Magdalene Thoresen: Forskelle mellem versioner

[[11. juni]] [[1858]] døde hendes mand. Kort før havde hun lært [[Bjørnstjerne Bjørnson|Bjørnson]] at kende. I ham mødte hun Norges poesi. Han påvirkede hende, ikke gennem sine skrifter, men gennem sin person, og ved ham blev hun sig sin naturgrund bevidst. Hvad der hos ham var stemning, blev hos hende til karakter, og hun var nu klar over, at hun var født til at være forfatterinde. Han udgav hendes første digtsamling, dog uden at hendes navn blev nævnet (1860). Hun indså, at "hun maatte følge sin Livskaldelse, og at et vedvarende Ophold i [[Bergen]] ville virke lammende på hendes Udvikling". efter først at have brændt næsten alle sine manuskripter rejste hun [[1861]] med sine fire børn til København. Forskellige forsøg, som hun her gjorde på at få sine litterære produkter trykt, mislykkedes, indtil endelig ''[[Illustreret Tidende]]'' i januar [[1862]] optog hendes fortælling ''En Aften i Bergen'' og derpå ''[[Fædrelandet (avis)|Fædrelandet]]'' forskellige andre af hendes arbejder. Hun havde ved alt dette gjort så megen lykke, at hun fandt en forlægger til sine ''Fortællinger'' ([[1863]] c: 62). I [[1864]] udgav hun ''Signes Historie'', der gjorde betydelig opsigt. Men skønt der åbnede sig gode og lønnende udsigter for hende i København, og skønt hun vidste, at hun i Norge gik nye kampe i møde, drog hun dog i foråret [[1866]] til [[Oslo|Christiania]] og ville nu "melde sig ind i Litteraturen som norsk Forfatterinde"; thi der oppe var hendes digtning blevet undfanget, men i Danmark havde den rigtignok fået sin dåb. I Norge skrev hun samme år ''Jomfruen paa Gammelgaard'', ''Gudrun'' og ''Pilt Ola'', næste år ''Min Bedstemoders Fortælling''. Samme år foredrog hun frit i Christiania en af sine fortællinger. I [[1868]] udkom ''Solen i Siljedalen''. I [[1869]] skrev hun ''Drøm og Liv'', ''Fra Lille Bælt'', i hvilken fortælling hendes far er skildret, og skuespillet ''Et rigt Parti'', som mødte fuld anerkendelse hos [[Johanne Luise Heiberg|fru Heiberg]], der bragte det frem på [[Det Kongelige Teater]]s scene, hvor det opførtes anonymt i [[1870]]. Man fandt handlingen for tynd og sproget for billedrigt, men karaktertegningen var udmærket. Selv ikke efter at det var blevet forkortet, slog det rigtig an, til stor skuffelse for forfatterinden. Under hendes navn blev det samme år opført på [[Christiania TeaterTheater]], hvor det gjorde lykke, og [[1871]] "i fri Oversættelse" på det kongelige Teater i [[Stockholm]].