Forskel mellem versioner af "Hjælp:Forhåndsvisning"

20.084 bytes fjernet ,  for 8 år siden
Fjerner version 5718124 af Karbjerg (diskussion) tekst hører ikke til her
(Fjerner version 5718124 af Karbjerg (diskussion) tekst hører ikke til her)
Hvis du er [[Special:Userlogin|logget på]], kan du opsætte dine [[Special:Preferences|indstillinger]] til at placere forhåndsvisningsboksen ''før'' redigeringsboksen, i stedet for ''efter'' den. Vælger du denne indstilling, vil forhåndsvisningsboksen blive placeret over redigeringsboksen, når du vælger knappen "Forhåndsvisning".
 
== I brug-meddelelse ==
Brugere der er i gang med en større redigering af en artikel, kan indsætte skabelonen '''<nowiki>{{IBrug}}</nowiki>''' (fra [[Wikipedia:Skabeloner]]) helt øverst i en artikel, som en advarsel til andre redaktører, hvis det er nødvendigt at gemme artiklen ind i mellem.
 
'''<nowiki>{{IBrug}}</nowiki>'''{{Hønsedesign
'''Fed tekst'''Heden og dens beboere
|id = teknisk
 
|billede = Preferences-system.svg
De store hedesletter som for et par hundrede år siden strakte sig milevidt ned gennem Jylland, var engang næsten alene befolket af mennesker, der ligesom rævene levede deres eget frie liv.
|overskrift = Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket!
Ganske vist siges det i en præsteindberetning fra 1768, at engang har heden været opdyrket og ”det viser de endnu henliggende agre, som findes i heder og blandt moser, men det har rimeligvis været før den sorte død, som indfandt sig midt i 14. siento”. Det har sikkert været spor efter det såkaldte svejdebrug, der bestod i, at man brændte lyngtørven og tog en kornafgrøde eller to, hvorefter man man igen overgav ageren til lyngen. De utallige store og små gravhøje viser også at egnene i forhistorisk tid har været beboet. Rovdrift på træ til jernudvinding af myremalmen, er uden tvivl en medvirkende årsag til en uheldig og til sidst en katastrofal udpining og sandflugt på hedesletterne.
|tekst = Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen {{#if:{{{nosubst}}}|[[Wikipedia:Signér indlæg på diskussionssider|en bruger der glemte at signere]]|[[Bruger:Masz|Masz]] ([[Brugerdiskussion:Masz|☎]]) 11. jul 2009, 16:00 (CEST)}}
Sikkert er hedeegnene for knap 1000 år siden været meget tættere befolket indtil sandflugten fordrev folk fra egnen, det er bevist gennem de snesevis af ødekirker, der ligger op gennem Midtjylland.
}}
I ca. 500 år lå heden som et storladent landskab, der nu gennem de sidste 100 år igen helt har skiftet karakter. Gik man op på en høj eller et højdedrag, kunne man dengang se milevidt over den golde hede, men også få øje på nogle fattige hedehjem, hvor bygningerne ikke var fugede eller kalkede, de lå med deres sorte lyngtage og gav et trist og fattigt syn. Beboerne var vadmelsklædte og uplejede, men som regel tilfredse og hjælpsomme, de vidste hvad nød og mangel var.
Deres indtægter var så minimale, at de var nødtvunget til at have andet erhverv ved siden af hedeopdyrkningen. Én var professionel jæger, en anden kunne klinke og lodde, var tækkemand eller pumpemager og brøndgraver. Væver eller skrædder var også yndet bibeskæftigelse, ekstrafortjeneste var livsnødvendig indtil opdyrkningen efterhånden gav så gode resultater, at disse ekstra indtægtskilder var overflødige.
I dag beboes de samme gårde af driftige og velbjergede efterkommere, der ikke på nogen måde står tilbage for deres naboer længere mod øst på de bedre jorder, ja, i mange tilfælde har de en bedre indtægt.
 
Vore digtere har ofte beskrevet de mørke ugæstfrie, men alligevel betagende scenerier på heden i gamle dage, hvor kun tatere og kæltringer kunne finde på at bosætte sig for en kortere tid. Den slags folk var altid mere eller mindre på flugt eller på vej til nye eventyr, ofte lovovertrædelser - simpelthen for at få til føden.
St. Steensen Blicher fortæller om en forårsdag, hvor han i Viborg tugthus ser ”Linka Smælem” og ”Peiter Benløs”. Hun, et velvoksent fruentimmer, stærkt forbrændt af solen og med et determineret ansigt kommer anstigende med en mand på ryggen. Uden at værdige nogen af de tilstedeværende et øjekast, spurgte hun sin ledsager med bestemt rolighed: ”Hvor skal vi hen?” Denne mand, som hun havde levet i et naturligt ægteskab med og haft flere børn med, var vanfør både på arme og ben og kunne aldeles ikke gå. Hun måtte altså altid bære ham skriver Blicher, og hele hendes liv havde været en vandring uden hjem eller noget fast opholdssted. Alligevel kunne bevare sin naturlige værdighed.
 
Jeppe Aakjær har som få beskrevet naturen på hederne og de få hårdføre bønder, som trods alt også opretholdt en tilværelse på hederne år inden der var noget, der hed kartoffeltyskere.
De fleste husker vist den bitresøde novelle, ”Plovgildet”, hvor der bliver trakteret, medens børnene venter tålmodigt for at sutte benene rene. Eller hans digte om hedens mørke storhed:
 
H.C. Andersen har sin hyldest til heden i ”Jylland mellem tvende have”, og hvor han efterfølgende beskriver kontrasten mellem vest og øst i Jylland med ordene: Mellem Hesperien og Seberien ligger den store lynggroede hede, der fra Lyneborgs sand strækker sig til Skagens Rev. Intet hegn viser her de begrænsede ejendomme. I de krydsende hjulspor må du søge bivejene. Forknytte ege med hvidgrønt mos til de yderste grene vokser henad jorden, som frygtede de for storm og havgus. Som et normadisk folk, men uden hjord, drage her de såkaldte Natmændsfolk om, med deres indbyrdes sprog og ceremonier.
 
Koloniseringsforsøg på de enorme øde arealer var nærliggende, og allerede i 1723 udsendtes en kgl. forordning, der lovede udstrakt frihed til dem som ville nedsætte sig i heden udi Jylland. Ingen skat eller militærtjeneste, ingen pligtkørsel eller indkvartering, tilladelse til krohold og til at lave brændevin, såfremt der var mere en to mil til kro eller købstad. Der var dog ikke rigtig nogen, som lod sig lokke af de ellers favorable tilbud.
Opmålingen af heden var et andet problem, egnens befolkning hævdede selvfølgeligt at jordene havde tilhørt dem i umindelige tider, men beviset kunne være vanskeligt at dokumentere.
Andre ville opnå ”noget for noget ”. En rektor i Viborg således et godt præsteembede i København og en anden lodsejer ville have adelspatent for sig og sine brødre for at dyrke hede op.
Så fandt man på at avertere i tyske aviser og man havde også en hverveagent til at kapre kolonister i Sydtyskland, hvor man lovede om ikke guld og grønne skove, så dog meget mere end den aldeles usle tilværelse, som kolonisterne blev budt da de ankom i årene 1759-1761.
Ingen bygninger var blevet rejst som lovet, og i de første år måtte familierne bo i simple jordhytter.
 
Omkring 1000 individer var hurtigt skrumpet ind til under det halve, mange flygtede hurtigt tilbage til Tyskland så snart de opdager bedrageriet, andre rejste vidre til Rusland. Men regeringens udgifter til eksperimentet var alligevel efter den tid kolossale, 329.000 Rdlr. Det skyldes for en stor parts vedkommende sløseri og elendig tilrettelæggelse af hele koloniseringen. F.eks. var der ikke ved tildelingen af jord tænkt på, at der skulle være mulighed for at bjærge hø. Det var førhen en livsbetingelse med en smule bæk og en stump eng, men jorden kartoffeltyskerne fik anvist, var ikke andet end den stride lyng på den ahlfyldte grå sand
 
Den 24 sept. 1765 smækkes kassen i fra det offentlige, og koloniforvalteren ynkes forgæves over de få familier, der endnu holder ud på de elendige vilkår og i deres usle forfatning. Han noterer, at de ikke kan føde deres tildelte kreaturer og langt mindre kone og børn. Ingen vil borge (låne) kolonisterne noget, de har ingen penge at købe for, og ingen på egnen vil hjælpe dem med så meget som et halmstrå, da de i almindelighed er forhadte på grund af misundelse over den starthjælp som tyskerne har fået.
Dertil håber man vist også at kunne overtage kolonisternes bygninger og dyr, hvis man får dem til at rejse videre eller hjem igen.
Kvægpesten rammer også hårdt i disse første år, og er utvivlsomt medvirkende til at mange opgiver den ulige kamp for en tilværelse, men en del af kolonisterne er også ganske uduelige som bønder og nybyggere i et fremmed land. De havde oprindeligt et helt andet erhverv, andre var nogle dovne lykkeriddere, som der hele tiden havde været bøvl med.
 
Men enkelte holdt ud og i Frederikshåb var det navne som Øhlenschlæger, Hay, Keller, Brainikes, Falther og Rothermel som ses i en gl. fortegnelse over stolestader i Randbøl kirke, hvor de reformerte bønder efterhånden kom til at høre til som sognebørn.
På Randbøls vidstrakte heder var der oprindelig tre kolonier, Rygbjerg eller Rødbjerg, som blev omdøbt til Frederikshåb efter kongen. Plovberg, som kom til at hedde Frederiksnåde og endelig Moltkenberg. De to sidstnævnte kolonier lå i Vorbasse sogn og var oprindelig beboet af henholdsvis katolikker og lutheranere, men vi vil her kun beskrive kolonien og dens efterkommere i Frederikshåb. I 1770 bor der seks tyske familier og otte danske på stedet, og 20 år efter er der stadig 8 tyske familier, hvoraf de 4 bærer navnet Øhlenschlæger.
Gårdnavnene er: Mariesnåde, Carolinesynde, Guldbergsminde, Rewentlovshede osv.
At kolonisterne kom til at hedde kartoffeltyskere stammer måske fra en beskrivelse i 1795 hvor der står at tyskerne er dygtige til at avle kartofler, som de spiser indtil tre gange om dagen, og i øvrigt tilbereder på mange forskellige måder hvorved de sparer meget på kornet, modsat danskerne som kun lægger sig lidt efter denne avl, formentlig fordi den kræver så meget arbejde.
Om de tyske kolonister hedder det videre, at de fører en tarvelig levemåde, og står sig derved i almindelighed godt. De er meget tidlig oppe om morgenen og anvender dog ikke nogen tid af dagen til søvn, uagtet deres arbejde virkelig kan siges at være strengt.
Husmødrene anlagde hidtil usete køkkenhaver med frø medbragt fra deres hjemegn, også et bidrag til opretholdelse af livet på den ugæstfrie hede.
 
Selvejere blev de få tilbageblevne efterkommere af de første kartoffeltyskere i 1852 og derved blev deres forhold lidt forbedret. Førhen havde de været fæstere, og landbruget var mere eller mindre drevet i fællesskab med fælles hyrde og markbrug. Der kommer gang i lidt hjemmeindustri, og man får bedre redskaber og studene bliver efterhånden udskiftet med små hårdføre heste.
 
Grønlands-farer Mylius-Erichsen skriver i sin bog „De jydske heder“, som udkom i 1903:
Første gang, jeg traf sammen med de tyske kolonisters efterkommere var i Randbøl ved Vejle.
Jeg overraskes over endnu at finde så megen lyng, her hvor dog opdyrkningen var vidt fremskreden. Jorden er mager på Randbøl hede meget sandet og en del ahlholdig. Terrænet er mest fladt og ensformigt. På en forhenværende flyvesandsstrækning findes der en nåletræsplantage på over 1000 tdr.ld. så al sandflugt er dæmpet nu, bankerne ”ryger ikke mer”. Fra et enkelt kuperet bakkedrag kom jeg ned gennem lyngsletten, der på denne tid, den tidlige sommer, var grøn af farve, næsten som en frodig græsmark. Det gav en dejlig træthed længe at gå gennem denne tætte lyng til knæet og for hvert skridt høre risenes knagende svirp. Næsten hver gang man krydsede et hjulspor, udhulet og blødt, så man en hugorm ligge og sole sig i det varme sand.
Endelig sad man da i gården hos en af dette hedestrøgs kolonister, en mand af tysk afstamning og af en ansigtstype noget finere, navnlig ovalere end almindeligt blandt jydske hedebønder. Han hed Erik Øhlenschlæger, stavet på dansk, ganske som digteren en tid stavede sit berømte navn, men af naboerne udtalt på ravjysk som ”Ejlslæjer”.
 
Videre skriver Mylius-Erichsen: Ejendommen har siden tipoldeforældrene kom herop fra Phalz været i slægtens eje og huset, hvori vi sidder, er for en snes år siden rejst på den gamle, oprindelige bygnings grund. Den gamle gård havde tre længer af ret forfaldent bindingsværk. Ude i den nye lade ser man endnu bjælker af det gamle tømmer… I Randbøl var der ikke andet end hede, da kolonisterne kom, så det blev et drøjt liv for det første slægtled. De brugte de gammeldags hedeplove med to bitte små hjul foran, det var en stor klodset træplov med et jernskær, og det var for resten mest træredskaber, de fik udleveret af staten, fortæller manden. Man holdt mange får, til en begyndelse ingen køer, men mindst to par stude, da man altid kørte med 4 stude for ploven. Senere erstattedes ofte det ene par stude af et par heste og en eller flere køer kom til. Om vinteren pløjede de hede når vejret var mildt, blev det frost, kørte de mergel. Af leret i bakken har de gennem hele slægten selv brændt deres sten, og det gør de endnu.
 
Vi er ude omkring på al den jord, som Øhlenschlægers forfædre og han selv har dyrket, og hvor der nu står både korn, kartofler, turnips og andre rodfrugter. En kummerlig tilværelse havde min tipoldefar, fortsætter Erik Øhlenschlæger, i mange år måtte de drage til Fredericia efter kirkelig bistand. Ja, i en af de gamle kolonigårde, der nu er flyttet ud, skal der dog fra gammel tid have været en stue, som blev brugt til en slags kirkegang, men i min tid har den ikke været anvendt. Der har også ligget en kirkegård her fra de gamles tid - men a kan kun huske fem grave, og de er for længst sløjfet. En fremgang for os var det, da vi blev selvejere, men lidt tilbage er vi nok endnu. Hernede i Randbøl er vi vistnok smeltet omtrent helt sammen med de andre bønder, men oppe ved Viborg skal kolonisterne nok endnu være noget for sig selv. Vi kender ikke noget til dem. Men Gudskelov, at bønderne ikke mere sætter os i rang med taterne, det var ufortjent.
Nej, vi får jo ingen tid til læsning andet som avisen. Vi dyrker stadig hede op, flere tønder land hvert år. For tyve år siden var der ikke halvt så megen agermark, det er den nemme adgang til mergel, der siden Hedeselskabets stiftelse har hjulpet os så svært fremad, slutter citatet fra bogen, der som sagt er skrevet for godt 100 år siden.
 
Tilplantning
Sandflugten har altid været en svøbe på den opdyrkede hede, og man var efterhånden blevet opmærksom på at skovplantning kunne være et ret så virksomt middel mod de ødelæggende kræfter, som i Middelalderen helt lagde landskabet øde og affolkede egnen næsten totalt i flere hundrede år, og som bl.a. skabte de indlandsklitter vi f.eks. kender som Staldbakkerne i Frederikshåb, navnet stammer sikkert fra studedrifternes tid på Hærvejen.
I 1805 blev der ansat en plantagebetjent i Frederikshåb, plantør de Place beklædte stillingen i 40 år, hvorefter P. H. Bennetsen fik stillingen 1845-1879, men allerede under krigen med England i 1807, var der mange plantninger på heden ved Frederikshåb, delvis udført af danske krigsfanger, som på gentlemans-vis var blevet i Jylland frem for at blive sendt til England.
Det danske Hedeselskab blev stiftet 1866 og har haft en altdominerende rolle for at skabe plantager og læbælter på hederne. Sjælen i dette selskab, og den som ledede det med fast hånd gennem en menneskealder, var Dalgas, født 1828, død 1894. Han besad en stædighed og overtalelsesevne der overbeviste enhver om plantningens storhed og lyksaligheder. Hvor der før kunne være 20-25 km. mellem beboede hedeegne, er der nu kun de få fredede hedestrækninger tilbage.
 
Vorbasse har gennem tiderne været kendt for sit store marked, hvor folk og fæ hvert år samles til handel og gøgl i den store stil. Et mundheld sagde at ses vi ikke før, så dog til Vorbasse marked, hvor man fik handlet først og fremmest heste og kvæg, men hvor den kendte ”professor Labri” også slog sine folder og gav godtfolk en sludder for en sladder.
Markedet i Vorbasse var oprindeligt et ”kildemarked”, hvor man mente der var helbredende kraft i vandet. De besøgende skulle så sove ved kilden, drikke dens vand og bade de syge steder ligesom man endnu den dag i dag i katolske lande har sådanne hellige kilder, som søges af store folkemængder.
Markedet er herudover givetvis en af de ældste institutioner, der endnu er i live hos os, og førhen kunne karle og piger betinge sig mindst én dags markedsfrihed om året, ofte fik de hele deres kontante løn udbetalt denne ene dag. Selv skolen holdt fri og mange steder bandt man dyrene ind til middag, hvorefter hele familien drog til marked. Man kom langvejs fra i sit bedste tøj, børnene fik legetøj, nye træsko, lærred og andet tøj i metermål, der købtes husgeråd, grimer, plejl eller pisk og man beruste sig i forbrug - og vel også i øl og brændevin. Der var telte med vilde dyr og andre mærkværdigheder, tryllekunstnere og lidt for sig selv stod karrusellen. Andet sted spillede et par op til dans og en halt eller måske blind mand sang de nyeste skillingsviser.
Man spurgte nyt og mange kærestepar er blevet til, markedet har helt givet haft sin mission førhen.
I dag kommer der stadig en hoben folk, ja mange tusinde til Vorbasse marked, men formålet er nu mest gøgl og underholdning, men selvfølgelig omsættes der stadig mange heste og andre dyr i de to - tre dage markedet holdes hvert år sidst i juli måned.
Efterkommerne af kartoffeltyskerne er selvfølgelig indgiftet i den herboende befolkning og gennem mange led er de blevet til rigtig mange. Navnene Øhlenschlæger og Falther findes stadig hos os. Sysse Skovholm har fulgt sin ”tante Anna”, og til minde om Ane Kirstine Davine Hansen og smed i Refsgård Peter Karl Sofus Madsens børn, skrevet en lille bog på 80 sider. Et imponerende detektivarbejde, hvor denne slægt er ført tilbage til 1600 tallet og hvor kartoffeltyskere med navne som både Øhlenschlæger, Elslæger, Rothermal og Fitzner er beskrevet. men langt tilbage kommer vi til præsten Hr. Mads Buch, som er beskrevet i et tidligere museumsblad. Det var ham som både var katolsk og lutheransk præst i Egtved, og hvis søn som præst i Verst kommer til at slå en anden mand ihjel, og derfor må rømme ud af landet.
Mange af slægtens efterkommerne har boet på egnen, og Spjarup, Fuglsang, Oustrup, Ballehule og Refsgård nævnes blandt mange andre stednavne, hvor slægtninge har boet. I Tågelund f.eks. på Tågelundvej 14 boede Christen Christophersen Øhlenschlæger fra 1839 til sin død i 1872. Han er gift tre gange. Med sin første kone Sidsel Davidsdatter, født i Højen, får han to børn. Sin anden kone Elisabeth Grabou Thomasdatter, kommer fra Ø. Starup, skænker ham ingen efterkommere og dør efter 3 års ægteskab. Men samme år ægter han så Ane Christensdatter efter 4 måneder, hun er født i Fuglsang, og med hende får ægteparret fra 1845 til 1860 i alt 8 børn.
Alle disse efterkommere - og mange flere - har Sysse Skovholm omhyggeligt ført ind i deres rette sammenhæng, så vidt hun har kunnet samle oplysninger om personerne i kirkebøger, ved folketællinger, i arkiver osv.
Slægterne forgrener sig hurtigt og på ganske få led bliver det til mange hundreder skæbner og ahner, men i hendes skrift er selvfølgelig kun medtaget den omtalte Ane Mette Kr. Davine Hansen og hendes slægt, og herefter må efterkommerne selv arbejde videre for at følge deres slægt
 
Slægtshistorie er, hvis man først gribes af emnet, en omfattende og især tidkrævende fornøjelse, men der ER en fornøjelse, og benytter man de rigtige kilder, kan man komme langt med en almindelig bondeslægt, som de fleste af os kommer fra.
Af trykte kilder kan nævnes sogne- egns- og personalhistorie. Dernæst i nyere tid, avismeddelelser, såsom bekendtgørelser af bryllup, runde fødselsdage, jubilæum, dødsfald mm. Sidstnævnte kan mod betaling fås på Statsbiblioteket.
De på landsarkiverne beroende materialer er nok de vigtigste kilder, især kirkebøgerne, til- og afgangslister i tiden 1815-1875, og ikke at forglemme folketællingerne.
 
Men der er mange flere arkivalier man kan benytte. F.eks. skøde- og panteprotokoller, fæste- og skiftearkivalier, lægdsruller, præste- og bispearkiver. Herreds- og byfogders do. og meget mere.
 
Har man nu de forskellige ahners data, kan man foretage det jeg for egen regning kalder ”iklædning”, dvs man ifører personen billeder af den tid han eller hun levede. Det er ingen dårlig ide at kende sin Danmarkshistorie og fortsætte med at læse om bygningshistorie, klædedragter, møbler, landbrug, person- og stednavne, laugsskikke, herremænd og fæstebønder.
- Går man over en sådan jordlod, gribes ens sind af medlidenhed med den familie, der vil binde sin skæbne til så fattig en jord. Furerne står på højkant, det stride sand griner op fra undergrunden, lyngen er knap til at ave.
 
- Vel priser jeg stræbet til slægters gavn på jorderne fede som magre,
når Danmark, du skriver med solguld dit navn i rugens langtbølgende agre.
Men ej tør vi måle vort fædreneland, ved kun hvad det yder i skæppe og spand
og kaster i krybben for kvæget.
Så fattig blev, Danmark, vel ej dine kår, så lidt gav rugen i trave,
at ej du har råd til en blomst i dit hår, en lyngkrans til fædrenes grave.
Lad ingen mod blomsten da vække din harm, thi rugen skal nære vor styrke, vor arm,
men blomsten skal nære vort hjerte.
 
- Hjejlen sad enligt på tuen og sang, Loke drog sående lavt over sletten,
opskørtet tatersken gik her engang, med sine ravnsorte hår under hætten.
- Har jeg ej skærmet, o Jylland, din jord, lagt mig som værn om din flyvsands-bringe,
dæmmet for klitten, hvor uroen bor, hvæsser i blæsten sin marehalms klinge?
Skøn er for mig den blomsterløse vang.
Min brune hede er en edens have:
Der hviler også mine ben engang,
blandt mine fædres lyngbegrode grave.
 
Lars Peter Lund
 
Kilder: Sysse Skovholm. ”Tante Anna”
N.M. Schaiffel Nielsen: Randbøl - Glimt af et hedesogns historie
Mylius-Erichsen: De jydske heder
 
==Se også==
111.163

redigeringer