Forskel mellem versioner af "Vikingetid"

8.433 bytes fjernet ,  for 9 år siden
Tømmer siden for indhold
(Tømmer siden for indhold)
'''Vikingetiden''' betegner en periode i [[Nordens historie]] fra omkring år ([[700]] til [[1066]]) [[800]] til [[1050]]. Perioden var kendetegnet af talrige [[plyndring]]stogter efterfulgt af [[bosættelse]]r i varierende omfang. [[Viking]]erne fra det senere danske område hærgede især de britiske og frankiske kyster, mens de senere nordmænd sejlede til [[Skotland]], [[Orkney]], [[Færøerne]], [[Island]] og [[Grønland]]. De svenske vikinger rejste øst på til Rusland og nåede så langt som til det [[byzantinske rige]].
 
==Periodens afgrænsning==
Den skandinaviske oldtid er inddelt i en række forskellige tidsperioder. Afslutningen af Jernalderen kaldes for vikingetiden. Et element i vikingetiden, er at skriftlige kildematerialer begynder at fortælle om interne forhold i Skandinavien. Uanset disse skrifter kun har meget begrænset omfang, indeholder de vigtige supplementer til de arkæologiske fund.
 
Som en særlig periode i historien blev betegnelsen Vikingetiden første gang brugt af den danske arkæolog Worsaae 1873. Brugen bredte sig til skolebøgerne, og blev brugt om perioden fra 800 til 1000.
 
Tidsafgrænsningen af perioden har ændret sig med årene. På dette punkt er der en metodisk forskel mellem historikere, der bruger skriftlige kilder, og arkæologer. De sidstnævnte anvender bestemte typer genstande til at definere en periode (f.eks at alt er udsmykket med Gribedyrsstil), og derefter søger de at opnå en mere præcis datering af, hvornår disse typer først blev fremstillet. De arkæologiske dateringsmetoder er hovedsagelig naturvidenskabelige, og usikkerheden i ​​deres dateringer kan undertiden ender i årtier, som historikere ikke har oplysninger om.
 
Historikere sætte tidligt begyndelsen af ​​vikingetiden til det første beskrevne vikingetogt i 793 mod klosteret på Lindisfarne i Skotland. Omkring 1990, arkæologer har foreslået, delvist baseret på foreløbige dateringer fra den danske by Ribe, at vikingetidens materielle kultur begyndte allerede omkring 750 Med flere dateringer har man dog opgivet denne opfattelse, som skabte en række problemer med den sene Vendel periode kronologi, som er opstået under forsøg på at fremrykke starten af ​​vikingetiden. Historikere og arkæologer er i dag generelt enige om, at startdatoen er omkring 790
 
Periodens afslutning er af britiske historiker fastsat til Harold Hårderådes mislykkede Vikingtogt til England i 1066. At afslutte vikingerne med en begivenhed, der havde ringe indflydelse på udviklingen i Skandinavien kan dog synes mindre hensigtsmæssigt. Selv om året 1050 er blevet bredt identificeret som slutdato. Fra et arkæologisk synspunkt er der ingen accepteret definition af, hvilke typer genstand, der definerer starten på den skandinaviske middelalder, og det er således uklart, hvornår de arkæologiske definitioner af vikingetiden afsluttes. Den sidste Vikingestil, Urnesstilen, fortsatte langt ind i 1100-tallet. En fælles opfattelse blandt både arkæologer og historikere, er imidlertid, at alle de skandinaviske landdistrikters stenkirker bør tilhøre til middelalderen. På grundlag af dendrokronologisk dateringer af disse kirker bør perioden derfor slutte senest 1100.
 
Vikingetiden kan inddeles i 3 perioder
* År [[793]] - [[850]] (Første registrerede angreb på et kloster på Lindisfarne i Skotland)
* År [[850]] - [[1000]] (kolonisering f.eks. [[Danelagen]] i [[England]].)
* År [[1000]] - [[1066]] (Erobring af større områder f.eks. [[Svend Tveskæg]]s erobring af [[England]])
 
Samfundet i denne periode var ikke kendetegnet ved statsdannelse, snarere skal det forstås som små selvstændige enheder i form af landsbyer. De senere statsdannelser i Norden hører middelalderen til.
 
== Vikingerne i England ==
=== De første togter ===
[[Fil:Vikings-Voyages.png|thumb|tright|400px|Vikingernes togter. De ensfarvede lysegrønne flader var områder beboet af nordboer. Irland, Flandern, Frisland og Sachsen var også i perioder underlagt vikingerne.]]
Da vikingerne i [[793]] kom til [[Lindisfarne]], fandt de et let bytte og store rigdomme. Det fik dem til at kigge sig om i England efter mere, og det fandt de. Landet var før [[760]] opdelt i mindre kongeriger, men det ændrede sig, da [[Offa]] blev konge af [[Mercia]] i [[757]]. I sin lange tid ved magten eroberede han store dele af [[England]], så han ved sin død i [[796]] foruden Mercia var konge over [[Kent]], [[Sussex]], [[Wessex]] og [[East Anglia]].
 
Efter [[Offa]]s død fulgte den ene konge efter den anden, men de var svage, og ingen af dem regerede ret længe. Ved det første angreb på [[Lindisfarne]] i [[793]] fik vikingerne blod på tanden og begyndte at se mod fastlandet efter flere klostre, der på denne tid var fyldt med værdifulde skatte. [[Offa]] var også den første konge i [[England]], der indførte sølvmønter, som vikingerne hurtigt fandt ud af havde stor værdi.
 
I fravær af en stærk kongemagt kunne man ikke stille meget op mod angrebene, som tog til fra [[793]] og frem til ca. [[850]], hvorefter vikingerne begyndte at bosætte sig fast i England og overtage jorden. I [[870]] havde vikingerne overtaget East Anglia, [[Northumbria]] og Mercia. De vendte nu deres opmærksomhed mod Wessex, der blev styret af en ung konge ved navn Alfred, senere kendt som [[Alfred den Store]]. Vikingerne vandt de første slag og erobrede store dele af Wessex, men selv om Alfred var stærkt presset, ville han ikke overgive sit land. Det lykkedes ham endelig at besejre vikingerne i slaget ved '''Cannington''' (i dag [[Edington]] i[[Wiltshire]]), hvorefter de indgik en aftale, der delte lande i to. Vikingerne fik det, der blev kendt som [[Danelagen]], bestående af East Anglia, Northumbia, den østlige halvdel af Mercia og størstedelen af [[Essex]], og Alfred fik den vestlige halvdel af Mercia samt Kent, Sussex, Wessex og [[Wales]].
 
I denne periode tog angrebene på England til i omfang. Der var i starten tale om "hit and run" angreb mod klostre, kirker og byer på kysterne, hvor vikingerne plyndrede bygningerne, [[voldtægt|voldtog]] kvinderne og tog [[træl]]le, og det var nærmest umuligt for lokalbefolkningen at forsvare sig, fordi vikingerne var væk, inden de kunne nå at mønstre et ordentligt forsvar.
 
Efterhånden slog vikingerne sig sammen i større flåder og etablerede lokale baser, hvorfra de kunne plyndre det omkringliggende land. Nogle gange var flåderne så store, at de kunne indkræve [[tribut]] fra befolkningen, den såkaldte [[danegæld]], for at holde op med at hærge og plyndre.
 
Ud over Danelagen med centrum i [[York]] (Jorvík) etablerede vikingerne også en stærk base i [[Dublin]] i [[Irland (ø)|Irland]].
 
=== Erobring og tilbagetog ===
[[Fil:Viking Expansion.svg|400px|right|thumb|Kort som viser skandinavisk bosættelse i det ottende (mørkerød), niende (rød), tiende (orange) og elvte (gul) århundrede. Grøn viser områder udsat for gentagne Vikinge plyndringer]]
I løbet af [[900-tallet]] blev Danmark et samlet rige, og den stærke centralmagt kunne koordinere angreb i en helt anden størrelsesorden end tidligere. Vikingernes flåder voksede sig nu så store og stærke, at deres spredte plyndringer blev til deciderede erobringstogter. Den danske konge [[Svend Tveskæg]] erobrede England i 1013 og lagde dermed grunden til et dansk-norsk-engelsk Nordsøimperium, der bestod til efter hans søn [[Knud den Store]]s død i [[1035]]. I [[1066]] blev England invaderet af en normannisk adelsmand, [[Wilhelm Erobreren]] (der i øvrigt selv nedstammede fra danske vikinger). Dette år sættes traditionelt som slutningen på vikingetiden, da plyndringstogterne herefter stort set holdt op.
 
=== Vikingernes indflydelse ===
De danske vikingers besættelse af [[England]] var en omfattende proces og har derfor også sat sit præg på den engelske kultur. Selv om de vikinger, der bosatte sig i England, forholdsvis hurtigt blev assimileret af lokalbefolkningen, bragte de alligevel også dele af deres egen kultur med sig, og påvirkningen kan spores den dag i dag, ikke mindst i sproget. Mange engelske ord er afledt af gamle nordiske ord, hvilket ikke mindst kan ses i stednavnene. I vikingernes gamle hovedby York ender mange vejnavne på "-gate", der tydeligvis stammer fra det danske "gade". Især i Nordengland findes der masser af små byer og landsbyer med navne, der ender på -dale, -ness, -beck, -thorpe,
Anonym bruger