Galicien (Centraleuropa): Forskelle mellem versioner

'''Galicien''' ({{lang-pl|Galicja}}, {{Lang-uk|Галичина}}, {{lang-de|Galizien}}, [[ungarsk (sprog)|ungarsk]] ''Gácsország'') er en historisk region i det østlige [[Centraleuropa]], i dag delt mellem [[Polen]] og [[Ukraine]]. Navnet ''Galicien'' stammer sandsynligvis fra [[latin]], hvor det betyder "gallisk" (keltisk). Som støtte for denne hypotese kan man citere mange eksempler fra mark- og vandløbsnavne.<ref>''Światowit'', Rocznik poświęcony archeologii i badaniom pierwotnej kultury polskiej i słowiańskiej. Państwowe Wydawn. Naukowe, 254. årg.: "Keltiske flodnavne for tilløbene til Weichsel, bl.a. Raba, Oil, San med flere".</ref><ref>Norman Davies og Elizabeth Tabakowska: ''Boże igrzysko'' i ''Znak'', 1989. side 77: "I nærheden af Krakow findes keltiske navne på steder og floder, så som Tyniec eller Sola [...]".</ref><ref>Irena Kwilecka: ''Etnolingwistyczne i kulturowe związki Słowian z Germanami'', Instytut Słowianoznawstwa (Polska Akademia Nauk), 1987, ISBN 9788304024724978-83-04-02472-4, side 64: "Sammenlign med det gammelindiske ''sindhu-'' = "flod", det irske "Shannon" og flodnavnet "Sinn""</ref>

Det slaviske fyrstendømme Galicien eller Fyrstedømmet Halytsj (også ''Galitsch'' eller ''Halicz''), hvis hovedstad var byen [[Halicz]] ved [[Dnjestr]], opstod i 1100-tallet, som mod slutningen af århundredet blev slået sammen med det nærliggende ''Vladimir'' eller ''Lodomerien'' (i [[Volhynien]]) for at danne Fyrstedømmet [[Halytsj-Volynia]]. Befolkningen var rent [[slaverne|slavisk]] og stod vestslaverne nærmere end de med finske elementer blandede nordlige og østlige russiske fyrstedømmer. De galizisk-volhyniske krøniker fortæller om voldsomme kampe mellem fyrsterne af Halicz og den mægtige og selvrådige adel, [[bojar]]erne. Omkring 1060 var [[Rostislav Vladimirovitsch]], en sønnesøn af [[Jaroslav I af Kiev]], fyrste af Galicien, med ham kom [[Rurikslægten]] til magten indtil 1188, hvor de blev fordrevet af indre uroligheder, derefter kom [[Roman Mstislavitsh]] af Volhynien på tronen. Han måtte længe kæmpe mod en ungarsk støttet konkurent til tronen, men sejrede over denne og undertvang bojarerne med hård hånd. I 1205 faldt han i et slag mod polakkerne, hans søn [[Daniel Romanovitsh]] varda kun 5 år, og besad tronen kortvarigt til 1206, igen fra 1211-1213 og endeligt fra 1228-1264 blev han udråbt af bojarerne efter at havde genintaget Volhynien. Han blev kronet til konge af Galicien-Volhynien i 1253. I perioden fra 1206-1228 kæmpede flere ungarsk og polsk støttede fyrster om magten, blandt andet udråbte kong Andreas af Ungarn sin søn Koloman til konge af Galicien i 1215. Han forblev på tronen til 1219, efterfulgt af Andras og Mstistlavs Mstistlavičs.<ref name=autogeneret1>Salmonsen, s. 357</ref>

Under Daniels regeringtid faldt [[mongoler]]ne ind i landet og ødelagde det. Daniel, der forgæves førte forhandlinger med paven for at få et [[korstog]] i stand mod mongolerne, så sig 1249 nødsaget til at underkaste sig under den mongolske [[khan]] [[Batu]] og Galicien blev et mongolsk len. Han søgte dog bestandig at løse sig fra dette forhold, og efter at han ved hjælp af kong [[Bela]] af Ungarn havde bevæget paven til at prædike korstog mod tatarerne, lod han sig krone til konge af Galicien i 1255 af en pavelig udsending i håb om en forening mellem den græske og den romerske kirke. Daniel begyndte nu, i forventning om hjælp fra Polen, Litauen, Ungarn og Paven, krig mod mongolerne for at befri Sydrusland fra det tatariske åg. Men da hjælpen udeblev, brød Daniel igen med kirken i Rom, og fra 1260 måtte han atter adlyde tatarerne. Hans søn Lev, der også førte titlen konge af Galicien, knyttede sig så tæt til tatarerne, at han endog holdt tatarisk livvagt<ref>Salmonsen, s.name=autogeneret1 357</ref>.

Med [[Andriy II Yuriyevych]]s død i 1323 uddøde Rurikslægten i Galicien 1323, og den forrige konge, [[Yuri I af Galicien]]s søstersøn, [[Bolesław 3. af Masovien|Boleslav III]], på tronen. Han trak talrige polske indvandrere med sig til Galicien, der gennewm handel var knyttet til Polen. Polakkerne havde forlængst bemægtiget sig Vestgalicien, hvor [[Kraków]] allerede i begyndelsen af 1100-tallet opfattedes som den polske hovedstad. Da Bolesław døde i 1340, besatte den polske konge [[Kasimir 3. af Polen|Kasimir III]] landet og oprettede hovedstad i ''[[Lviv|Lwów]]'' (Lviv), mens søsterstaten [[Volhynien]] sammen med [[Kiev]] kom under litauisk kontrol. Ved Kasimirs død i 1370 fik hans søstersøn, [[Ludvig af Anjou]], den polske og galiciske krone. Efter Ludvigs død i 1382 vedblev Galicien at tilhøre Polen, hvor [[Vladislav 2. Jagello af Polen|Vladislav Jagello]] kronedes til konge efter at have ægtet kong Ludvigs datter, dronning [[Jadwiga af Polen]]<ref>Salmonsen, s.name=autogeneret1 357</ref>.

Galicien var mange gange udsat for indtrængen [[tartar]]er og [[osmannisk]]e [[tyrker]]e i [[1500-tallet|15-]] og [[1600-tallet]], men de blev drevet ud, Under Khmelnytsky oprøret (1648-1654), den [[polsk-russiske krig i 1654-1667]], og [[Karl 10. Gustav af Sverige|Karl XXs]]s angreb på [[den polsk-litauiske realunion]] i 1655-1660 led Galicien stor overlast, og under den [[Store Nordiske Krig]] i begyndelsen af [[1700-tallet]] kom svenskerne tilbage og hærgede.

Ved [[Polens tre delinger|Polens første deling]] blev området annekteret af [[Østrig]] i [[1772]], med det nye navn ''[[Kongedømmet Galicien og Lodomerien]]'', eller bare ''Galicien'' støttende sig på Ungarns historiske krav; hertil føjedes 1786 Bukovina, som Tyrkiet havde måttet afstå til Østrig (1777). Ved Polens sidste deling i 1795 erhvervede Østrig også distriktet Ny- eller Vestgalizien, men ved freden i Wien 1809 blev Vestgalizien med Kraków afstået til [[Storhertugdømmet Warszawa]], og 1810 blev et stykke af Østgalizien, egnen omkring [[Tarnov]], afstået til Rusland. Dette sidste område genvandt Østrig ved freden i Paris 1814. Galicien blev den største, mest befolkede, og nordligste provins af Østrig, og forblev under østrigsk styre frem til sammenbruddet af [[Østrig-Ungarn]] mod slutningen af [[1. verdenskrig]].<ref>Salmonsen, s.name=autogeneret1 357</ref>

Af Krakau blev der ved [[Wienerkongressen]] i 1815 oprettet en [[fristat]], den sidste rest af Polens uafhængighed; efter 1831 blev denne et samlingssted for polske flygtninge, som herfra vedligeholdt forbindelse med de øvrige polske lande, og gentagne gange besatte delingsmagternes tropper Krakau for at holde revolutionære tilbøjeligheder nede. I foråret 1846 udbrød en polsk opstand i [[Posen]] og Galicien; denne mislykkedes fuldstændig og gav anledning til, at ruthenerne i Øst-Galicien anrettede frygtelige myrderier på den polske overklasse. I november samme år erklærede delingsstaterne [[Fristaten Krakau]] for ophævet; den indlemmedes i Galicien. 1848 udskiltes [[Bukovina]] fra Galizien som et særligt forvaltningsområde. Polakkerne i Galicien viste sig efter 1848 tro mod den østrigske centralregering, men tiltvang sig samtidig efterhånden næsten fuldstændig autonomi. I den galiciske landdag havde polakkerne et stort flertal, og de benyttede deres magt til at modarbejde tyskheden og undertrykke ruthenerne; alle embeder var i polske hænder.<ref>Salmonsen, s.name=autogeneret1 357</ref>