Catilinariske sammensværgelse: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 5:
Cicero handlede omgående. I en række af taler i senatet - ikke overraskende kaldet de catilinariske taler - anklagede han Catilina, der kun var til stede ved den første, direkte. Tonen lægges allerede i den første linje: ''Quo usque tandem abutere, Catilina, patientia nostra?'' (Hvor længe endnu, Catilina, vil du misbruge vor tålmodighed?). Ciceros brug af ordet 'vor' er et dobbeltspil; som romersk konsul kunne han godt tillade sig at omtale sig selv i majestætisk flertal, men samtidig er det et udtryk for Ciceros opfattelse af, at han taler for hele [[senat]]et.
 
Catilina, der i den første tale blev truet med en velfortjent og hurtig død, flygtede nordpå til en [[hær]], hans medsammensvorne i hemmelighed havde samlet. Den bestod fortrinsvis af [[Sullas]] [[veteran]]er, der var trætte af det civile liv på deres [[jordlod]]der. Nogle af de sammensvorne forblev imidlertid i Rom, da de håbede på at kunne hjælpe revolutionen fra byen. Cicero fremskaffede imidlertid bevis imod dem - de havde forhandlet med en gallisk deputation om gallernes støtte, men deputationen forrådte de sammensvorne - og de blev straks tilbageholdt. I senatet debatteredes, hvad der skulle gøres. [[Julius Cæsar]] gjorde sig til fortaler for besindighed, imens [[Cato den Yngre|Marcus Porcius Cato]] holdt en stærkt formuleret tale om nødvendigheden af en hurtig reaktion (begge taler er refereret af Sallust) og vendte stemningen i senatet. Cicero skyndte sig at få de arresterede til det mamertinske fængsel, hvor de blev kvalt som traditionen foreskrev. Da han bagefter trådte frem for den store forsamling af folk, der ventede på [[Forum Romanum]], annoncerede han det passerede for folkemængden med det ene ord: ''Vixerunt!'' (de er døde!)
 
Inden længe blev Catilina besejret af senatets udsendte tropper og Cicero hædredes med titlen ''Pater patriae'' (fædrelandets fader), en titel han ikke forsømte at udnytte i resten af sin politiske karriere. I alle sine senere skrifter omtaler Cicero dette som sin største triumf og det er om ikke andet end episode, der har været uendeligt vigtig for eftertidens vurdering af Cicero både som menneske og som tænker.