Byområde: Forskelle mellem versioner

:''Frågan huruvida sommarbebyggelse skall inräknas eller ej hänskjutes till de enskilda ländernas avgjörande. (I Sverige räknas ej ren sommarbebyggelse som tätort. Det krävs att minst hälften av husen har permanentboende.) Anstalter o d, som är belägna utanför tätbebyggt område, räknas som tätort så vida anstaltens bofasta personal med familjer osv, men utan patienter, utgjör minst 200 personer.''

:''Även om avståndet mellan husen överstiger 200 meter, skal det inte betraktas som avbrott i bebyggelsen, när det mellan husen belägna området utnyttjas til allmännyttiga ändmål såsom vägar, parkeringsplatser, parker, idrottsplatser och kyrkogårdar; detsamma gäller sådana obebyggda områden som lagerplatser, järnvägslinjer och kajer.''

De fælles afgrænsningskriterier skulle således være højst 200 meter mellem bygningerne og mindst 200 fastboende indbyggere, idet der på den ene side ikke skulle tages hensyn til landbrugsbygninger, mens på den anden side veje, parkeringspladser, parker, kirkegårde, idrætspladser, åbne lagerpladser, jernbanelinier og kajanlæg skulle anses som del af det byområde, de lå i tilknytning til. Norge har valgt at skærpe kravene for den indbyrdes afstand mellem bygningerne yderligere til blot 50 meter.

 

Byopgørelsen fra 1. januar 2006 og frem er gennemført med en ny opgørelsesmetode i forhold til tidligere, idet [[Kort & Matrikelstyrelsen]]s bebyggelsespolygoner nu anvendes.

 

I England og Storbritannien anvendes begrebet ''urban area''. Den nedre grænse for indbyggertallets størrelse er 1500. ''Greater London Urban Area'' med omkring 8.3 millioner mennesker er landets største byområde.