Dzogchen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Tögal |
m layout |
||
Linje 12:
=== Nyingma ===
[[Nyingma]], den ældste af de fire store traditionelle buddhistiske skoler i Tibet, angiver at buddhismen og dzogchen vandt indpas i Tibet i 800-tallet, og blev da først "propaganderet" af kong Trhisong Detsen og den buddhistiske mester Padmasambhava. Garab Dorje (''dga' rab rdo rje)'' (født 716 f.Kr.)<ref>
=== Nutid ===
En spirende interesse for østlige religioner begyndte i løbet af 1800-tallet at brede sig blandt vestlige tænkere såsom [[Schopenhauer]], [[Nietzsche]] m.fl. - og senere blandt filosoffer som [[Heidegger]], [[Jean-Paul Sartre]] m.fl. Også [[teosofien]] og [[Rudolf Steiner]] med [[antroposofi]]en hentede inspiration i østlig religion og tænkning.
Dzogchen udviklingen i vest tog sin spæde begyndelse med udgivelsen af ”Den Tibetanske Dødebog” i 1927, efterfulgt af ”The Tibetan Book of The Great Liberation” begge af W. Y. Evans Wentz, i øvrigt med forord af [[Carl Gustav Jung]] - og i C. G. Jungs banebrydende arbejde, fx i psykologien om mandalaer<ref>
Som eksempel refererer [[Tulku Urgyen Rinpoche]] i sine bøger til profetien om Dzogchens udbredelse i "vesten" hvilket den kinesiske besættelse af Tibet i 1950’erne synes at bekræfte. Mange store dzogchen-mestre forlod [[Tibet]], og udbredte læren i bl.a. vesten, såsom [[Dudjom Rinpoche]], Dilgo Khyentse, [[Tulku Urgyen Rinpoche]], Tulku Chögyam Trungpa, Nyoshul Khenpo, Chagdud Tulku Rinpoche, Sogyal Rinpoche m.fl. De sidste 30 år har dzogchen-læren bredt sig på alle kontinenter.
Linje 40:
Patrul Rinpoche<ref>Jf. "''The feature of the expert, glorius king''", af Dza Patrul. Udgivet af Tony Duff, PKTC</ref> udfolder ovennævnte læresætninger i en tekst der tager afsæt omkring de tre grundtemaer; udsyn/perspektiv, meditativ praksis og adfærd/handling. (tibetansk titel, mKhas-pa sri rgyalpo’i khyad-chos)
# Synet er "Uendelig stor vidde" (tib. Longchen Rabjam).
# Praksis er "Alvidende strålende kærlighed" (tib. Khyentse Odzer).
# Adfærd er "Buddhaer in spe" (tib. Gyalwe Nyugu).
(Ud)synet er her det centrale tema. Hvilket i øvrigt også ses i ikonografien, fx er vidde-aspektet i centrum for [[de fem dhyanibuddhaer]] i atiyogaen.
Linje 48:
Patrul Rinpoches sætninger rummer også nøglen til de oprindelige overførelseslinjer i dzogchen.
'''Linjen'''<ref>Jf. s. 31 ff. ''A Marvelous Garland of Rare Gems: Biographies of Masters of Awareness in the Dzogchen Lineage (A Spiritual History of the Teachings of Natural Great Perfection)''. af Nyoshul Khenpo, Padma Publishing. ISBN 1881847411.</ref>
* '''Sindslinjen''': Fra dharmakayaniveauet til sambhogakayaniveauet, dvs. fra Samantabhadra til de fem buddhaer. Denne transmissionsform betegnes som sind-transmission og linjen som sindslinjen.
* '''Symbollinjen (Vidyahara-linjen)''': Derefter følger transmissionerne på sambhogakayaniveauet og nirmanakayaniveauet – blot ved at se enkelte tegn eller symboler sker transmissioen. I nyingma finder vi her Vajrasattva, Prahevajra (tib. Garab Dorje), Shri Simba og Padmasambhava (Guru Rinpoche).
Linje 83:
(Nyingma anser både Hinayana, Mahayana og Vajrayana til og med Anuyogaen, uagtet den fulde anerkendelse som relevante, som veje og metoder, der kan karakteriseres som successive approksimationer i forhold til den ultimative essens i dzogchen (atiyogaen). Ifølge Nyingma er forudsætningen for dzogchen, at vejen via [[hinayana]], [[mahayana]] og de fem øvrige tantraskoler er erfaret.)
[[Jes Bertelsen]] beskriver i ”Bevidsthedens flydende lys” dele af Longchenpas værker som kompositioner, hvor indholdet i de tibetanske tekster er formet og struktureret på en sådan måde, at afspejlinger af tögal-visioner i form af flydende lysende vajrakæder evt. kan erfares i og omkring selve teksten<ref>
=== Praksis ===
Linje 121:
(Longchen Rabjam anfører i kommentarerne til "Fænomenernes Basale Rum"<ref>Jf. s. 226 ff. i "''A Treasure Trove of Scriptual Transmission''" af Longchen Rabjam</ref> en anden rækkefølge)
Jes Bertelsen omtaler ”de fire grundaspekter af praksis” som afspændthed, ligelighed, hjertelighed og apperception (her forstået som rang rig eller rigpa, svarende til det syvende bevidsthedsplan)<ref>side 22 i ''Dzogchenpraksis - som bevidsthedsvidde'', (2003), ISBN 87-621-0434-9</ref> og <ref>
Linje 148:
Rupakaya (form-rigerne) kan ses som summen af Sambhogakaya og Nirmanakaya.
Den endegyldige og fuldkomne (og stabile) tilstand benævnes: det fjerde Vidyadhara-niveau. Longchenpa<ref>
[[Jes Bertelsen]] omtaler ofte, og især i relation til kristen mystik og vestlig psykologi, de 3 (hoved)kaya-niveauer som henholdsvis helheds-, fælles- og enhedsbevidstheden eller 5., 6. og 7. himmel (niveau) - og ofte i sammenhænge, hvor "de" erfares i et "dualt" perspektiv, en tilsvarende opfattelse ses i Nyingma til og med anuyogaen (fraset dharmakaya der kun kan erfares "ikke-dualt").<ref>side 60 - 75 i ''Hjertebøn og ikonmystik'', (1996) Borgen, ISBN 87-21-00365-3</ref>. I dzogchen, i tögal, erfares sambhogakaya og nirmanakaya hverken dualt eller "ikke dualt", her er det "det basale rums" energi (tib. thukje) der manifesterer sig som henholdsvis "rölpa-" og "tsel-"energi.
Linje 167:
== Vestlige paralleller ==
Ovennævnte thukje-aspekter giver uvægerligt associationer til I. [[Immanuel Kant|Kants]] begreber om ideel tid og rum (tidløs uendelig vidde)<ref>
[[Goethe]]s [[Faust]] beskriver rejser der kan give associationer til trekchø <ref>
Linje 175:
I [[Dante]]s [[Den Guddommelige Komedie]] hvor rejsen neden ud gennem bunden af helvede, og efterfølgende opstigning kunne være et billede på trekchö.
C. G. Jung omtaler i hovedværket ''Mysterium Coniunctionis'' tilstanden, hvor alle "selver" grunder i én altomfattende verden som "unus mundus" - hvilket kan opfattes som enhedsbevidstheden.<br />
<br />
<br /><br />
| |||