Demir og Baykara mod Tyrkiet: Forskelle mellem versioner

Efter at de nationale muligheder dermed var udtømt indgav fagforeningfagforeningen i 1996 klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om tilsidesættelse af foreningsfriheden i henhold til artikel 11 EMRK, og beskyttelse mod forskelsbehandling i henhold til artikel 14 EMRK. Efter nogen tid, blev sagen i 2006 hørt af syv dommere i anden sektion. Det blev fastslået, at artikel 11 var blevet overtrådt, og der var derfor ingen grund til at undersøge artikel 14. Application no 34503/97 21 November 2006. Den tyrkiske regering anmodede herefter om, at sagen blev henvist til Storkammeret.

Storkammeret af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog enstemmigt, at der havde været en uforholdsmæssig og uberettiget indgreb i retten til foreningsfrihed.

[[Dom i sagen Demir og Baykare mod Tyrkiet|http://www.bailii.org/eu/cases/ECHR/2008/1345.html]]

145. Fra EMRKs praksis fremgår følgende essentielle elementer i retten til foreningsfrihed: Retten til at forme og tilslutte sig en fagforening, retten til at stå uden for en fagforening (se, fx. Sørensen andog Rasmussen), og retten for en fagforening "to seek to persuade" arbejsgiveren til at høre hvad den har at sige på vegne af dens medlemmer (Wilson, National Union of Journalists andog Othersandre, præmis 44).

Demir og Baykara mod TurkeyTyrkiet er bredt blevet set som en milepæl i den internationale udvikling af foreningsfrihed. Dommens betydning ligger i bekræftelsen af at der er en grundliggende ret til at forhandle såvel kollektivt som individuelt på vegne af fagforeningens medlemmer, beskyttet af artikel 11 i EMRK. Kun begrænsninger der er "foreskrevet ved lov" og er "nødvendige i et demokratisk samfund" kan berettige undtagelser.