Versionen fra 17. jan. 2012, 19:10 redigér VicVal (diskussion \| bidrag) Patruljanter 2.055 edits m +wikilink ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 24. jan. 2012, 23:41 redigér fjern redigering Peo (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 3.384 edits m Lidt fejlret; Ejendomret -> Ejendomsret, Førsøgte -> Forsøgte, Vidnedsbyrd -> Vidnesbyrd m.fl Gå til næste forskel →
Linje 190: === Wikerne === [[Fil:Haithabu Haeuser WT2005.jpg\|350px\|thumb\|Hedeby]] Wiker (handels- og centralpladser) kendes fra romersk jernalder, germansk jernalder og vikingetid. De mest kendte wiker fra germansk jernalder og vikingetid er [[Hedeby]] ved [[Slien]], [[Dankirke]] og [[Ribe]] ved [[Vadehavet]], [[Lindholm (Limfjorden)\|Lindholm]] og [[Sebbersund]] ved [[Limfjorden]], [[Stentinget]] i [[Vendsyssel]], [[Gudme]] på [[Fyn]], [[Tissø]], [[Boeslunde]] og [[Lejre]] på [[Sjælland]], [[Sorte Muld]] på [[Bornholm]], [[Slöinge]] og [[Uppåkra]] i [[Skåne]], hvortil kommer [[Helgø]] og [[Birka]] i [[Mäleren]], [[Kaupang]] ved [[Oslofjorden]] med flere<ref>Christensen 1977, s. 128f; Larsson, s. 6</ref>. Kendetegnende er, at alle disse steder (fraset Ribe) opgives henimod vikingetidens ophør. De opstod i kraft af en fordelagtig beliggenhed for fjernhandel og af en ~~handlingskraftig~~handlekraftig stedlig leder eller ledelse men stod og faldt med denne og evnen til at fastholde handelen. Wikernes afløsere i historisk tid var de ulige udskibningssteder, [[ladested]]er og [[skipperby]]er, hvis trivselsgrundlag var lige så stærkt eller skrøbeligt. == Middelalderen (1050-1536) == Linje 207: Det begyndte med Vorherre. Da [[kristendom]]men slog igennem som den førende [[tro]]sretning i Danmark, begyndte et omfattende kirkebyggeri. I værket "''Historia Hammaburgensis Ecclesiae''" (''Den Hammaburgiske Kirkes historie''), skrevet omkring [[1075]], opgjorde [[Adam af Bremen]] kristendommens gennemslagskraft således: "''Den skønneste danske landsdel er [[Skåne\|Sconien]], hvorfor den hedder det. Sconien er svært væbnet med mænd, frugtbar på [[korn]] og rig på handelsvarer - og nu også fuld af kirker! Sconien har dobbelt så mange kirker som [[Sjælland\|Seland]], nemlig 300, mens [[Jylland\|Judland]] kun skal have halvt så mange og [[Fyn\|Fun]] kun en trediedel''"<ref>gengivet efter Allan A. Lunds oversættelse, s. 204. I bemærkningerne til oversættelsen oplyser Lund s. 14, at den overleverede tekst med Sjælland nævnt to gange er tautologisk, og at han ud fra værkets opbygning har sluttet, at anden gang Sjælland nævnes i samme sætning, menes der Jylland - hvilket må anses for en rimelig vurdering</ref>. Dette indebærer, at der i runde tal skulle have været henved 700 kirker i hele riget. Men da kirkebyggeriet var afsluttet, var antallet snarere omkring 1600 kirker. De ældste kirker var af træ, men allerede i slutningen af 1000-tallet begyndte man at bygge kirker af sten. Det er påvist, at stenkirkerne er bygget på trækirkernes sted. Det er ligeledes fastslået, at kirkerne mange steder ligger med nogenlunde faste indbyrdes afstande, omkring 3,5 km, hvilket vidner om en ~~overordet~~overordnet styring af kirkebyggeriet<ref>Det danske Landbrugs historie I (1988), s.232</ref>. ==== Landsbyerne ==== En følge af det omfattende kirkebyggeri (med tilhørende kirkegård) var, at landsbyen måtte blive stedfast. Den jord, kirken lå på var hellig og kunne ikke blot forlades. Kirkelandsbyernes urokkelighed faldt sandsynligvis sammen med en ændret [[dyrkningssystem\|driftsform]], vangebruget (først [[tovangsbrug\|tovangs]]-, siden [[trevangsbrug]]) og et nyt redskab, [[hjulplov]]en, der stillede større krav til trækkraften end den gamle [[ard]], og hvor et samvirke mellem landsbyens indbyggere derfor var en fordel. De ældste ~~vidnedsbyrd~~vidnesbyrd om anvendelse af hjulplove i Danmark, de [[højryggede agre]], påtræffes i sen [[vikingetid]]/tidlig [[middelalder]]<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 282</ref>, men formentlig gik der tid, inden det nye redskabs fordele for alvor blev erkendt overalt i landsbyerne. Omkring år [[1100]] indførtes [[tiende]]n som fast afgift til kirken, og derved blev landbruget underlagt nye vilkår<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 232</ref>. Sandsynligvis stammer dyrkningsfællesskabet fra denne tid<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 266-268</ref>, ligesom [[sogn]]et blev det oprettet som område, der skulle betale tiende til en given kirke, og hvis indbyggere skulle gå til gudstjeneste og få forrettet dåb, begravelse og vielse i samme. En bivirkning af, at landsbyernes omflakkende tilværelse var afsluttet, var, at en del af det gamle område, som havde indgået i "vandre-omdriften", nu kom til at ligge mere end de omkring 1000 m fra landsbyen, hvor en fast, virksom agerdrift kunne udøves. Linje 235: ==== Hovedgårdene ==== Allerede i vikingetiden ses, at gårde kunne have uens størrelse, og i digtet "''[[Rigs vandring]]''"<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 317f</ref> fortælles om et tredelt samfund bestående af en ufri stand (trællene), en fri bondestand og en stand af frie og særligt velhavende, stormændene. I det tidlige middelaldersamfund var det ''kongemagten'', der stod som den, der sikrede freden og retsvæsenet, og i [[Knud den Hellige]]s gavebrev af [[1085]] bestod en stor del af gaven af jordegods, som stormænd havde betalt kongen for at genkøbe deres fred. [[Niels af Danmark\|Kong Niels]] fik ret til bøderne for ledingsbrud, hvilket vil sige, at kongen indtog en ledende rolle i [[leding]]svæsenet. Fra samme tid stammer princippet om, at kongen ejer alt, som ingen anden har udtrykkelig ~~ejendomret~~ejendomsret til ([[danefæ]]), desuden forstrande samt alle [[vrag]], der drev ind på stranden, og i ''[[Kong Valdemars Jordebog]]'' fra omkring [[1230]] ses, at store, tidligere herreløse skovområder nu hørte under krongodset. Det var imidlertid [[hird]]en, der afspejlede kongens faktiske magt. Gennem hirdens udvidelse og omdannelse blev kongens magt formelt mangedoblet: fra i begyndelsen at have været kongens livgarden, der fulgte ham på rejserne fra [[kongsgård]] til kongsgård, begynder hirdmænd at optræde som kongens ombudsmænd, hans stedlige stedfortrædere i de enkelte [[herred]]er<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 28ff</ref>. Omkring år 1200 skete der en forandring i ordningen af landets forsvar: den tidligere [[leding]]spligt, der havde omfattet alle frie bønder, blev nu indskrænket til en mindre gruppe, idet andre bønder lagde sig ind under disse og dermed fritog sig fra ledingspligten. Til gengæld mistede de selvbestemmelsesretten og blev fæstere. Med tiden voksede skellet mellem herremænd og fæstere og befæstes i form af ''hovedgårde'', der fritoges for almindelig beskatning. I begyndelsen adskilte disse hovedgårde sig ikke fra fæstegårdene, men med herremændenes tiltagende magt<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 68-143</ref> og rigdom tiltog også uligheden mellem hovedgårde og fæstegårde. Som følge af den tildelte skattefrihed for den jord, der blev drevet af herremændene (eller rettere: på deres vegne), var det i disses interesse at få mest mulig jord omfattet af skattefriheden. Dette skete ved at omordne hovedgården således, at den jord, der ikke kunne drives af selve hovedgården, i stedet blev lagt ind under og drevet som en ''brydegård'' (forvaltergård), mens fæstegårdene blev skåret ned til ''gårdsæder'', der kun havde et beskedent jordtilliggende og kun knapt nok kunne brødføde den bosatte familie<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 303f</ref>. I takt med, at jordsamlingen fortsatte under få, men stadig større godser, blev denne ''bryde-gårdsæde-drift'' stadig mere udbredt. Man har opgjort, at [[Hvideslægten]] på Sorø-egnen ejede mere end halvdelen af jorden, mens selvejergårdenes andel udgjorde mindre end en fjerdedel<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 259</ref>. Linje 309: Omkring midten af 1300-tallet ramtes hele [[Vesteuropa]] af [[byldepest]], [[den sorte død]]. Pesten kom i bølger, første gang 1348-50. Virkningen af denne var, at folk døde i tusindvis, og som følge heraf lagdes gårde, ja hele landsbyer, øde. Ødegårde, jordprisfald og landgildenedgang medførte en omlægning af landbebyggelsen til færre, men større fæstegårde. Et stort antal torper og rydningsbyer blev i forbindelse hermed nedlagte<ref>Porsmose 1987, s. 76ff</ref>. Da en fornyet befolkningsvækst satte ind omkring 1400, skete der ''ikke'' en genoprettelse af de nedlagte landsbyer og torper på sletterne. I stedet oprettedes nye bebyggelser dels i ''skovområder'' og fortrinsvis i form af skovenestegårde, dels ved ''kysterne'' (blandt andet [[Falsled]] på Fyn) og på de mindre øer, som tidligere havde været ubeboede. ~~Vidnedsbyrd~~Vidnesbyrd herom er, at [[Det Sydfynske Øhav\|de sydfynske småøer]] i [[Kong Valdemars Jordebog]] fra 1200-tallet optræder som kronens ejendom uden, at der øjensynligt var afgiftsindtægter; derimod omtales deres vildtbestande af [[hjort]]e, [[dådyr]] og [[rådyr]] og øerne var på denne tid tydeligvis fortrinsvis jagtområder for kongen. Et andet ~~vidnedsbyrd~~vidnesbyrd er, at [[Svendborg]]s borgere [[1253]], [[1287]] og [[1305]] fik tilladelse til at udnytte skovene og græsningen på [[Thurø]], mens dette ikke er tilfældet senere. Derimod klager [[1447]] borgerne over, at beboerne på [[Tåsinge]] havde ulovlige havne og drev købmandsskab, men fra [[1480]] udvides denne klage til også at omfatte [[Thurø]], [[Strynø]], [[Strynøkalv]], [[Birkholm]], [[Hjortø]], [[Skarø]] og [[Drejø]] foruden [[Tåsinge]]. [[1518]] fik [[Strynø]] egen [[præst]], og inden reformationen blev [[Drejø]], [[Avernakø]] og [[Lyø]] egne [[sogn]]e<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 339f</ref>. ==== Hovedgårdene ==== Linje 916: ''Krongodssalg:'' Karl Gustav-krigene indebar, at Kronen ved krigens afslutning havde en samlet statsgæld på omkring 5 mio. rdl. Dertil kom, at henved en sjettedel af krongodset var blevet pantsat på de for panthaverne forholdsvis gunstige vilkår, at indtægterne fra godset - bøndernes [[landgilde]] - skulle udgøre [[forrentning]]en af [[lån]]et, og - hvis dette ikke var nok til at udgøre 6% p.a. af lånets [[hovedstol]] - skulle restbeløbet tillægges denne. For at afvikle pantsætninger og lån blev det på [[stændermøde]]t den 17. september 1660 foreslået, at Kronen skulle sælge det pantsatte gods til ~~højstbydende~~højestbydende uanset dennes standstilhørsforhold. Dette indebar, at også ikke-adelige kunne købe og det blev yderligere bestemt, at de solgte ejendomme blev afstået med alle de rettigheder "''som under Adelens Hovedgaarde og Bøndergods bør at følge''" og det uanset, om køber var borgerlig eller adelig, dansker eller udlænding. Linje 948: Dertil kom fæstningsanlægget i [[Fladstrand]]. Dettes oprettelse synes til dels at være sket i lyset af freden i København 1660, hvor Danmark måtte afstå ikke blot [[Skånelandene]] men tillige [[Bohuslen]] med [[Marstrand]]. Derved forøgedes behovet for et udskibningssted så nordligt i Jylland som muligt, og havnen ved Fladstrand var efter forholdene en af de bedste muligheder, der fandtes. Stedet kunne således tjene såvel handelsmæssige som forsvarsmæssige hensyn, men af disse synes sidstnævnte i begyndelsen at have vejet tungest<ref name=Christensen1989 />. Atter igen efter enevældens indførelse forsøgte man sig med oprettelse af handelskompagnier for fjernhandelen: [[1662]] [[Islandsk Kompagni]], [[1670]] [[Ostindisk Kompagni]], [[1671]] [[Vestindisk Kompagni]], [[1672]] [[Guinesisk Selskab]]. Desuden ~~førsøgte~~forsøgte man at ophjælpe industriel virksomhed, blandt andet tobaksspinderier. Man indkaldte fremmede håndværkere ved forordninger i 1671<ref>hvor der blev givet privilegier til fremmede, der ville nedsætte sig i købstæderne og der drive manufakturer og storhandel</ref>, [[1681]], [[1682]]<ref>blandt andet i Fredericias privilegier, ifølge hvilke jøder skulle have en synagoge og enhver kristen fik fri religionsudøvelse</ref>, [[1688]]<ref>hvor tyske jøder, der spandt og handlede med tobak, fik tilladelse til at slå sig ned på Christianshavn</ref>, [[1698]]<ref>hvor det i privilegier for uldmanufakturer lovedes udlændinge religionsfrihed overalt i riget, hvor de nedsatte sig</ref> og 1705. Ved købstadsforordningen af 1682 blev der givet København og 25 steder<ref>Assens, Bandholm (Maribos ladeplads), Fredericia, Fåborg, Helsingør, Holbæk, Horsens, Kalundborg, Kerteminde, Korsør, Køge, Nakskov, Nyborg, Nykøbing Falster, Næstved, Odense, Ribe, Ringkøbing, Rudkøbing, Rønne, Sakskøbing, Svendborg, Varde, Ålborg og Århus</ref> eneret på udenrigshandel, men allerede 1689 måtte ordningen atter opgives. Adskillige købstæder havde forholdsvis mange landbrugere, skønt dette ikke skulle være deres hovednæringsvej. I Rentekammeret, der havde en central rolle i de mange tiltag, formuleredes [[1685]] erfaringen: "''Det er ikke venteligt, at købstæderne skal rejse sig, så længe bonden ikke er ved magt''"<ref>Degn, s. 15-27</ref>. Ganske vist fik købstæderne et vist indslag af fremmede, men nogen blomstrende fremgang for næringslivet skete ikke. === ''1700-tallet (1720-1770)'' === Linje 977: ==== Ladepladser ==== Omkring [[1735]] var den nordvestjyske skudefart i fuld gang. [[Tolder]]en i [[Hjørring]] vurderede, at [[smør]], [[ost]], [[flæsk]], [[kød]], [[vadmel]], [[lærred]], tællig, [[voks]], [[huder]], [[skind]], [[mjød]], [[brændevin]] og deslige blev udført til [[Norge]] med sandskuder, mens [[tømmer]] og [[jern]] udgjorde den ~~vigtigte~~vigtigste last fra Norge tilbage til Nordvestjylland<ref name=stift1735 />. Herredsfogeden for [[Thy]] oplyste at ''"[[Klitmøller]] for den store Nogoce, som der er, tiltager Aar fra Aar og med Folk bliver formeret, da endog paa denne Tid findes 68 baade smaa og store Husholdninger og 11 Sandskuder; lige Beskaffenhed har det med Vixøe, hvor de foruden stor Seilads, som der forefalder af de saakaldede Skuder fra Nedenæs Lehn og andre Stæder i Norge, endog haver selv 2de Skuder, som alt ved min hafte Omreise er opskrevet og erfaret''"<ref>stiftsrelationer 1735, Indberetninger fra Dueholm, Ørum og Vestervig Klosters amt, Herredsfogedens indberetning</ref>. Ifølge end indberetning fra 1741 fra amtmanden fandtes da i Thy 20 sandskuder, hvoraf kun få på enkelte hænder, de fleste ejedes af interessentskaber på indtil 5 medlemmer, især fra Klitmøllers omegn. ==== Købstæder ====

Danmarks førindustrielle bebyggelse: Forskelle mellem versioner