Bonifatius: Forskelle mellem versioner

'''Bonifatius''' (ofte fejlagtigt ''Bonifacius'', født Winfrid eller Wynfrith, [[680]] i [[Wessex]], nu i [[Devon (county)|Devon]], England – [[5 juni]] [[754]] i Dokkum i [[Frisland (Nederland)|Frisland]]) blev født ind i en fornem [[Angelsakser|angelsaksisk]] familie i Wessex. Han fik først sit kirkelige navn Bonifatius i 719 af pave [[Pave Gregor 2.|Pave Gregor II2.]]. Han bliver siden [[reformationen]] af [[den katolske kirke]] kaldt "''Apostel der Deutschen"'' ('= Tyskernes [[apostel']], 'Tysklands apostel').

Wynfrith blev [[munk]] og levede i [[Kloster|klostrene]] Adescancastre (nær [[Exeter]]) og Nhutcelle (Nursling), hvor hans store evner som lærer og [[diplomat]] blev taget i brug. Han ville dog være [[missionær]] og efter et forgæves forsøg på at forkynde [[Evangelium|evangeliet]] i FrieslandFrisland (716) rejste han i 718 til [[Rom]], hvorfra Pavepave Gregor II2. udsendte ham som missionær til Tyskland. Han virkede i [[Thüringen]], FrieslandFrisland og [[Hessen]]. I 722 var han atter i Rom og blev bispeviet.

Hjemkommen genoptog han sin missionsgerning med kraft,. deDe gamle gudehov blev omdannet til kirker, klostre grundlagt, bispedømmer oprettet, og de keltiske[[keltisk]]e missionærer blev fortrængt; også til [[Bayern]] udstrakte han sin virksomhed. I 732 udnævnte [[Pavepave Gregor 3.|Gregor III]] Bonifatius til [[ærkebiskop]] og sendte ham [[Pallium|palliet]]; i 738 var han igen i Rom og blev udnævnt til pavelig legat i Tyskland. Nu oprettede han bispedømmer i [[Passau]], [[Regensburg]], [[Salzburg]], [[Freising]], [[Würzburg]] og [[Erfurt]].

Da Bonifatius' opgave nok så meget bestod i at romanisere kirken i Tyskland som i at udbrede [[kristendom]]men, stillede [[Karl Martell]] sig køligt til ham, men [[Karloman]] sluttede sig til ham, og på den første germanske nationalsynodenational[[synode]] i 742 godkendtes Bonifatius' tanker og han selv som ærkebiskop og pavelig legat med sæde i [[Mainz]]. I 752 salvede Bonifatius [[Pipin den Lille]] til [[Frankernefrankerne]]s konge, 753 drog han til VestfrieslandVestfrisland som missionær, og 5. Junijuni 755 led han martyrdøden[[martyr]]døden i Dokkum i [[Frisland (Nederland)|Frisland]]. Han erligger begravet i [[Fulda]], og årligårligt holder nu de romerske bisper i Tyskland møde ved hans grav, der har grundet det romerske episkopat i Tyskland.

Det lykkedes ganske vist ikke Bonifatius helt at gennemføre en strukturforvandling til et kirkehierarki fri for adelsinteresser; til det manglede han tilstrækkelig støtte hos de verdslige herskere; men han var den, der med den nye [[definition]] medaf Rom som midtpunkt for den kirkelige organisation i Europa, lagde en vigtig grundsten for tilblivelsen af det kristne vesten[[Vesten]]. Bonifatius vidste at overbevise [[Karl Martell]] og stammelederne om kristendommens fortrin – især den politiske og kulturelle samlingskraft (ty.tysk ''Einigungskraft''). <ref>Dette stykke om Bonifatius' betydning er fra et [[:de:Bonifatius#Bedeutung|afsnit]] i den tyske artikel.</ref>