Tyske Kejserrige: Forskelle mellem versioner

<ref>Herom grundlæggende: Gerhard A. Ritter, Klaus Tenfelde: ''Arbeiter im Deutschen Kaiserreich 1871 bis 1914''. Bonn 1992, ISBN 3-8012-0168-6.</ref> Med fremkomsten af store fabrikker, statslige tjenesteydelser og væksten i handel og transport voksede også antallet af funktionærer og underordnede embedsmænd. Disse holdt sig socialt på afstand fra arbejderne, også selv om deres økonomiske situation ikke i væsentlig grad var anderledes end industriarbejdernes. Til de stagnerende dele af samfundet hørte den gamle middelstand i byerne. Frem for alt følte håndværkerne sig truet på deres levebrød af industrien. Virkeligheden var imidlertid mere differentieret. Der var på den ene side traditionelle håndværksfag, hvor der var for mange beskæftigede, på den anden side fik bygninghåndværkernebygningshåndværkerne og levnedsmiddelfagene glæde af den voksende befolkning og byudviklingen. Hertil kom, at mange erhverv tilpassede sig udviklingen. Således holdt skomagerne op med at fremstille sko og reparerede dem kun. Alligevel var bekymringen om en social deroute et kendetegn for håndværket i kejserriget.

Bismarcks egentlige partnere var i denne periode de nationalliberale under [[Rudolf von Bennigsen]]. De nationalliberale var ganske vist indstillet på at indgå kompromisserkompromiser på mange områder, men det lykkedes dem dog også at få gennemført vigtige liberale reformer. Reformerne blev hjulpet på vej af liberale embedsmænd, såsom chefen for rigskanslerens kontor [[Rudolf von Delbrück]] og preussiske ministre, såsom finansminister [[Otto von Camphausen]] og kulturminister [[Adalbert Falk]]. Kernen i reformerne var den erhvervsmæssige liberalisering. Således blev næringsfriheden gennemført i alle tyske stater, i det omfang den ikke allerede var indført. Med hensyn til frihandel ophørte beskyttelsestolden på jernprodukter. Der blev indført ensartet lovgivning om mærke- og patentbeskyttelse. Reglerne om etablering af aktieselskaber blev også lettet. Desuden blev der indført fælles systemer for mål, vægt og valuta. I [[1875]] blev nationalbanken, Reichsbank, grundlagt. Et andet kerneområde var udbygningen af retsstaten, hvis grundlag til dels stadig eksisterer. I den forbindelse kan nævnes straffeloven ([[Reichsstrafgesetzbuch]]) fra 1871, som stadig findes, selv om den på mange områder er fornyet siden da. Den var, med mindre ændringer, en videreførelse af straffeloven fra det Nordtyske forbund.

MilesteneMilesten i reformarbejdet var rigsjustitslovene fra 1877, dvs. [[Gerichtsverfassungsgesetz]], [[Strafprozessordnung]], [[Zivilprozessordnung]], som ligeledes med senere ændringer fortsat er i kraft, samt konkurslovgivningen. Med vedtagelsen af Gerichtsverfassungsgesetz indførtes i 1878 [[Reichsgericht]] som øverste domstol i Tyskland i civil- og straffesager. En fælles øverste domstol, som også erstattede [[Reichsoberhandelsgericht]] bidrog stærkt til en standardisering af retsforholdene i riget. Desuden lykkedes det for liberale flertal at udvide rigsdagens kompetenceområde inden for det civilretslige område. Mens parlamentet i det Nordtyske forbund kun havde haft kompetence i civilretslige spørgsmål med erhvervsmæssig baggrund, blev kompetenceområdet på initiativ af de nationalliberale medlemmer af Reichstag [[Johannes von Miquel]] og [[Eduard Lasker]] udvidet i 1873 til at omfatte hele civil- og procesretten. Senere kom den i 1896 vedtagne [[Bürgerliches Gesetzbuch]], som trådte i kraft den [[1. januar]] [[1900]].

De liberale måtte indgå vidtgående kompromisserkompromiser vedrørende retsplejen og presselovgivningen, som en del af de venstreliberale ikke kunne gå med til. Et flertal blev i 1876 kun fundet sammen de konservative. Da også det preussiske parlament [[Preußisches Abgeordnetenhaus]] havde liberalt flertal, blev der ligeledes her gennemført politiske reformer. Blandt disse var den preussiske kredsreform fra 1872, som ikke mindst fjernede de sidste af stændernes privilegier. Da der var udsigt til at loven ville falde i [[Preußisches Herrenhaus|preußischen Herrenhauses]], kunne det imidlertid kun afværges ved at udpege nye medlemmer, som var positive overfor ændringen.<ref>Ullmann: ''Kaiserreich'', S. 52–54, Loth: ''Kaiserreich'', S. 46 f.</ref>

I den første halvdel af 1870'erne lykkedes det de liberale at sætte deres fingeraftryk på en række områder, men det havde kun været muligt gennem kompromisserkompromiser med Bismarck. Ikke sjældent havde det været vigtigere at holde fast i magten end at få gennemført liberale principper. Også internt var der kritik, fx af undtagelseslovene under kulturkampen.<ref>[http://germanhistorydocs.ghi-dc.org/sub_document.cfm?document_id=671 Uddrag af brev til Eduard Lasker fra Karl Biedermann om undtagelseslovene fra 1872].</ref> Især lykkedes det ikke at styrke parlamentets rettigheder. Det førte til spændinger inden for den liberale lejr og skuffelse blandt nogle vælgergrupper. Hertil kom, at der med fremkomsten af centrumpartiet var opstået en ny politisk retning, så de liberale ikke længere kunne hævde at repræsentere hele folket. Det lykkedes Bismarck at styrke statsmagten i begyndelsen af 1870'erne, men alliancen med de liberale betød også, at regeringen måtte give indrømmelser og give den erhvervsmæssige og samfundsmæssige modernisering et skub fremad.<ref>Ullmann, ''Kaiserreich'', S. 58 f., Nipperdey, ''Machtstaat'', S. 361, Loth. ''Kaiserreich'', S. 49.</ref>

Beslutningen om at føre en ligevægtspolitik blev først tydelig under [[Balkankrisen]] 1877/1878 i forbindelse med den [[Russisk-tyrkiske krig (1877-1878)|russisk-tyrkiske krig]]. Mens de øvrige stormagter havde egne interesser, forsøgte Tyskland at optræde som mægler. Det rummede imidlertid den fare, at Tyskland kunne miste støtten fra Østrig-Ungarn og Rusland. Derfor gjorde BimarckBismarck alt for at undgå at måtte vælge mellem de to lande. Det var målet at nå til en situation, som Bismarck udtrykte det, "hvor alle lande bortset fra Frankrig har brug for os, og

I [[1896]] var der modstand mod at forøge flåden, men to år senere blev der alligevel vedtaget en ny flådelov. Dette sket på trods af, at socialdemokraterne, det frisindede folkeparti, de nationale mindretal og en lille del af Centrum stemte imod. I 1900 fulgte endnu en udvidelse af flåden med et byggeprogram, som sigtede mod at opnå et 2:3 forhold til den britiske flåde. Følgen af byggeprogrammet blev et tysk-britisk rustningkapløbrustningskapløb.

Det blev efterhånden problematisk for von Bülow, at han efter de forskellige udenrigspolitiske nederlagtnederlag mistede kejserens opbakning. Desuden voksede de konservatives utilfredshed med den tilbageholdende fremfærd mod Socialdemokratiet. Centrums stilling som parlamentatiskparlamentarisk støtte for regeringen blev problematisk, først og fremmest af partiinterne forandringer. Inden for Centrum opstod der støttet af de kristelige fagforeninger og [[Volksverein für das katholische Deutschland]] en stærk arbejdstagerfløj. Hertil kom at en landsby-bonde populisme vandt tilhængere. Begge tendenser førte - trods alle modsætninger - Centrum i en mere demokratisk retning, som fx gennem [[Matthias Erzberger]] førte til krav om en valgreform i Preussen og afvisning af kolonipolitikken. Afvisningen af en tillægsbevillingslov til finansiering af kolonikrigen mod oprørerne i [[Tysk Sydvestafrika]] (Namibia) førte i slutningen af 1906 til udskrivelse af nyvalg<ref>[http://germanhistorydocs.ghi-dc.org/sub_document.cfm?document_id=789 Bernhard von Bülow opløser Reichstag på på grund af det koloniale stridsspørgsmål (13. december 1906)] (på ''germanhistorydocs'').</ref> und zu Neuwahlen.<ref>Loth: ''Kaiserreich'', S. 115–123, Ullmann: ''Kaiserreich'', S. 163–167.</ref>

Valgkampen blev yderst følelsesladet og regeringen<ref>[http://germanhistorydocs.ghi-dc.org/sub_document.cfm?document_id=764 „Sylvesterbrief“ von Bülows (1906)] (på ''germanhistoydocsgermanhistorydocs'').</ref> og organisationer som [[Reichsverband gegen die Sozialdemokratie]] beskyldte Centrum og SPD for at være nationalt upålidelige. De konservative, nationalliberale og venstreliberale, den såkaldte Bülowblok, indgik valgaftaler mod de to partier. De venstreliberales deltagelse var kun blevet mulig, fordi de havde opgivet deres forbehold mod kolonier efter [[Eugen Richter]]s død. Det såkaldte hottentot-valg førte til. at blokpartierne gik frem, mens SPD mistede næsten halvdelen af sine mandater. Centrum mistede trods fremgang sin nøglestilling, da de liberale og de konservative fik flertallet.

Bülowblokken var ikke kun et flygtigt valgforbund. Bülow bekendtgjorde, at han i fremtiden ville støtte sig til de tre partier. Det politiske skifte blev tydeligt signaleret med udskiftningen af indenstatssekretær Posadowsky, som ønskede at fastholde samarbejdet med Centrum med [[Theobald von Bethmann-Hollweg]]. På mange områder var der enighed, på andre områder var det muligt at indgå kompromisserkompromiser, men der var også modsætninger, som dårligt kunne overvindes. Der blev gennemført en reform af forenings- og forsamlingsretten, som ganske vist indeholdt liberaliseringer, men efter konservativt pres også indeholdt begrænsninger. Således havde landarbejdere stadig ikke ret til at danne fagforeninger. Hertil kom en sprogparagraf, som forlangte, at der skulle tales tysk i offentlige forsamlinger og dermed var en undtagelseslov mod polakkerne, de fransktalende i Lothringen, danskerne i Slesvig og de andre nationale mindretal. Det havde de venstreliberale svært ved at godtage. Nogle som [[Theodor Barth]] nægtede at stemme for og trådte ud af den frisindede forening. Ligeså omstridt var den preussiske valgret. Mens de tyskkonservative forsvarede den tredelte valgret, forlangte de venstreliberale indførelse af den demokratiske valgret som ved valg til rigsdagen. Et yderligere konfliktområde var den stadig mere påkrævede reform af rigets finanser. Disse modsætninger lykkedes det en tid von Bülow at bygge bro over og moderere, men nu var han ikke blot afhængig af kejserens gunst, men også af det vaklende flertal bag regeringen.

Hvis det havde været svært at regere kejserriget før valget i 1912, blev det bestemt vanskeligere efter valget. Vælgernes utilfredshed med den svingende regeringspolitik førte til sidst til betydelige tab for de konservative, Centrum og de liberale partier. Den klare vinder blev socialdemokraterne, der for første gang blev det største parti. Konsekvensen var tydeligvis, at det hidtidige flertal var borte, mens et nyt ikke var i sigte. De konservative var trængt i defensiven, og uden for rigsdagen fik den nye højrefløj omkring Alldeutschen Verband og [[Deutscher Wehrverein]] vind i sejlene. Sammen med landbrugets og industriens interesseorganisationer dannedes i 1913 [[Kartell der schaffenden Stände]] som en slags højreorienteret paraplyorganisation. Højrefløjen vendte sig i den forbindelse mere eller mindre tydeligt mod såvel venstrefløjen som mod regeringen. Trods samarbejdet forblev der også forskelle på højrefløjethøjrefløjen, fx mellem dem, der forsvarede landbrugets interesser, og folkelige grupper. På den anden side tegnede der sig efter valget i 1912 også reformtiltag. Således mistede landbrugsfløjen i Centrum styrke, mens de borgerliges indflydelse voksede. Nu opgav partiet bindingen til de konservative og søgte samarbejde med de nationalliberale. De førte begge en nationalistisk og militærvenlig politik, men krævede også en stærkere demokratisering af riget og større magt til parlamentet. De venstreliberale støttede dette og forsøgte at slå bro til socialdemokraterne. Imidlertid var der i Centrum og blandt de nationalliberale fortsat stor modstand mod et samarbejde med SPD. Omvendt havde socialdemokraterne også store forbehold overfor et samarbejde.

På baggrund af de nye flertalsforhold var regeringens situation blevet endnu sværere end den allerede var. Rigskansleren betegnede sin politik som en "diagonal politik", men den var uden overordnet plan og forsøgte at regere alt efter omstændighederne. I det hele taget var der efter 1912 tale om en blokering inden for indenrigspolitikken. Særlig tydeligt blev det inden for socialpolitikken. Den store minearbejderstrejke i 1912 var udtryk for en fornyet vækst i arbejdskampene og førte ganske vist til nye overvejelser om tiltag mod fagforeningerne, men ikke til nye socialpolitiske tiltag. Regeringen havde imidlertid ikke de store problemer med at få gennemført flåde- og militærpolitikken. Således blev der i 1912 vedtaget såvel en styrkelse af hæren som en ny flådelov. I 1913 stemte de borgerlige partier for en ny hærordning, som i lyset af de udenrigspolitiske spændinger førte til den største udvidelse af hæren i kejserrigets historie. Ved finansieringen af de nye rustningsudgifter fulgte parlamentet ikke regeringens planer, men vedtog i stedet en engangafgiftengangsafgift på formuer og en progressiv formueskat. Ved denne lejlighed stemte Centrum, de liberale og socialdemokraterne for første gang sammen. Dette samarbejde medførte også en begrænset udvidelse af parlamentets magt. Således blev der bl.a. indført tillids- og mistillidsafstemninger. Dette instrument blev f.eks. anvendt i forbindelsforbindelse emedmed [[Zabern-affæren]]<ref>[http://germanhistorydocs.ghi-dc.org/sub_document.cfm?document_id=756 Parlamentsdebat om Zabernaffæren] (på germanhistorydocs).</ref> 1913, da kejseren, regeringen og de militære ledelse dækkede over soldaters ulovlige behandling af civile i Lothringen. Efterfølgende udtalte rigsdagen - bortset fra de konservative - sin mistillid til regeringen. Om der i slutningen af tiden op til 1. verdenskrig bestod en ægte chance for at indføre parlamentsstyre er omstridt. Imidlertid bidrog rigsdagens og regeringens manglende handledygtighed til, at man kunne betragte en mulig krig som en vej ud af det indenrigspolitiske dødvande.<ref>Ullmann, ''Kaiserreich'', S. 210 f.</ref>

I 1916 blev Vestfronten igen midtpunktet for de tyske krigsanstrengelser. I skyttegravene og befæstningerne var der to handlingsmulighederhandlemuligheder: Den ene var at opnå et gennembrud af de fjendtlige linjer og den anden var en udmattelseskrig. I foråret 1915 havde de allierede flere gange forgæves forsøgt at gennembryde den tyske front. Men det tyske [[slaget ved Verdun|angreb ved Verdun]], som blev indledt den 21. februar 1916, forsøgte ikke for alvor at opnå et gennembrud af fronten. I et kæmpemæssigt materielslag med kalkulerede store tab var det meningen at den fjendtlige hær skulle forbløde. Slaget kostede 600.000 døde og sårede på hver side. Tyskerne nåede ikke deres mål; i stedet førte slagets umenneskelighed til en demoralisering af de tyske soldater. De allierede satsede ved modoffensiven i [[slaget ved Somme]] fra 1. juli 1916 også kun på en udmattelsesstrategi. Efter enorme tab på begge sider blev slaget afbrudt i slutningen af november 1916.

I øst havde situationen i første omgang ændret sig til fordel for Centralmagterne ved den russiske [[oktoberrevolutionen|oktoberrevolution]]. De nye magthavere ønskede at skabe fred udadtil for at kunne sikre sig magten indadtil. I midten af december 1917 indgik de våbenstilstand og separatfred. Den bolsjevikiske regerings håb om milde fredsbetingelser gik ikke i opfyldelse. I stedet gennemtrumfede tyskenetyskerne et diktat ved [[Brest-Litovsk-freden]]. Rusland måtte afstå [[Polen]], [[Kurland]], [[Litauen]] og store dele af [[Georgien]]. Det måtte også garantere [[Ukraine]]s og [[Finland]]s selvstændighed og trække sig ud af [[Estland]] og [[Livland]].

* [http://www.deutsche-kaiserreich.de/ UmfangsrigOmfangsrig side om Det tyske kejserrige]