Bismarck (slagskib): Forskelle mellem versioner

Tyskland måtte kun bygge slagskibe på maksimalt 35.000 tons som en konsekvens af betingelserne i den britisk-tyske flådeaftale fra [[1935]]. Processen med at designe ''Bismarck'' begyndte dog allerede i [[1934]], og skibet var officielt på 35.000 tons, men var dog i virkeligheden på 42.600 tons. Byggeriet blev påbegyndt den [[1. juli]] [[1936]], men skibet kom ikke i brug før d.den [[24. august]] [[1940]]. Tyskerne mente, at ''Bismarck'' ikke kunne sænkes. Dette skyldtes bl.a. den svære armering, der var op til 320 mm panserstål (lige over vandlinien). Alene pansringen[[pansring]]en vejede 19.159 ttons, dybgangen[[dybgang]]en var 11 m uden last.

''Bismarck'' var et traditionelt konstrueret slagskib, men med en meget svær pansring, høj fart og sindrig, vandtæt inddeling. Den tyske flådestrategi gik ud på handelskrig mod [[England]] i [[Atlanten]], og med indsatsen af ''Bismarck'' var det meningen, at tyskerne i modsætning til tidligere, nu også skulle tage kampen op og ødelægge de konvojer[[konvoj]]er, hvis eskorter bestod af de ældre slagskibe, som englænderne med held hidtil havde holdt de mindre og svagere bevæbnede tyske atlantraidereatlant-raidere på afstand med. Skibet havde en besætning på 2.250 mand, en længde på 250.5 meter og en tophastighed på 30 [[knob]]. Bevæbningen bestod primært af 8 15"-kanoner med rækkevidde på 35.000 meter, samt 12 6"-kanoner og 50 mindre kanoner, der for størstedelens vedkommende var luftværnskanoner.

Desuden var skibet forsynet med et på daværende tidspunkt supermoderne radaranlæg[[radar]]anlæg, der var monteret i forbindelse med ildledersystemet for hovedarmeringen og over broen.