The Who: Forskelle mellem versioner

'''The Who''' er et engelsk rockband fra [[London]] bestående af guitarist og sangskriver [[Pete Townshend]], sanger [[Roger Daltrey]], bassist [[John Entwistle]] og den "eksplosive"excentriske trommeslager [[Keith Moon]]. De fik som en del af ''Den Britiske Invasion'' stor succes allerede med debutpladen ''The Who Sings My Generation'' i [[1965]]. Numrene favnede både den ''power-pop'', der appellerede den britiske ungdomskultur (især de såkaldte ''Mod's'') samtidig med, at især den rå ''My Generation'' såede frøene til punk-rocken et helt årti senere. Who's eget slogan var "Maximum R&B".

Efter et par tilløb i koncept-genren udgav de i [[1969]] det første af deres hovedværker, rockoperaen ''Tommy'', en anderledes melodisk rockmusik med eten spiritueltspirituel twistundertone og en hidtil uhørt lydkvalitet. Tekstmæssigt en ganskelidt løs historie om en dreng, der efter et forældre-påført traume lukker ned for alle sine sanseindtryk, men ender med at genopdage dem. I overført betydning et opgør med social forråelse/forførelse og et favntag tilmed den personlige frigørelse.<ref name="thoweb freiendlan">[http://www.thewho.net/articles/townshen/friedlan.htm The Hypertext Who &rsaquo; Article Archive &rsaquo; The Who: People Try To Put Us Down (1996)]</ref> Albummet blev en kunstnerisk og kommerciel storsucces, og blev af det engelske magasin [[Melody Maker]] udråbt til årets album. I 1975 blev det filmatiseret af [[Ken Russell]] med ''Roger Daltrey'' og ''Keith Moon'' på rollelisten.

Inspireret af oplevelser fra turneen skulle næste udspil egentlig have været et ambitiøst multimedie-koncept benævnt ''Lifehouse'', denne gang bygget op af live-optagelser omkring et fremtidstema: et totalitært styre sat op mod musikkens frigørende kraft. Densom dengangmodtræk heltmod nyeet synthesizer-tekniktotalitært blev taget i anvendelse i instrumenteringenstyre.<ref>[http://www.webcitation.org/query?url=http://www.geocities.com/hollywood/set/8452/&date=2009-10-26+00:10:30 WebCite query result<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Det højtflyvende koncept måtte efter nogle prøveoptagelser opgives i sin helhed, men hovedparten af sangene fandt ind i et mere traditionelt album ''Who's Next'' fra [[1971]]; et album som blandt andre ''Rolling Stone'' anser som et af rockmusikkens bedste med sange som ''Won't Get Fooled Again'' og ''Behind Blue Eyes''. Den dengang helt nye synthesizer-teknik fik en fremtrædende plads i instrumenteringen. De frasorterede Lifehouse-sange, heriblandt ''Join Together'', ''Pure and easy'' og ''Relay'' (der tekstmæssigt kan siges at tage forskud på internettetde internet-bårne revolter i mellemøsten), er siden blevet udgivet i forskellige sammenhænge.

Deres sidste hovedværk, dobbeltalbummet ''Quadrophenia'', kom i 1973 og var endnu en rockopera og af mange, herunder. ''Pete Townshend'' selv, har anset dette album som deres mest helstøbte og vedkommendebedste, med britisk ungdomskultur og -identitet som omdrejningspunkt. Titlen hentyder til, at de fire bandmedlemmer bærer fire forskellige ungdomstyper eller -identiteter gennem historien. Albummet blev filmatiseret i 1979 med ''Sting'' på rollelisten.<ref>[http://www.quadrophenia.net/ Quadrophenia.net<!-- Bot genereret titel -->]</ref>

Albummet ''Who are you'' fra 1978 blev det sidste med den originale besætning, udsendt kort før Keith Moon's død. Som tema stiller det nok primært spørgsmålstegn ved relevansenden fortsatte relevans af rockmusikkens "dinosaur-grupper" (altså bl.a. dem selv).<ref name="thoweb freiendlan"/>

De overlevende medlemmer har spillet igen regelmæssigt siden 2000, med forskellige backing-musikkeremusikere og med særlig forkærlighed for velgørenhedsarrangementer som fx [[Live 8]]; denne gang dog hjulpet af diverse landvindinger indenfor høreteknologien, som de har fundet frem til blandt andet sammen med ''Niel Young''.

The Who blev i høj grad kendt for deres koncerter, som var karakteriseret af stor instrumental dygtighed og overskud, et højt lydtryk og som regel også ødelæggelse af diverse instrumenter. The Who viste om nogen gruppe hele spektret fra nuancer til vildskab; ''Pete Townshend'' med både sprøde og voldsomme akkorder tilsat store armsving og hop, ''Roger Daltrey'' kraftfuldt i forgrunden med sin mikrofon svingende omkring sig, ''Keith Moon'' med varierede tromme-fills, storsmilende og jonglerende med trommestikkerne, og så ''John Entwistle'' afslappet i baggrunden med fast greb om bassen og rytmen, men med hyppige tilskud af hurtige soloer.

Pete Townshend har som forklaring på fænomenet instrument-ødelæggelse beskrevet det som en manifestation af ungdommelig rådvildhed og i dokumentaren sagt, at det "intet har med kunstnerisk kvalitet at gøre. Vi gør det bare" (i dokumentaren). Han har også beskrevet det som en manifestation af ungdommelig rådvildhed.

The Whos indbyrdes forhold var især i de første år præget af hyppige konflikter, men efter et internt opgør i Danmark fik ''Pete Townshend'' klart mandat til at være den ledende kreative kraft.<ref name="thoweb freiendlan"/> Deres adfærd var også kendt for at gå ud over hotelværelser. Især Keith Moon med sine humørsvingninger førte an, oftest med fyrværkeri i toiletter og smadring af fjernsyn.<ref>[http://www.journallive.co.uk/culture-newcastle/music-in-newcastle/2003/09/06/extraordinary-keith-moon-61634-13376917/ JournalLive - Culture - Music - Extraordinary Keith Moon]</ref> Disse hændelser stjal overskrifter, førte til besøgsforbud på en del hoteller, og kom ofte til at flytte fokus fra musikken og ''Pete Townshend's'' mere dybsindige ideer med den.