Aflytningscentralen i Helsingør: Forskelle mellem versioner

Det hele startede da den tyske telefonarbejder [[Karl Otto Bakowski]] fandt en "død" telefonlinje uden på det hus på Sct. Olaigade 19 i Helsingør hvor han opholdt sig. Bakowski var flygtet fra [[Tyskland]] efter [[Rigsdagsbranden]] i [[1933]] og havde siden [[Besættelsen]] boet skjult hos en skomager Larsen i ejendommen. Bakowski kontaktede den danske telefonmontør [[C.B. Hansen]] og sammen fandt de ud af at bruge linjen som en aflytningsmulighed. Hansen byggede et hjemmelavet aflytningsapparat, og sørgede endda for at bryde ind på linjen hos HelsingørstelefoncentralHelsingørs telefoncentral ved et krydsfelt. Dette gjorde det muligt at aflytte alle telefonsamtaler til og fra Gestapos hovedkvarter i Helsingør, som lå i villaen "Wisborg" på Sdr. Strandvej. 29.
Ved senere indgreb blev det endda muligt at aflytte samtaler mellem Wisborg og gestapo-hovedkvarterne i [[København]] i hhv. [[Shellhuset]] og [[Dagmarhus]]. Det blev endda en regulær telefoncentral ved yderligere foranstaltninger, og telefonsamtaler på den tyske [[værnemagt]]s eget telefonnet fra hovedkvarteret på [[Kastellet]] i København, foruden samtaler mellem Oslo-København, og udgående samtaler til Tyskland kunne også aflyttes.