Tragtbægerkultur: Forskelle mellem versioner

'''Tragtbægerkulturen''' er den første [[jordbrug]]skultur i [[Norden]] og derved begyndelsen til [[bondestenalder]] eller [[yngre stenalder]]. Kendetegnende er, at manøkserne begyndtenu at slibe økserne,blev ogslebet; de ældste arkæologer talte derfor om den "slebne flints tid".

Tragtbægerkulturen stammer fra Østersøens sydlige kystområder, formentlig [[Kujawien]] ved [[Wisła|Weichsel]]-floden, idet såvel ''Barkær''-beboernes som en anden tidlig boplads, ''Stengade'' på [[Langeland]], havde en gravskik med nøje ligheder.<ref>Glob (1975), s.11</ref> Hertil var den nået sydfra som en gren af [[Michelsbergkulturen]]. Brugen af [[lerkar]] i [[ertebøllekulturen]] fra ca. [[4 800 f.Kr.]] og indførelsen af [[skolæstøkse]]r (især på [[Lolland]] og [[Falster]]) viser, at der var et vist samkvem mellem ertebøllefolket og de sydlige agerbrugere. Ikke desto mindre gik der henved tusind år, inden agerbruget bredte sig nordpå til [[Jylland]], de danske øer og [[Sydskandinavien]]. Forklaringen skal sikkert findes i flere forhold, hvorafsom datidensfx afgrøders tilpasning til vejrliget, manglende befolkningsoverskud samt den velfungerende jæger-, fisker- og samlerlivsform, der ikke gjorde det nødvendigt at indføre landbrug, alle kan have spillet ind.

Først omkring [[4 000 f.Kr.]] synes et egentligt landbrug at være nået til Jylland og øerne. Det skete sandsynligvis ved, at små og spredte grupper af landbrugere fandt vej op igennem Jylland og over det senere [[Østersøen]]videre til de danske øer. Muligvis er indvandringen til øerne sket om vinteren, når havet var tilfrosset.<ref>Skak-Nielsen (2003), s. 121</ref>

Der skelnes mellem to ulige livsformer med hver deres særlige kendetegn, der omtrent samtidigsamtidigt fik deres aflæggere rundt om i Sydskandinavien: ''Vollinggruppen'' i Jylland og ''Oxiegruppen'' i Skåne. Vollinggruppen formodes at stamme fra det nordvestlige Europa, mens Oxiegruppens [[flint]]udstyr og [[keramik]]former minder om ertebøllekulturens og formodes at have sin oprindelse syd for Østersøen<ref>Skak-Nielsen (2003), s. 9</ref>. De tidligste bosættelser synes fortrinsvis at være sket på steder, der lå forholdsvis adskilte fra ertebøllekulturens virkeområder, således bopladsen ''Barkær'', der lå på et næs i [[Korup sø]] og derfor - i givet fald -var lettere at forsvare.<ref>Glob (1975), s. 10; Bibby, s. 182f</ref> Der var næppe store modsætninger mellem de to livsformer, jæger-fisker-samlerne og landbrugerne, men ej heller særlige sammenpasningsfordele. Sandsynligvis har de i begyndelsen antageligt holdt sig for sig selv. Efterhånden blev forbindelserne mellem dem tættere, og da levevilkårene for jagt og fiskeri efterhånden forringedes, synes ertebøllefolket at have opgivet deres livsform og tilpasset sig den nye livsform, måske ved mellemfolkelige familieforbindelser og ved, at de nye opvoksende slægtled antageligt fra barnsben har lært svedjebrugets, husdyrholdets og flinteslibningens vanskelige kunster.

Tragtbægerkulturen i dennes særskilte, sydskandinaviske form fandtes udbredt i [[Jylland]], på de danske øer, langs det vi kalder [[Østersøen]]s sydlige bred, langs den frisiske kyst samt på den skandinaviske halvø så langt nordpå som til [[Mälaren]] og [[Oslofjorden]].

Omkring [[3.800 f.Kr.]] skete der imidlertid et klimaskifte og i forbindelse hermed en forandring i plantevækst og dyreliv. En havstigning satte ind.

[[Skov]]ens sammensætning var uens i uligeforskellige dele af landet. [[Lind]] var fremherskende på højere, gode jorder, [[Elleslægten|el]], [[elm]] og [[Vinter-Eg|vintereg]] på lavere. Fra omkring [[3.900 f.Kr.]] går [[elm]] tilbage i [[Nordeuropa]], til dels fulgt af [[lind]], mens [[eg]] forbliver med forholdsvis stor andel; [[birk]] og [[hassel]] gik frem. Samtidig forekommer nu stor [[vejbred]] og [[rødknæ]], et vidnedsbyrd om agerbrug, og desuden ulige kornarter.<ref>Kristiansen 1988, s. 29</ref>

Klimaet udviste kun små forandringer: temperaturen steg med 3&nbsp;°C, men sammen med en stigende havoverflade (og dermed en fortsat vigende kystlinie) var dettedet nok til at forværre levevilkårene for de i havet levendehavets skaldyr.

Beregninger over befolkningens størrelse viser, at der kan have boet mellem 100.000 og 200.000 mennesker i Danmark svarende til: 10-20 indbyggere pr. km²<ref>Kristiansen 1988, s. 67</ref>

''Stolpedysse'' betegner den [[gravform]], som afløste (eller snarere var en videreudvikling af) dødehusene. Stolpedyssen var en aflang [[grav]] i øst-vestgående retning, hvor den døde blev lagt på en oval stenbelægning lidt større end den gravlagte lige over undergrunden og med fladsiden af stenene opad således, at belægningen kunne danne underlag for den begravede. Ved en sådan begravelse fra ''Onsved mark'' i [[Horns Herred|Horns herred]] ved [[Roskilde Fjord]] fik den gravlagte 3tre flækkeknive og ravperler med som gravgave. Øst for graven fandtes en stolpegrøft i nord-sydgående retning ligeledes med en stenbelægning, der synes at have været pakning omkring 4fire stolper. Disse er imidlertid trukket op, hvorefter jord og sten var skedet ned i stolpehullerne. I hver af gruberne var nedsat [[lerkar]] på den side, der vendte væk fra graven. I en anden stolpedysse fra ''Bygholm Nørremark'' ved [[Horsens]] forekom to gravlæggelser: ældst er en grav for en 13-15 årig med et ovalt dødehus over i den østlige del, noget senere en grav uden påviste gravgaver med en kiste af planker for 4 døde, lagt parvist ved siden af hinanden og fødderne mod midten i den vestlige ende; i formentlig tilknytning til denne grav har stået vestligt i stolpehøjens område et mindre hus. Længst mod øst et nord-sydvendt hus med 4 stolper og med åbning mod vest, det vil sige i retning mod gravene. Tre steder i stolpedyssen fandtes tværgående pælerækker. Disse kan antages at være hjælpemidler ved stolpedyssens opførelse.<ref>Rønne</ref> Der kendes i [[Danmark]] mindst 14 stolpedysser, dateret til omkring 3.800-[[3.600 f.Kr.]] og fordelt ret spredt over landet: på [[Sjælland]] 3, på [[Langeland]] 1, på [[Fyn]] 1 og i [[Jylland]] 9, heraf 1 i [[Sønderjylland]]. <ref>Kaul 1988, s. 12ff</ref>