Ladepladser i Danmark: Forskelle mellem versioner

Et '''ladested''' eller en '''ladeplads''' er en oplagringsplads eller anløbsplads for mindre fragt[[skibe]], der har virket som udskibningshavn<ref>Ordbog over det danske sprog: ''(især ell. ) plads ell. sted (m. bolværk, bro, pakhus olgn.), hvor skibe kan lægge til for at (losse ell.) lade (jf. Laste-, Losseplads); indskibningssted. Paa Bornholm findes vel Steen-Kul-Miner, men Skade at Lade-Pladserne ere saa slette. OeconT.VII. 37. Harboe.MarO. Hage.3617.'' </ref>. En vis bebyggelse i form af [[kornmagasin]]er og lignende kunne opstå i tilknytning til disse. Ladepladsernes retslige stilling blev fastlagt ved ''plakat af 26. marts 1816'', hvori det fastsattes, at [[tiende]]yderne skulle føre tiendekornet ”til den nærmest liggende kjøbstad eller det nærmeste ladested”<ref>''De bymæssige kommuner'' s. 9</ref>.

 

 

''J.P.Trap: Danmark, 2. udgave (1872-79)'' nævner i alt 26 steder som ladepladser, mens det største antal ladepladser for hvilke, der ved folketællingerne er opgjort særskilte folketal, er 15<ref>nemlig 1890: Bisserup, Karrebæksminde, Fakse, Bandholm, Lundeborg, Troense, Hadsund, Løgstør, Løkken, Blokhus, Klitmøller, Krik, Struer, Esbjerg og Hjerting, fra 1916 desuden Rødvig. Af disse må Lundeborg og Klitmøller efter deres indvåneres næringssammensætning dog snarest anses for fiskerlejer. Løgstør, Esbjerg og Struer blev ophøjede til købstæder og udgik derfor af ladepladsernes liste</ref>.