi-Tyskland]]s [[Marine|flåde]] fra [[1935]] til [[1945]]. ''Kriegsmarine'' var kun en skygge af kejsertidens flåde under [[1. verdenskrig]]<ref>I [[Søslaget ved Jylland]] indsatte Tyskland 22 slagskibe. Alle større tyske krigsskibe blev afleveret til sejrherrerne som [[krigsskadeserstatning]] i 1919.</ref>. Grundet [[Versaillestraktaten]] måtte forgængeren ''Reichsmarine'' kun have seks skibe på højst 10.000 tons. For at omgå Versaillestraktaten byggede Tyskland såkaldte ''[[lommeslagskib]]e'' der på papiret var under 10.000 tons, men man havde snydt lidt med vægten. Først fra 1935 begyndte oprustningen af Kriegsmarine med [[slagskib]]e og de ligeså forbudte ubåde. Kriegsmarines konkurrent [[Royal Navy]] var talmæssig overlegen, men til gengæld var de tyske fartøjer af nyere og bedre design<ref>Washingtontraktaten fra 1922 bremsede nybygninger, således at forholdet mellem Royal Navy, [[US Navy]] og den kejserlige japanske flåde var 5:5:3. Royal Navy havde derfor mange kuldrevne, [[Nitte (mekanik)|nittede]] krigsskibe fra Første Verdenskrig. For at spare vægt [[Svejsning|svejsede]] tyskerne deres lommeslagskibe sammen.</ref>. Hitlers hovedmodstandere var [[Frankrig]] og [[Sovjetunionen]], så den tyske oprustning nedprioriterede Kriegsmarine; dog byggede man fire topmoderne slagskibe af prestigegrunde. Dette var et eklatant ressourcemisbrug: af ''Bismarck''s stål kunne man fremstille 1.426 kampvogne, de 2.065 søfolk om bord kunne bemande 44 ubåde, sekundærbestykningen kunne beskytte en større tysk provinsby mod RAF's natbombefly, og dets brændstofforbrug kunne dække et af [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]]s Geschwaders<ref>Sammenligningen halter lidt, idet ''Bismarck'' brugte [[heavy fuel oil]] og flyene brugte højoktan-[[benzin]]. Disse to brændstoffer er længst fra hinanden i [[raffinaderi]]ernes destillationstårne, men de tyske kemikere kunne ''cracke'' råolien (nedklippe langkædede kulbrinter til kortkædede</ref>. Den langsigtede Plan Z kundgjorde, at når Sovjetunionen var besejret i 1942, skulle landets ressourcer anvendes til at udbygge ''Kriegsmarine'' med bl.a. fire [[hangarskib]]e og ti slagskibe mod [[USA]] i 1947.

Da [[2. verdenskrig]] startede d. [[1. september]] [[1939]], blev der opstillet hære ved den fransk-tyske grænse. Ingen ønskede at gentage 1. verdenskrigs blodige skyttegravskrig, så man lurepassede på hinanden. For at vise at man var i krig, bombede [[Royal Air Force|RAF]] de tyske skibe ved [[Wilhelmshaven]] og [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]] de britiske skibe ved [[Scapa Flow]]. På de syv verdenshave var Royal Navy og Kriegsmarine i en rigtig og blodig krig. Som under 1. verdenskrig brugtes tyske krydsere som blokadebrydere for at skaffe strategiske metaller, (f.eks. [[wolfram]]) fra [[Kina]]. Samtidig blev britiske handelsskibe angrebet, og det tyske [[lommeslagskib]] [[Deutschland-klassen#Admiral Graf Spee|''Admiral Graf Spee'']] [[Slaget ved Rio Plate|blev forfulgt]] til [[Uruguay]], hvor besætningen sænkede skibet i december [[1939]].

''Kriegsmarine'' byggede i Danmark kystbefæstninger (f.eks. [[Fyns Hoved]]), [[Søværnets Operative Kommando]]s bunker ([[Marselisborgskovene]] ved [[Århus]]) og anlagde Artilleriskolen [[Sjællands Odde]]. [[Bunkerne langs vestkysten|Atlantvolden]] blev anlagt af Rustningsminister [[Albert Speer]]s ''Operation Todt''. Atlantvolden blev bemandet af de tyske værn: Kriegsmarine bemandede det tunge kystartilleri (f.eks. de fire 38 cm kanoner i [[Hanstholm]]) og ''Seetakt'' farvandsovervågningsradarer; [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]] bemandede luftværnskanoner og ''Würzburg'' luftvarslingsradarer mens ''Wehrmacht Heer'' bemandede resten. Atlantvolden blev i grove træk bemandet med mænd der havde været for gamle til 1. verdenskrig, gymnasiedrenge, invalider og hviderussiske krigsfanger.