Portrætmaleri: Forskelle mellem versioner

I Venedig omkring 1500 dominerede [[Gentile Bellini]] og [[Giovanni Bellini]] portrætmaleriet. De fik de betydeligste bestillinger af statens ledende embedsmænd. Bellinis portræt af [[doge]] [[Leonardo Loredan|Loredan]] anses for at være et af de fineste portrætter fra renæssancen og viser fint kunstnerens beherskelse af det nye oliemaleris teknikker.<ref> John Hope-Hennessy, s. 52 </ref> Bellini er også en af de første kunstnere i Europa der signerede sine arbejder, selvom han sjældent daterede dem.<ref> Piper, s. 330 </ref> Senere i det 16. århundrede indtager [[Tizian]] stort set den samme rolle, bl.a. ved at udvide de mange forskellige måder hans kongelige modeller sidder og poserer på. Tizian var måske den første store børneportrætmaler.<ref> John Hope-Hennessy, s. 279 </ref> Efter at Tizian bukkede under for [[pest]]en, blev [[Tintoretto]] og [[Paolo Veronese]] de førende venetianske kunstnere og medvirkede til overgangen til den italienske [[manierisme]]. Manieristerne bidrog med mange usædvanlige portrætter, som understregede materiel rigdom og elegant komplekse stillinger, som i værker af [[Agnolo Bronzino]] og [[Jacopo da Pontormo]]. Bronzino fik sin berømmelse ved at skildre [[Medici]]familien. Hans dristige portræt af [[Cosimo de' Medici]] viser en streng hersker i rustning med et vagtsomt øje stirrende mod højre, i skarp kontrast til de fleste kongelige malerier, som viser de portrætterede som milde herskere.<ref> John Hope -Hennessy, p. 182 </ref> [[El Greco]], der blev uddannet i Venedig i tolv år, gik i en mere ekstrem retning efter sin ankomst til Spanien idet han betonede sit "indre syn" af modellen så langt som til næsten at eliminere en virkelighedstro fysisk fremtræden.<ref> John Hope-Hennessy, s. 154 </ref> En af de bedste portrætmalere fra det 16. århundredes Italien var [[Sofonisba Anguissola]] fra [[Cremona]], der tilførte sine enkelt- og gruppeportrætter nye niveauer af kompleksitet.