Frankere: Forskelle mellem versioner

'''Frankerne''' dukker for første gang op i de skrevne kilder ved begyndelsen af vores tidsregning. Betegnelsen dækker sandsynligvis over et stammeforbund af flere [[germansk]]e folk, der boede på østsiden af [[Rhinen]], dvs. uden for romerrigets grænser. Det var grupper, der ikke var knyttet til romerriget og heller ikke til andre betydningsfulde folkeslag. Gregor af Tours beretter, at frankerne først boede i [[Pannonien]], og først senere slog sig ned ved bredderne af Rhinen. Det [[latin]]ske navn ''francus'' (fletal: ''franci'') betyder "fri" på de [[germansk (sprog)|germanske sprog]]. Oprindelsen til ordet ''frank'' findes i et andet germansk ord, ''frekkr'' (= "hårdfør", "tapper").

 

 

 

''[[Lex Salica]]'', de saliske frankeres lovbog, er en af Europas ældste eksempler på germansk ret. Den er optegnet i [[400-tallet]], og de medfølgende frankiske retsgloser er vigtige ved ordenes ældgamle former. En rig heltedigtning udvikledes hos frankerne i [[Gallien]]. Derfra stammer [[sagn]]et om [[Hugdietrich]], som overvinder den nordiske [[viking]] [[Hygelak]], der kendes fra [[Beovulf-kvadet]]. Også sagnet om [[Nibelungerne]] har modtaget stærke tilskud fra frankerne.

I året [[250]] benyttede en gruppe frankere sig af, at romerriget var svækket og trængte så dybt ind i det, at de nåede [[Tarragona]] i det nuværende [[Spanien]]. Her forpestede de området en halv snes år, indtil romerske styrker underkuede dem og drev dem ud af riget. Omtrent fyrre år senere havde frankerne fået kontrol over [[Schelde]]s munding og blandede sig i trafikken til og fra [[Romersk Britannien|Britannien]]. Romerske tropper nedkæmpede dem, men drev dem ikke ud af riget.

 

 

* [[Ampsivarer]]