Adel i Norge: Forskelle mellem versioner

I '''Norge''' har '''adelen''' en historie, der er højst forskellig fra den danske adels; dens blomstringstid falder tidligere, hvad der hænger sammen med, at fødselsadelen træder stærkere frem i Norge, som først blev samlet til enhed af [[Harald Hårfager]]. Samfundet havde derfor her oprindeligt et stærkt aristokratisk præg; øverst stod fylkeskongerne og herserne, der tillige var hovgoder. De store ætter betragtedes med ærbødighed af folket; vikingetogene gav dem lejlighed til både at udføre bedrifter og samle rigdomme. Mange af denne adel ville ikke bøje sig for Harald Hårfager og søgte sig et nyt hjem på [[Island]], hvor de frembragte den aristokratiske kultur, der har skænket os skjaldedigtningen og [[Saga (fortællekoncept)|sagaerne]]. I Norge selv blev de gamle herser til kongens lendermænd, men de følgende menneskealdere er fyldte med kampe mellem kongerne og stormændene, som først standsede, da lendermændene havde prøvet en udenlandsk konges regimente med [[Knud den Store]] og derefter selv satte [[Olav den Hellige|Hellig-Olavs]] søn, [[Magnus den Gode|Magnus]], på tronen. Nu stod lendermændene som kongens højfornemme embedsmænd, skarpere sondrede fra folket end nogen sinde; stillingen var omtrent arvelig, standen havde højere drabsbøder, men ingen politiske rettigheder eller skattefrihed. Så kom de store borgerkrige i århundredet efter [[1130]], under hvilke lendermandsadelen nåede sin højeste magtfylde, men som til sidst knuste den; [[1308]] ophævedes endog selve embedet.▼

Imedens var der begyndt at vokse en lavadel op af de kgl. hirdmænd ligesom i Danmark og [[Sverige]]; men i Norge ville denne adel aldrig ret trives. Kronens magt var her stærkere, kongedømmet helt arveligt; Norges naturforhold passede dårlig til det rustede rytteri, der nu blev landenes hovedvåben; adelens tidligere deltagelse i handelslivet standsede, og den formåede ikke at tilegne sig bondegods i det omfang, som adelen i de andre riger. Manglen på en kraftig rigsadel blev en hovedgrund til norges underlegne stilling i Kalmarunionen. Adelen blev stedse mere fåtallig, idet mange slægter sank ned i bondestanden; de rigere samlede ved indbyrdes giftermål store rigdomme på få hænder, men deres politiske virksomhed blev uden hold og kraft. Således gled Norge ind i afhængighed af Danmark; danske adelsmænd blev ansatte i de norske slotslen, og ved giftermål erhvervede de sig stedse større dele af den norske adels godser; da [[reformationen]] gjorde ende på det gejstlige aristokrati, faldt det norske rigsråd med det.▼

Fra [[1537]] trådte den indfødte adel helt i skygge for de indvandrede danske, der dog aldrig knyttede sig rigtig til landet. Den ny dansk-norske adel opnåede vel efterhånden at udvide standens rettigheder ved skattefrihed og egen [[jurisdiktion]], især [[1646]], da stændermødernes tid også var begyndt for Norge; men dens sociale stilling var dog altid langt ringere end i Danmark. Var adelen her hen imod [[1660]] nået til at eje over 2/5 af alt gods, så ejede adelen derimod i Norge kun 1/8 deraf, og der fandtes kun omtrent 60 adelige [[hovedgård]]e. [[Enevælde|Enevoldstidens]] hof- og embedsadel fik lidet at sige i norge; der oprettedes kun to [[grevskab]]er ([[Grevskabet Jarlsberg|Jarlsberg]] og [[Grevskabet Laurvig|Laurvig]]) og ét [[baroni]] ([[Baroniet Rosendal|Rosendal]]), medens mange herregårde opløstes og kom til bønderne. [[Norges grundlov|Grundloven]] af [[1814]] forbød fremtidig at tilstå nogen arvelig forrettigheder, og ved en lov af [[1. august]] [[1821]], som [[Stortinget]] gennemførte mod [[Karl 14. Johan af Sverige|kongens]] ønsker, ophævedes adelen helt. I Norge lever nu kun efterkommere af en eneste gammel norsk slægt ([[Galtung]]), samt af fem indvandrede, danske slægter fra før 1660; større er tallet på de adelsslægter, der hidrører fra enevældens tid; men alene den grevelige slægt [[Wedel-Jarlsberg]] har nogenlunde bevaret adelspræget ved godsrigdom og jævnbyrdige giftermål.▼