The Who: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
mNo edit summary |
mNo edit summary |
||
Linje 21:
Succesen blev fulgt op af en lang turne, der blandt andet bragte dem til ''Fillmore'', [[Woodstockfestivalen]], ''Tanglewood, Isle of Wright festivalen'' samt ''Leeds''. Turneen kombinerede de tidligere sange med sangene fra ''Tommy'', og bragte undervejs gruppens i forvejen stærke sammenspil op på nye højder, hvor de færreste (om nogen) kunne være med. Albummet ''Live At Leeds'' fra [[1970]] markerer klimaks af denne periode, og anses af mange som et af rockhistoriens bedste livealbums.<ref>[http://www.telegraph.co.uk/culture/music/rockandjazzmusic/3653281/Hope-I-dont-have-a-heart-attack.html Hope I don't have a heart attack - Telegraph]</ref>
Inspireret af oplevelser fra turneen skulle næste udspil egentlig have været et ambitiøst multimedie-koncept benævnt ''Lifehouse'', denne gang bygget op af live-optagelser omkring et fremtidstema: musikkens frigørende kraft som modtræk mod et totalitært styre.<ref>[http://www.webcitation.org/query?url=http://www.geocities.com/hollywood/set/8452/&date=2009-10-26+00:10:30 WebCite query result<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Det højtflyvende koncept måtte efter nogle prøveoptagelser opgives i sin helhed, men hovedparten af sangene fandt ind i et mere traditionelt album ''Who's Next'' fra [[1971]]; et album som blandt andre ''Rolling Stone'' anser som et af rockmusikkens bedste med sange som ''Won't Get Fooled Again'' og ''Behind Blue Eyes''. Den dengang helt nye synthesizer-teknik fik en fremtrædende plads i instrumenteringen. De frasorterede Lifehouse-sange, heriblandt ''Join Together'', ''Pure and easy'' og ''Relay'' (der tekstmæssigt kan siges at tage forskud på de internet-bårne revolter i
Deres sidste hovedværk, dobbeltalbummet ''Quadrophenia'', kom i 1973 og var endnu en rockopera. ''Pete Townshend'' selv har anset dette album som deres bedste, med britisk ungdomskultur og -identitet som omdrejningspunkt. Titlen hentyder til, at de fire bandmedlemmer bærer fire forskellige ungdomstyper eller -identiteter gennem historien. Albummet blev filmatiseret i 1979 med ''Sting'' på rollelisten.<ref>[http://www.quadrophenia.net/ Quadrophenia.net<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
Linje 38:
The Who blev i høj grad kendt for deres koncerter, som var karakteriseret af stor instrumental dygtighed og overskud, et højt lydtryk og som regel også ødelæggelse af diverse instrumenter. The Who viste om nogen gruppe hele spektret fra nuancer til vildskab; ''Pete Townshend'' med både sprøde og voldsomme akkorder tilsat store armsving og hop, ''Roger Daltrey'' kraftfuldt i forgrunden med sin mikrofon svingende omkring sig, ''Keith Moon'' med varierede tromme-fills og jonglerende med trommestikkerne, og så ''John Entwistle'' afslappet i baggrunden med fast greb om bassen og rytmen, men med hyppige tilskud af hurtige soloer.
Deres specielle signatur, ødelæggelse af instrumenter, var som udgangspunkt opstået mest af tilfældet, og af energisk ivrighed. Keith Moon spillede på sit første prøvejob med gruppen i 1964 deres trommesæt halvt i stykker (og blev optaget!) <ref name="thoweb freiendlan"/>. I september 1964 i den lavloftede ''Railway Tavern'' i London kom Pete til at brække guitarhalsen op gennem loftet, smadrede derefter i frustration guitaren i gulvet, trampede på den, hvorefter han spillede videre med sin reserveguitar. Næste aften
Aftenen på ''Railway Tavern'' er med på ''Rolling Stone's'' liste over ''50 begivenheder, der ændrede rockens historie''.<ref>[http://www.rollingstone.com/ Rolling Stone | Music News, Reviews, Photos, Videos, Interviews and More]</ref>
Linje 45:
Pete Townshend har som forklaring på fænomenet instrument-ødelæggelse beskrevet det som en manifestation af ungdommelig rådvildhed og i dokumentaren sagt, at det "intet har med kunstnerisk kvalitet at gøre. Vi gør det bare".
The Who har været noteret over 10 år i [[Guiness' Book of World Records]] for at have leveret verdens højeste lydtryk under koncert, >120 dB i ''The Valley'' i maj 1976.
== Udenfor scenen ==
The Whos indbyrdes forhold var især i
Alligevel er især ''Pete's'' og ''Keith's'' indbyrdes forhold præget af humor og stor respekt, hvilket kunne ses både på scenen og i talrige interviews.
| |||