Nikos Kazantzakis: Forskelle mellem versioner

Minedriften pågik kun nogle få måneder i 1917. Kazantzakis' enke Eleni skrev senere om "''den berømte brunkulmine, som slet ikke lå på [[Kreta]], men det sydlige Peloponnes nær en pragtfuld bugt med fint sand og små ferskvandsopkommer[[ferskvand]]sopkommer i søen og på stranden''", hvor "''[[ged]]erne gravede i sandet med klovene for at få vandet til at strømme ud.''" Da Kazantzakis skrev sin roman mange år senere, tog han sig store digteriske friheder, og den store [[finale]], hvor Zorbás' transportsystem af tømmerstokke raser sammen på vej ned til minen, er ren digtning. I virkeligheden gik minen i al stilhed [[konkurs]], fordi fundet og brunkullets kvalitet var for ringe. Kazantzakis og de andre [[investor]]er tabte store beløb, og Kazantzakis rejste til Schweiz, mens Zorbás tog arbejde i en anden mine. Men allerede i 1919 mødtes de igen, da statsminister Venizelos udnævnte Kazantzakis til minister med den opgave at hjælpe 150.000 græske [[flygtning]]e fra [[Kaukasus]], som ikke kunne eller ville blive boende dér efter [[bolsjevik]]kernes magtovertagelse. Kazantzakis skrev til Zorbás og bad ham om at rejse med til [[Rusland]]: "''Hvis du ikke kommer, rejser jeg heller ikke. Hvis du kommer, rejser jeg også.''" Langt senere skrev han: "''Hvis jeg skulle nævne, hvilkenhvilke mennesker, som har sat de dybeste spor i min [[sjæl]], måtte det blive [[Homer]], [[Buddha]], [[Nietzsche]], Bergson og Zorbás...Zorbás lærte mig at elske livet og ikke frygte døden...Når jeg tænker på, hvilken næring bøger og lærere fodrede mig med i så mange år, i et forsøg på at tilfredsstille en hungrende sjæl, og på det, Zorbás lærte mig i løbet af nogle få måneder, finder jeg det svært at overvinde min bitterhed og indignation...dansene, han dansede for mig, santouri'en han spillede for mig...Vi vidste begge udmærket godt, at minedriften kun var et skalkeskjul mod omverdenen.''" <ref>Arne Torkelsen: ''En flik av Hellas'' (s. 104-5)</ref>

Zorbás efterlod sin familie hos venner i Messenien og rejste sammen med Kazantzakis rundt i Rusland, [[Thrakien]] og [[Makedonien]] for at overvåge udplaceringen af flygtningene. Han fandt dog også tid til andet, og da Andronikí opsøgte sin far i Athen efter hans hjemkomst, var han flov for at møde hende, fordi han var vendt hjem med tre russiske samleversker. Datteren kendte sin far for godt til andet end at more sig. Senere rejste Zorbás til [[Serbien]], og i 30'erne tjente han vistnok godt i en mine ved [[Skopje]]; men under [[anden verdenskrig]] blev minen til hans forargelse [[Konfiskation|konfiskeret]] af tyskerne. Han genså aldrig Kazantzakis, men de to brevvekslede livet ud. På sit dødsleje dikterede den 73-årige Zorbás et brev til Kazantzakis: "''Kom der en præst og ville omvende mig og give mig den sidste olie, så bed ham forsvinde - lad ham [[Forbandelse|forbande]] mig! Jeg har gjort et og andet i løbet af livet, alligevel nåede jeg så lidt. Folk som mig burde leve i tusinde år. God nat!''" <ref>Arne Torkelsen: ''En flik av Hellas'' (s. 107-8)</ref>