Peder Als: Forskelle mellem versioner

Ved kongelig resolution af [[22. december]] 1755 var der tilstået Als et rejsestipendium på 400 rigsdaler årlig i 6 år. Midt i 1756 drog han til [[Rom]]. Her synes Als -- ligesomAls—ligesom tilfældet var med flere andre af Akademiets første pensionærer, som [[Johan Christian Almer]] og [[Antonius Müller]], der døde som munk i Rom, -- at have følt sig tiltalt af den katolske tro og af den romerske gudstjenestes sanselige pragt og glans; herhjemmei Danmark beskyldte man ham endog, skønt uden grund, for at være en frafalden. Det lykkedes ham hurtig at få plads i [[Rafael Mengs]]’ værksted. Hos denne eller hos [[Johannes Wiedewelt]], der også var i Rom på den tid, lærte han den store [[Johann Joachim Winckelmann]] at kende og malede hans portræt, som efter Winckelmanns egen dom var et fortræffeligt billede og meget vellignende, hvad der ikke altid skal have været tilfældet med portrætter fra Als's hånd.

Skønt Als, som der meldes, hos Mengs først måtte lære at glemme alt, hvad han havde lært herhjemmei Danmark, arbejdede og studerede han dog flittigt og gjorde adskillige kopier efter gode mestre som [[Antonio da Correggio]], [[Robert le Lorrain]] og [[Raffaello Santi]]. Han kunne uden tvivl være blevet en respektabel historiemaler, hvis man herhjemmei Danmark havde undt ham tid til at blive det, men hans ansøgning om at blive borte og nyde sit knappe stipendium i 8 i stedet for i 6 år, blev afslået, skønt Mengs havde givet den den påtegning, at et forlænget ophold udenlands var nødvendigt for Als, hvis han skulle være historiemaler; han måtte således vende hjem [[1762]] som portrætmaler, og som sådan godkendtes han [[1763]] af det samme Akademi, hvis stipendium han havde nydt som historiemaler.

Han fik nu meget travlt, og skønt den betaling, der den gang ydedes for kunstværker, kun var såre ringe -- portrætterringe—portrætter i fuld legemsstørrelse til hest 600 rigsdaler, helt korpus