Adolf Eichmann: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
Rune T (diskussion | bidrag) m Typo: flaske papirer - falske papirer + wikificering |
||
Linje 28:
== 2. verdenskrig ==
Ved [[2. verdenskrig]]s begyndelse blev Eichmann forfremmet til ''SS-[[Hauptsturmführer]]'' og var blevet kendt for sit arbejde med udviklingen af [[Kontoret for Jødisk Emigration]]. Gennem sit arbejde fik Eichmann flere kontakter inden for [[zionist]]bevægelsen, som han samarbejdede med for at sætte fart på den jødiske emigration fra Østrig.
Eichmann vendte tilbage til Berlin i 1939 efter oprettelsen af det 3. Riges Centrale Sikkerhedshovedkontor, [[RSHA]]. I december 1939 blev han sat til at lede ''RSHA afdeling IV B4'', den RSHA-afdeling, som havde at gøre med jødiske anliggender og evakuering. I august 1940 udsendte han sin ''[[Madagascarplanen|Reichssicherheitshauptamt: Madagaskar Projekt]]'' (Rigets Centrale Sikkerhedskontor: Madagascarprojektet), en plan for jødiske deportationer, som aldrig blev realiseret. Han blev forfremmet til ''SS-[[Sturmbannführer]]'' sent i [[1940]], og mindre end et år senere blev han ''[[Obersturmbannführer]]''.
Linje 44:
Ved slutningen af 2. verdenskrig blev Eichmann taget til fange af den amerikanske hær. Eichmann kaldte sig "Otto Eckmann". Tidligt i 1946 flygtede han fra amerikansk forvaring og skjulte sig i forskellige afkroge af Tyskland. I 1948 skaffede han sig indrejsetilladelse til Argentina, men gjorde ikke øjeblikkelig brug af den. I begyndelsen af 1950 tog Eichmann til [[Italien]], hvor han gav sig ud for at være flygtning ved navn Ricardo Klement. Med hjælp fra en franciskanermunk, som havde forbindelser til ærkebiskop [[Alois Hudal]], skaffede Eichmann sig et humanitært pas fra det [[Internationale Røde Kors Udvalg]] og et [[Argentina|argentinsk]] visum. Han ankom med skib til Argentina [[14. juli]] [[1950]]. I de næste ti år arbejdede han i forskellige erhverv i og omkring [[Buenos Aires]]. Eichmann bragte også sin familie til Argentina. Argentina var tilflugtssted for mange nazister.
I januar 2011 blev der frigivet dokumenter fra den tyske efterretningstjeneste, som viste, at den kendte til Eichmanns bopæl og falske navn i Argentina allerede i 1952. Det er uvist, om de tyske myndigheder har forsøgt at fange ham<ref>[http://kpn.dk/historie/article2303217.ece kpn.dk, 13.01.11, Tyskland kendte top-nazists skjul]</ref>. I maj 2011 udkom bogen ''Nazis On The Run: How Hitler's Henchmen Fled Europe'' af den amerikanske professor [[Gerald Steinacher]], hvori han påstår at Røde Kors og Vatikanet hjalp blandt andre Eichmann til at flygte fra Europa ved at give dem
=== CIA-rapport ===
Linje 64:
Eichmanns rettergang ved den israelske domstol i [[Jerusalem]] begyndte [[11. april]] [[1961]]. Han blev tiltalt for 15 forbrydelser, deriblandt krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, forbrydelser mod det jødiske folk samt medlemskab af en ulovlig organisation. Som det er standard ved israelske retssager, blev hans sag ført foran tre dommere. [[Gideon Hausner]], den israelske justitsminister, var hovedanklager.
Retssagen skabte stor international [[polemik]] og blev fulgt verden over. Den israelske regering tillod nyhedsprogrammer fra hele verden at filme retssagen direkte med enkelte forbehold. Seerne så på [[fjernsyn]] en ubestemmelig mand sidde i en boks af [[skudsikkert glas]] mens mange overlevende fra [[Holocaust]] vidnede om hans rolle i transporterne til koncentrationslejrene. Under hele retssagen insisterede Eichmann på, at han kun fulgte ordrer - det samme argument som blev brugt af mange af nazikrigsforbryderne under [[Nürnbergprocessen]] 1945-1946. Han erklærede utvetydigt, at han havde givet afkald på sin [[samvittighed]] for at kunne følge ''[[Førerprincippet]]''. Dette forsvar kan underbygges af [[Milgram-eksperimentet]].
Efter 14 uger med vidnesbyrd fra mere end 1.500 dokumenter, 100 anklagevidner (hvoraf 90 var overlevende fra nazisternes koncentrationslejre) og snesevis af forsvarende vidnesudsagn leveret med diplomatisk kurér fra 16 forskellige lande, sluttede Eichmann-retssagen [[14. august]] [[1961]]. Dommerne trak sig tilbage for at drøfte sagen. [[11. december]] bekendtgjorde de tre dommere deres dom: Eichmann blev kendt skyldig i alle anklager. Han blev dømt til døden [[15. december]] [[1961]]. Eichmann appellerede afgørelsen mest baseret på juridiske diskussioner vedrørende Israels lovgivning og lovligheden af de love, som han blev dømt efter. Han hævdede også, at han var beskyttet af det faktum, at han blot fulgte statens ordrer. [[29. maj]] [[1962]] afslog Israels højesteret Eichmanns appel og fastholdt den tidligere domsafsigelse. [[31. maj]] afviste Israels præsident [[Yitzhak Ben-Zvi]] Eichmanns bønskrift. Eichmann blev [[hængning|hængt]] få minutter efter midnat [[1. juni]] [[1962]] ved [[Ramla]]-fængslet, officielt den eneste civile [[henrettelse]] der er udført i [[Israel]]. Eichmann skulle have nægtet at indtage et sidste måltid. Han nægtede også at bære den traditionelle sorte hætte ved sin henrettelse.
Linje 79:
Hun kaldte ham legemliggørelsen af "[[ondskab]]ens banalitet," fordi han lod til at have en ganske almindelig personlighed. Han viste hverken tegn på skyld eller had. Hun mente, at dette faktum såede tvivl om teorien om, at de nazistiske krigsforbrydere var psykopatiske og anderledes end andre mennesker. Mange konkluderede af denne og lignende observationer, at selv ganske almindelige mennesker kan begå forfærdelige forbrydelser.
Eichmanns involvering i SS-undergrundsgruppen [[ODESSA]] er også et mysterium, eftersom der er beviser, som peger på, at Eichmann havde kontakt til gruppen, men ikke deltog aktivt i ODESSA's aktiviteter. Mossad var overbevist om, at Eichmann var én af Mengeles kontakter og havde planlagt en dobbelt tilfangetagelse i 1961, hvis Eichmann havde afsløret Mengeles opholdssted. Eichmann havde mødt Mengele via [[Willem Sassen]], en hollandsk journalist, der var dømt til døden [[in absentia]] af en militærdomstol i [[Belgien]] og til 20 års strafarbejde i [[Nederland]]. På falsk pas kom Sassen til Buenos Aires, hvor han nemt gled ind i SS-miljøet og præsenterede Eichmann og Mengele for hinanden.
En fodnote om Eichmanns SS-karriere fokuserer på spørgsmålet om, hvorfor han aldrig blev forfremmet til SS-Oberst, dvs. ''[[Standartenführer]]''. Med Eichmanns fortid og ansvar ville han have været en fortrinlig kandidat til forfremmelse, men efter 1941 viser hans SS-mappe ikke, at han blev anbefalet til yderligere forfremmelse. Mange har spekuleret over, om Ernst Kaltenbrunner kan have anset Eichmann som en farlig mand, eftersom han steg så hurtigt inden for SS, og have bremset hans SS-karriere for at forhindre Eichmann i at blive for magtfuld.
| |||