Semiotik: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Maunus (diskussion | bidrag) |
Maunus (diskussion | bidrag) udvid |
||
Linje 1:
{{sprogforskning}}
'''Semiotik''': af [[Græsk (sprog)|græsk]] σημειωτικός, ''semeiotikos'' "tegnfortolker", der igen kommer fra σήμα, ''sema'' "tegn". Semiotik er læren om [[tegn (sprog)|tegn]]. Semiotik kan bruges til [[analyse]]r af [[sprog]], [[billede]]r, handlinger, [[ritual]]er, [[myte]]r og alle andre tegnsystemer.
Siden antikken har tegnsystemer været et vigtigt emne inden for [[filosofi]]n. [[Stoikerne]], [[sofister]]ne og senere de post-sokratiske filosoffer studerede alle de måder hvorpå tegn repræsenterer og viderebringer betydning. I oplysningstiden blev tegnsystemer og mening studeret af filosoffer som [[John Locke]], [[Gottfried Wilhelm Leibniz]] og [[Immanuel Kant]]. Moderne semiotik har to hovedkilder: den Amerikanske filosof og matematiker [[Charles Sanders Peirce]] og den Schweitziske lingvist [[Ferdinand de Saussure]]. Peirce var interesseret i at forstå den filosofiske baggrund for videnskab og hans teori ser semiotik som fundamentet for al menneskelig tanke og videnstilegnelse. Peirce's semiotik kan kaldes [[pragmatik|pragmatisk]], fordi den beskriver hvordan betydning er en funktion af specifikke relationer imellem tegn, fortolkning og kontekts. De Saussure's teori, som han kaldte "semiologi" istedet for semiotik, fokuserede mere på sproglige tegnsystemer og de måder hvorpå sprogtegn får deres betydning igennem deres relationer til andre tegn i et sprogsystem. Fordi hans betydningslære fokuserer på betydning som et resultat af systematiske strukturer i et tegnsystem kaldes denne tilgang [[strukturalisme]]. Saussure's semiotik er især blevet brugt inden for lingvistikken, hvorimod Peirce's tilgang er blevet mest brugt blandt dem som studerer ikke sproglige tegn.
Et tegn, som er dannet inden for en bestemt kode, f.eks. sprog, beskriver sin genstand og bliver fortolket af oversætteren (her: sprogbrugeren). Semiotikken bliver almindeligvis opdelt i tre overlappende delområder: [[Syntaks]], [[semantik]] og [[Pragmatik|pragmatik]]. Disse områder bliver defineret gennem forholdet mellem tegn, tegnbetydning og tegnbrugeren i den givne situation. Det giver følgende kombinationer:
| |||