|
[[Renæssancen]] markerede et vendepunkt i portrætkunstens historie. Dels af interesse for naturen, dels af interesse for de klassiske kulturer i oldtidens Grækenland og Rom, fik portrætterne – både malede og skulpturelle – en vigtig rolle i renæssancens samfund og blev værdsat som objekter og som skildringer af jordisk succes og status. Maleri i almindelighed nåede et nyt niveau af balance, harmoni og indsigt, og de største kunstnere (Leonardo, Michelangelo, og Raphael) blev betragtet som "genier" og rangerede langt over den handelsmandsstatus der gjaldt for værdsatte tjenestefolk ved hof og kirke.<ref>Piper, s. 337</ref>
Mange nyskabelser inden for de forskellige portrætteringsformer udviklede sig i løbet af denne frugtbare periode. Traditionen med miniatureportrætter begyndte, udviklet af færdigheder hos malere af miniaturer i de illuminerede manuskripter. Den tradition var populær til fotografiet vandt indpas. Profilportrætter inspireret af gamle medaljoner var særligt populære i Italien mellem 1450 og 1500. Medaljer med deresbilleder tosidedepå billederbegge sider inspirerede også til en kortvarig mode for tosidede malerier tidligt i renæssancen.<ref>John Hope-Hennessy, s. 209</ref> Klassiske skulpturer, som ''[[Apollo Belvedere]]'', havde også indflydelse på valget af de positurer der blev brugt, og som var i brug i de følgende århundreder.<ref>Simon, s. 80</ref>
Nordeuropæiske kunstnere førte an i skabelsen af realistiske portrætter af verdslige personer. Den større realisme og detaljerigdom hos de nordlige kunstnere i det [[15. århundrede]] skyldtes til dels finere penselstrøg og effekter muliggjort af oliefarver, mens italienske og spanske malere stadig brugte [[tempera]]. Blandt de tidligste malere der udviklede teknikken med oliefarver var [[Jan van Eyck]]. Med oliefarver kan der laves mere tekstur og forskellige grader af tykkelse, og man kan lagdele mere effektivt, med tilføjelse af stadig tykkere lag, kendt af malere som "fed over mager" (engelsk ‘fat over lean’). Desuden tørrer oliefarver langsommere, så kunstneren løbende kan foretage ændringer, såsom at ændre detaljer i ansigtet. [[Antonello da Messina]] var en af de første italienere, der udnyttede oliens fordele i maleriet. Han var uddannet i Belgien og slog sig ned i Venedig omkring 1475, hvor han havde stor indflydelse på [[Giovanni Bellini]] og den norditalienske skole.<ref>John Hope-Hennessy, s. 54, 63</ref> I løbet det [[16. århundrede]] spredtes olieteknikken over hele Europa, somog et populært medium, derdet gav mulighed for mere overdådige gengivelser af tøj og smykker. Det havde også betydning for billedernes kvalitet at man gik fra træ til [[lærred]]. Det begyndte i Italien i det tidlige 16. århundrede og bredte sig til Nordeuropa i løbet af det næste århundrede. Lærred modstår bedre dannelse af revner end træ, holder bedre på [[pigment]]er (farvestoffer) og behøver mindre forberedende bearbejdelse, men var i begyndelsen ikke til rådighed i samme udstrækning som træ.
Tidligt opgav de nordlige europæere portrætter i profil, og begyndte at lave dem med realistisk indhold og perspektiv. I Nederlandene blev [[Jan van Eyck]] en førende portrætmaler. Hans ''[[Arnolfinis bryllup]]'' (1434, [[National Gallery]], London) er en milepæl i vestlig kunst, et tidligt eksempel på et fuldskalaportræt af to i hel parportrætfigur, perfekt malet i rige farver og med udsøgte detaljer. Men lige så vigtigt, det viser den nyudviklede teknik med oliemaleri af pioneren van Eyck, som revolutionerede kunsten og spredtes over hele Europa.<ref>Piper, s. 301 </ref>
[[Fil:Hans Holbein d. J. 065.jpg|thumb|left|160px| [[Hans Holbein den yngre]]: portræt af sir [[Thomas More]], 1527]]
Førende tyske portrætkunstnere, herundersom [[Lucas Cranach den ældre|Lucas Cranach]], [[Albrecht Dürer]] og [[Hans Holbein den Yngre]], mestrede alle oliemaleriets teknik. Cranach var en af de første kunstnere, til atder påtagepåtog sig legemsstore bestillinger, en tradition som blev populær derefter.<ref> Piper, s. 363 </ref> På det tidspunkt havde England ingen portrætmalere af første rang, og kunstnere som Holbein blev efterspurgt af engelske kunder.<ref> Aymar, s. 29 </ref> Hans maleri af [[Thomas More]] (1527) – hans første vigtige [[mæcen]] i England – har næsten fotorealisme.<ref> Piper, s. 365 </ref> Holbein fik stor succes med at male den kongelige familie, herunder [[Henrik 8. af England|Henrik 8.]]. Dürer var en fremragende tegner, og en af de første store kunstnere tilder at lavelavede en række selvportrætter, herunder en-face-portrætter. Han har også satbrugt sit selvportræt som tilskuer ind i flere af sine religiøse malerier.<ref Name="Bonafoux, s. 35"> Bonafoux, s. 35 </ref> Dürer begyndte at lave selvportrætter i en alder af tretten.<ref> John Hope-Hennessy, siderne 124-126 </ref> Senere fulgte Rembrandt efter og udviklede denne tradition.
I Italien var [[Masaccio]] den ledende i moderniseringen af freskomaleriet ved at bruge et mere realistisk perspektiv. [[Filippo Lippi]] banede vejen i udviklingen af skarpere konturer og bugtede linjer<ref>Piper, s. 318</ref>, og hans elev [[Raphael]] udvidede realismen i Italien til et meget højere niveau i de følgende årtier med sine monumentale vægmalerier.<ref name="John Hope-Hennessy, s. 20">John Hope-Hennessy, s. 20</ref> I samme periode blev forlovelsesportrættet populært, en særlig specialitet som især [[Lorenzo Lotto]] udførte.<ref>John Hope-Hennessy, p. 227</ref> I den tidlige renæssance var portrætmalerier generelt små og nogle gange dækket med beskyttende låg, hængslede eller som skydelåg.<ref>John Hope-Hennessy, s. 212</ref>
<blockquote> "En meget høj grad af ynde i lys og skygge er føjet til ansigterne på dem, der sidder i døråbninger til værelser, der er mørke, hvor observatørens øjne ser på den overskyggede del af ansigtet dækket af skyggerne i rummet, og ser den oplyste del af ansigtet med den større glans, som luften giver det. Gennem denne ændring i skygge og lys får ansigtet større relief. "<ref> John Hope-Hennessy, s. 103-4 </ref> </blockquote>
Leonardo var en elev af [[Andrea del Verrocchio]]. EfterDa athan være blevetblev medlem af [[Sankt Lukasgildet]]<ref>Om disse malerlav, "Sankt Lukas Laug", i Italien, se [[:en:Guild_of_St_Luke#Italy|afsnit]] i artikel om Leonardo {{en sprog}}</ref>, begyndte han at modtage uafhængige bestillinger. På grund af hans omfattende interesser og i overensstemmelse med hans videnskabelige sind, er hans produktion af tegninger og forundersøgelser umådelig, selvomselv om hans færdige kunstneriske produktion er relativt lille. Hans andre mindeværdige portrætter omfattede adelskvinderne ''Ginevra de 'Benci'' og ''Cecilia Gallerani''.<ref> Piper, s. 338 </ref>
Raphaels bevarede bestillingsportrætter er langt mere talrige end Leonardos, og de viser en bredere vifte afflere stillinger, belysningbelysninger og teknik. Snarere end revolutionerende nyskabelser var Raphaels store bedrift at styrke og raffinere udviklingen i tidens strømninger i renæssancekunsten.<ref> Piper, s. 345 </ref> Han var især ekspert i gruppeportrættet. Hans mesterværk ''[[Skolen i Athen]]'' er et af de bedste gruppeportrætter i kalkmaleri, hvor nogle af de portrætterede har ligheder med Leonardo, Michelangelo, Bramante og Raphael selv, i skikkelse af gamle filosoffer.<ref> Pascal Bonafoux, ''Portraits of the Artist: The Self-Portrait in Painting'', Skira/Rizzoli, New York, 1985, s. 31, ISBN 0-8478-0586-7</ref> Det var ikke det første gruppeportræt af kunstnere. Årtier tidligere havde [[Paolo Uccello]] malet et gruppeportræt med blandt andet [[Giotto]], [[Donatello]], [[Antonio Manetti]] og [[Filippo Brunelleschi]].<ref name = "Bonafoux, s. 35 "/> Da han steg i berømmelse, blev Raphael en foretrukken portrætmaler af paver. Mens mange renæssancekunstnere ivrigt accepterede portrætbestillinger, nægtede et par kunstnere dem, især Raphaels rival [[Michelangelo]], som i stedet påtog sig de store bestillinger til det [[Sixtinske Kapel]].<ref name = "John Hope-Hennessy, s. 20 "/>
I Venedig omkringOmkring 1500 dominerede [[Gentile Bellini]] og [[Giovanni Bellini]] portrætmaleriet i Venedig. De fik de betydeligste bestillinger af statens ledende embedsmænd. Bellinis portræt af [[doge]]n [[Leonardo Loredan|Loredan]] anses for at være et af de fineste portrætter fra renæssancen og viser fint kunstnerens beherskelse af det nye oliemaleris teknikker.<ref> John Hope-Hennessy, s. 52 </ref> Bellini er også en af de første kunstnere i Europa der signerede sine arbejder, selvom han sjældent daterede dem.<ref> Piper, s. 330 </ref> Senere i det 16. århundrede indtager [[Tizian]] stort set den samme rolle, bl.a. ved at udvide de mange forskellige måder hans kongelige modeller sidder og poserer på. Tizian var måske den første store børneportrætmaler.<ref> John Hope-Hennessy, s. 279 </ref> Efter at Tizian bukkede under for [[pest]]en, blev [[Tintoretto]] og [[Paolo Veronese]] de førende venetianske kunstnere og medvirkede til overgangen til den italienske [[manierisme]]. Manieristerne bidrog med mange usædvanlige portrætter, som understregede materiel rigdom og elegant komplekse stillinger, som i værker af [[Agnolo Bronzino]] og [[Jacopo da Pontormo]]. Bronzino fik sinblev berømmelseberømt ved at skildre [[Medici]]familien. Hans dristige portræt af [[Cosimo de' Medici]] viser en streng hersker i rustning med et vagtsomt øje stirrende mod højre, i skarp kontrast til de fleste kongelige malerier, som viser de portrætterede som milde herskere.<ref> John Hope -Hennessy, p. 182 </ref> [[El Greco]], der blev uddannet i Venedig i tolv år, gik i en mere ekstrem retning efter sin ankomst til Spanien idet han betonede sit "indre syn" af modellen så langt som til næsten at eliminere en virkelighedstro fysisk fremtræden.<ref> John Hope-Hennessy, s. 154 </ref> En af de bedste portrætmalere fra det 16. århundredes Italien var [[Sofonisba Anguissola]] fra [[Cremona]], der tilførte sine enkelt- og gruppeportrætter nye niveauer af kompleksitet.
Hofportrætmaleriet i Frankrig begyndte, da den flamske kunstner [[Jean Clouet]] malede sit overdådige portræt af [[Frans I af Frankrig]] omkring 1525.<ref Name="John Hope-Hennessy, s. 187"> John Hope-Hennessy, s. 187 </ref> Kong Frans var stor kunstmæcenmæcen og begærlig kunstsamler, der inviterede Leonardo da Vinci til at bo i Frankrig i dennes sidste år. ''[[Mona Lisa]]'' blev i Frankrig efter Leonardo døde der.<ref Name="John Hope-Hennessy, s. 187"/>
=== Barok og rokoko ===
|
