Demir og Baykara mod Tyrkiet: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
No edit summary |
||
Linje 20:
145. Fra EMRKs praksis fremgår følgende essentielle elementer i retten til foreningsfrihed: Retten til at forme og tilslutte sig en fagforening, retten til at stå uden for en fagforening (se, fx. [[Sørensen og Rasmussen mod Danmark]]), og retten for en fagforening "to seek to persuade" arbejsgiveren til at høre hvad den har at sige på vegne af dens medlemmer (Wilson, National Union of Journalists og andre, præmis 44).
Også præmis 154 fortjener at blive citeret:
154. Hermed afgør Domstolen, under hensyn til udviklingen i arbejdsret, både internationalt og nationalt, og praksis fra medlemsstaterne, at retten til kollektive forhandlinger med arbejdsgiveren er blevet en essentielt del af "the right to form and to join trade unions for the protection of (one's) interests" beskyttet af artikel 11. Medlemsstaterne er fortsat frie til at organisere deres arbejdsmarked således at der gives særlige rettigheder til repræsentative fagforeninger, såfremt det er relevant. Som andre arbejdere skal offentligt ansatte, undtagen i meget specielle sager, også nyde disse rettigheder, undtagen situationer omfattet af forhold "foreskrevet ved lov", en kategori som klagerne ikke tilhører.
===Betydning===
Demir og Baykara mod Tyrkiet er bredt blevet set som en milepæl i den internationale udvikling af foreningsfrihed. Dommens betydning ligger i bekræftelsen af, at der er en grundliggende ret til at forhandle såvel kollektivt som individuelt på vegne af fagforeningens medlemmer, beskyttet af artikel 11 i EMRK. Kun begrænsninger der er "foreskrevet ved lov" og er "nødvendige i et demokratisk samfund" kan berettige undtagelser.
|