Øresundstolden: Forskelle mellem versioner

▲Erik af Pommern var, ifølge nyere undersøgelser, den første danske konge, som, antagelig fra slutningen af 1425, opkrævede told i Helsingør af fartøjer, der sejlede gennem Øresund. Sundtolden må nemlig ikke forveksles med en såkaldt pundtold af [[1361]], som erlagdes i hansestæderne for at fredeliggøre Øresund for sørøvere, ej heller med [[havnepenge]], som fra gammel tid blev opkrævet. Kong Eriks store pengebehov synes at have foranlediget ham til at optage denne told, hvortil han anså sig at have ret på grund af en formel overhøjhed over Danmarks hav og strømme.

▲Fra kong [[Hans]]’ tid optoges af lignende årsager told i Nyborg og Fredericia af fartøjer, som sejlede gennem Bælterne. Næsten lige så langt tilbage som Sundtolden går forsøgene på at få den afskaffet. Allerede i 1436 lykkedes dette for [[Hamburg]], [[Lübeck]], [[Lüneburg]] og [[Wismar]], noget senere for [[Stralsund]], [[Greifswald]] og [[Rostock]]. Følgelig forblev Sundtolden af ringe betydning så længe, Lübeck var den uden sammenligning mægtigste handelsstad ved Østersøen. Anderledes blev det efter [[Grevens Fejde]] 1534-1536, da Lübecks magt blev brudt og de ikke privilegierede Nederlande fik større interesse i østersøhandelen. [[Christian 2.]] bestemte i 1517, at tolden skulle lægges efter læstetal, en [[gylden]] for hver tiende læst. Dette indebar en vigtig forandring fra skibstold til varetold. De følgende år forhøjedes tolden. Kejseren og Nederlandene protesterede, og langvarige forhandlinger blev ført herom. I den efter Grevens Fejde afslutning mellem disse parter og Danmark 1544 indgåede [[Speyertraktaten|traktat i Speyer]] lovedes gensidig frihandel mod betaling af de sædvanlige toldbetalinger. Sundtolden omtales ikke i aftalen. Nederlandene anerkendte nemlig aldrig dens berettigelse, men underkastede sig den faktisk. Danmark indførte nye toldforhøjninger allerede i 1549, mod hvilke Nederlandene protesterede, under påkaldelse, ligesom altid senere, af Speyeraftalen.

▲Under [[Den Nordiske Syvårskrig]] (1563-1570) forekom yderligere forhøjelser af tolden, og 1565 og 1566 blev påbudt en spærring af Sundet for at forhindre tilførsler til Sverige.

▲For Sverige var Sundtolden i ældre tid af ringe betydning som følge af landets uudviklede handel. Muligvis havde Sverige toldfrihed fra begyndelsen derved, at tolden fremkom under unionstiden; dog anmodede [[Gustaf Vasa]] udtrykkeligt i 1535 om toldfrihed som en erstatning for den hjælp, han havde ydet under Grevens Fejde. På den anden side indeholder [[Freden i Stettin|fredsaftalen i Stettin]] 1570, at Sveriges undersåtter skulle have ret til at drive handel i Danmark og Norge samt gennem Øresund til [[Vesterhavet]], "uden forhindringer og besvær, som af arild har været brugeligt". [[Johan 3.]] klagede både i 1577 og i 1580 over, at svenske skibe ikke toldfrit kunne passere Sundet. På grænsemødet i Flacksjöbäck 1591 bestemtes udtrykkeligt, at "undersåtterne på begge sider skulle være aldeles forskånede fra at give told af det gods, som tilhørte dem selv, hvilket Danmarks undersåtter enten føre ind i Sverige eller ud af riget eller og svenske undersåtter føre ind i Danmark og Norge gennem Sundet eller og ud af riget". Disse bestemmelser overholdtes imidlertid af ingen af parterne, og toldtvister var en af årsagerne til Kalmarkrigen (1611-1613). Ved [[freden i Knäred]] i 1613 bekræftedes aftalerne i Stettin og Flacksjöbäck samt bestemtes, at toldfriheden skulle omfatte landenes "underlydende provinser".

▲Under 1600-tallet blev spørgsmålet om havenes frihed et omstridt folkeretsligt emne. [[Hugo Grotius]] udgav 1609 sin bog "''Mare liberum''" og Selden 1636, i anledning af Karl 1.s krav på herredømmet over Nordsøen, sin "''Mare clausum''". [[Christian 4.]] anså sig at have fuld ret til Østersøen syd om en linje mellem [[Gotland]] og [[Øsel]], og gennem hans krav på Østersøvældet (''Dominium Maris baltici'') blev Øresundstolden kernepunktet i hans nordiske politik. Han påvirkedes derved tillige af monarkiske finansielle hensyn, da toldkammeret i Helsingør stod direkte under hans kontrol og indkomsterne tilfaldt hans egen kasse. Han forsøgte følgelig at drage den største mulige indkomst af tolden. Toldstridighederne mellem Sverige og Danmark var på denne tid yderst heftige. Især årene 1637-1639 betyngedes de søfarende nationer genom forhøjede toldsatser, bitolde, skærpede visitationer med mere.

▲Den svenske toldfrihed var Christian 4. en særlig torn i øjet, og det kan ikke nægtes, at Nederlandene, som havde en stor del af Sveriges handel i sine hænder, hensynsløst benyttede sig deraf. Under trykket af den fælles fare indgik Sverige og Generalstaterne et forbund til søfartens beskyttelse i 1640. Fra nederlandsk side fremkastedes til og med et forslag om at med en kanal mellem Østersøen og Nordsøen undgå Sundet. Generalstaterne åbnede forhandlinger med Danmark i [[Stade]] 1641, ved hvilke de protesterede mod al Sundtold, påkaldte sig aftalen i Speyer med mere; då imidlertid danskerne for dem forestillede fordelene af, at Sundtolden fortsat optoges, men at de blev privilegierede, så nøjede de sig med en nedsættelse af tolden. Svenskerne forsøgte med våben i hånd at få sin toldfrihed anerkendt i krigen 1643-1645. Misfornøjede med Sundtolden formåede nederlænderen [[Louis De Geer]] at under krigen at udruste en flåde til Sveriges tjeneste. Den nederlandske regering understøttede dog ikke Sverige i henhold til 1640 års aftale, men sendte kun formidlere til fredskongressen i Kristianopel-Söderåkra. [[Axel Oxenstierna]], som på svensk side ledte forhandlingerne, bestred derunder selve retsgrundlaget for Sundtolden og virkede for dens fuldstændige ophævelse for alle nationer, men han understøttedes hverken af de nederlandske eller franske forhandlere, som var misundelige på Sveriges voksende magt. I [[freden ved Brömsebro]] ([[13. august]] [[1645]]) anerkendtes udtrykkelig Sveriges og alle dets bilandes (tillige de pommerske stæders og [[Wismar]]s) toldfrihed, men Generalstaterne måtte underkaste sig en toldrulle, fastlagt i [[Kristianopel]]. Ingen forhøjelse måtte ske i 40 år, og efter denne tid skulle [[Speyertraktaten]] træde i kraft. Tolden fastsattes (med visse undtagelser) til l procent af vareværdien, hvilket var lavere end nogen toldsats siden 1628. Dertil kom dog adskillige bitolde (alle skibstolde). Misfornøjelse over denne aftale sporedes hurtigt i Nederlandene, og 1649 indgik Danmark og Generalstaterne den af [[Corfitz Ulfeld]] udarbejdede såkaldte redemptionstraktat, ifølge hvilken Sundtolden med tiden skulle afløses. Ingen af parterne var dog ved nærmere eftertanke tilfredse med disse bestemmelser, hvorfor disse 1653 blev ophævet ved den såkaldte rescissionstraktat. Fra 1679 gjorde Generalstaterne tid efter anden forsøg på at få Sundtolden afskaffet, men indgik atter i 1701 en ny aftale med Danmark, hvorved alt blev ved det gamle.

▲De to magter, som under midten af 1600-talet optog kampen mod Generalstaternes handelsvælde, England og Frankrig, søgte og virkede forgæves 1650–1652 for at få Sundtolden ophævet. I handelsaftaler mellem Danmark og England af 1661 og 1670 ligestilledes England med Nederlandene. Kristianopelstoldsatserne blev gældende også for Frankrig i henhold til 1663 års aftale. Denne toldsats anvendtes efterhånden for alle andre nationer, så at kun Sverige blev privilegieret. I [[Roskildefreden|fredsaftalerne i Roskilde]] (1658), København (1660) og Lund (1679) bekræftedes Sveriges toldfrihed.

▲Under 1700-talet mistede også den sidste privilegierede magt sin toldfrihed. Sverige, som dog ejede den side af Sundet, hvilken fartøjerne sejlede nærmest, mistede sin toldfrihed ved [[freden i Frederiksborg]] 1720 og måtte underkaste sig toldrullen i Kristianopel. Dette bekræftedes ved [[freden i Kiel]] 1814. Under 1700-talet underkastede sig de handlende nationer uden alvorligere protester Sundtolden, men med den øgede samfærdsel i 1800-tallet inträffade et andet forhold. Det tidsberøvelse, tolden forårsagede, føltes betyngende. Den gamle toldrulle var bristfældig og savnede fx. bestemmelser vedrørende [[bomuld]], [[kaffe]], [[kakao]] med flere nye artikler. Angående dens revision førtes diplomatiske forhandlinger i København og London 1841, og en konvention af 19. juni samme år blev indgået, hvilken kompletterede 1645 års bestemmelser, nedsatte tolden for uspecificerede varer og sammenlagde under benævnelsen "toldkammersportler" alle de ulige expeditionsafgifter. Tolden forblev dog hinderlig, ej mindst for svenskerne. Kommerskollegium måtte 1842 og 1846 forny en 1739 udformet advarsel til svenske sømænd om at medelst forbisejling unddrage sig tolden. Sveriges stænder afgav den 20. august 1851 til regeringen en skrivelse angående Øresundstolden, de omkostninger og den tidsberøvelse, den medførte. Stockholms grosshandelssocietet og skibsreddere indgav en skrivelse med samme formål. Forhandlinger førtes som følge deraf med Danmark, men da Sveriges bestræbelse ikke understøttedes af andre europæiske magter, nødtes Sverige til at indskrænke sig til at begære toldfrihed for svenske fartøjer under 15 læster med flere mindre fordele, hvilke bifaldtes 1852. En fuldstændig afløsning syntes fjern, da USA i 1855 erklærede sig at ikke ville forny sin i april 1856 udløbende handelstraktat af 1826 og ej mere underkaste sig Øresundstolden. Den danske regering fandt sig nu nødsaget til at indbyude intresserede magter til en konference i København for at ved Sundstoldens kapitalisering forberede Danmark erstatning. I konferencerne, som begyndte i januar 1856, deltog repræsentanter fra Sverige-Norge (N. V. af Wetterstedt), Danmark (Chr. A. Bluhme), Belgien, Frankrig, Hannover, Holland, Mecklenburg-Schwerin, Oldenburg, Preussen, Rusland, Storbritannien, Østrig, Lübeck, Bremen og Hamburg. Et forslag blev gjort af danskerne. De fleste indvendninger mod dette gjordes af Storbritanniens regering. Først den 14. marts 1857 blev underskrevet afløsningstraktaten, ifølge hvilken Sundtolden og toldene i Bælterne ophævedes og Danmark i erstatning modtog 30,476,325 rigsdaler dansk rmt, det vil sige ikke fuldt 5/s af kapitalsummen af den indkomst, beregnet efter 4 proc., som Danmark i gennemsnit i årene 1842-1854 havde nydt af toldafgifterne, nemlig omkring 2 mio. om året. De ulige stater skulle bidrage til afløsningen i proportion af de varer, som fra deres havne exporteredes til Østersøens havne eller derfra importeredes. Toldfriheden indtrådte den l. april 1857. På Sveriges andel kom att betale 1,590,503 rigsdaler dansk rmt. Fra denne sum af drogos 311,307 rigsdaler dansk rmt, hvilket udgjorde en efter samme grunder som Sundtolden kapitaliserede sum af den erstatning, af 10,000 rigsdaler hamb. banko, som den danske stat, i henhold til konventionen af [[7. april]] [[1840]], gav det svenske for [[fyrtårne]]s underhold på den svenske side af indløbene til Sundet. Sverige betalede således 1,279,196 rigsdaler dansk rmt, det vil sige 2,558,392 rdr sv. mønt. Betalingen skete under 20 år formedelst 40 halvårlige afbetalinger med kapital og aftagende rente af de ikke forfaldne dividender. Udbetalingen skete fra Handels- och sjöfartsfonden. Norge, som efter [[freden i Kiel]] ligestilledes med Sverige i henseende til Sundtolden, betalte 667,225 rigsdaler dansk rmt som løsningssum.