Harald Hårderåde: Forskelle mellem versioner

Efter [[slaget ved Stiklestad]] ([[29. juli]] [[1030]]), hvor Olav faldt, måtte Harald flygte fra [[Norge]]. Han førte krig mod [[jyde]]rne i [[1048]] og ødelagde [[Hedeby]] i [[1050]]. Han mistede livet i forsøget på at erobre [[England]] i [[slaget ved Stamford Bridge]] [[1066]].

 

Som femtenårig kæmpede Harald i slaget ved Stiklestad, flygtede derfra til Gardarike (= [[Rusland]]) og drog videre til Miklagard (= den store gård, dvs. [[Konstantinopel]]), hvor han trådte i den [[Byzans|byzantinske]] [[kejser]]s tjeneste i [[1034]]. I flere år skal han have kæmpet for kejseren på [[Sicilien]] og i [[Bulgarien]], og tjenestegjorde til sidst i livgarden sammen med andre [[væring]]er, dvs. [[Norden|nordiske]] krigere i den byzantiske kejsers livvagt. På hjemrejsen gennem Gardarike giftede han sig med Jelisavjeta (norsk: Ellisiv), datter af [[storfyrste|storfyrst]] Jaroslav den Vise og Ingegerd af [[Sverige]]. I Haralds følge var en [[Island|islænding]] ved navn Halldor Snorreson, der gjaldt som den bedste kriger blandt væringerne. Halldor var så misfornøjet med Haralds løn, at han smed mønterne fra sig, da han mente, Harald havde mindsket deres indhold af [[sølv]]. Derefter overfaldt han kongen i hans soveværelse med draget [[sværd]] og forlangte [[dronning]] Ellisivs armring af [[guld]] som betaling. Halldor undgik med nød og næppe Haralds [[hævn]], og det blev han højt respekteret for på Island. <ref>Bjørn Bandlien: "Islendingenes isolasjon", ''Sagaspor'' (s. 233), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-3</ref>

 

Før det store [[skisma]] mellem Øst- og Vestkirken i [[1054]] havde Harald været væringgardens leder i Konstantinopel. Sandsynligvis følte han, og ikke mindst hans russiske dronning, sig mere hjemme i en byzantinsk kirketradition end i en vestlig. Så sent som i [[1440]]'erne advarede [[Christian 1.]] [[pave]]n om, at nordmænd var tilbøjelige til at være mere loyale mod Østkirken, hvis de følte sig presset af [[pavedømme]]t. <ref>Bjørn Bandlien: "Det store skismaet og Skandinavia", ''Sagaspor'' (s. 201)</ref>

 

 

Med kong Harald var samlingen af Norge til ét rige fuldført: De oprørske [[Oppland|opplændinger]] bragt til underkastelse og [[Trøndelag|trøndernes]] [[høvding]], [[Einar Tambeskælver]], ryddet af vejen. [[Orknøerne]] og [[Shetland|Hjaltland]] blev knyttet fast til det norske kongedømme.

 

I [[1058]] var Haralds søn [[Magnus Haraldsson|Magnus 2.]] i England. Det ser ud til, at han skulle hjælpe jarl Ælfgar, der var blevet forvist fra [[jarledømme]]t [[Mercia]], som han havde arvet året før. Kort tid efter vandt Ælfgar dog Mercia tilbage ved hjælp af kong Gruffydd ap Llewelyn af [[Wales]] og en norsk [[flåde]]. Derved kunne Magnus 2. forvente sig Ælfgars støtte ved en senere norsk [[invasion]] af England. Imidlertid døde både Ælfgar jarl og kong Druffydd i [[1063]]. Invasionsplanerne må være skrinlagt helt til Harold Godvinsons bror Toste, jarl af [[Northumbria]], lovede Harald støtte fra hele Northumbria og sine allierede; men da det kom til stykket, havde Toste helt overvurderet støtten fra sine forbindelser. <ref>Bjørn Bandlien: "Norges rolle i kampen om England", ''Sagaspor'' (s. 202)</ref>

 

I 1066 sejlede Harald med en skibshær til England. 25. september samme år faldt han i slaget ved Stamford bro. Hans to sønner med [[frille]]n Tora Torbergsdatter, Magnus og Olav (Kyrre), overtog som konger. Med dronning Ellisiv havde han datteren [[Ingegerd Haraldsdatter]], der blev gift med den danske konge [[Oluf Hunger]].

 

En [[granit]]sten smykket med et [[bronze]]relief udført af Lars Utne, som fremstiller Harald til hest, blev rejst på Harald Hardrådes plads i Oslo i [[1905]]. På vestfronten af [[Oslo Rådhus]] blev et stort rytter[[relief]]af Harald udført af Anne Grimdalen afsløret i [[1950]].

 

<References />