Generalprokurør: Forskelle mellem versioner

Det var således et både betydningsfuldt og besværligt hverv, og embedet har derfor også, så længe det bestod, kun været betroet til de ypperste danske og norske jurister: [[Peder Lauridsen Scavenius]] ([[1660]]—[[1685|85]]), [[Niels Benzon (generalprokurør)|Niels Benzon]] ([[1686]]-[[1708]]), [[Andreas Hojer]] ([[1736]]-[[1739|39]]), [[Henrik Stampe]] ([[1753]]—[[1784|84]]), fra hvis embedstid de berømte erklæringer (udgivne i 6 bind) om så at sige alle forhold af retlig interesse hidrører, [[Oluf Lundt de Bang]] ([[1784]]—[[1788|88]]), [[Christian Colbjørnsen]], [[Landboreformerne]]s navnkundige fremmer ([[1788]]-[[1804]]), [[Christian Magdalus Thestrup Cold]] ([[1804]]—[[1825|25]]), derefter [[Anders Sandøe Ørsted]] ([[1825]]—[[1848|48]]). Efter rigernes adskillelse i 1814 blev embedet i [[Norge]] indtil videre ubesat, indtil [[Christian Magnus Falsen]] [[1822]] blev beskikket i samme; men da han 1825 forflyttedes som [[stiftamtmand]] i [[Bergen]], blev der ikke udnævnt nogen efterfølger; i Danmark blev efter Ørsted's afgang [[Tage Algreen-Ussing]] kaldet til generalprokurør; der blev endog under [[29. november]] [[1848]] udfærdiget en ny instruktion for embedet, men efter hans død [[1872]] blev der ikke udnævnt nogen efterfølger, og i begge Riger er denne gamle institution, der ikke mere blev anset for tidssvarende, således blevet skrinlagt.

 

== Dansk-norske generalprokurører ==