[[Fil:Feuersteinaxt.jpg|Flinteøkse fra Neolitikum|thumb|200px]]
Øksen kendes helt tilbage fra den allerældste [[stenalder]], udført i [[flint]]esten, og har fundet anvendelse til trærydning, tømrerarbejde og skibsbygning, men også i krigstjeneste som ''"stridsøkser"''. Ingen ved i dag, hvor længe man blev ved med at bruge flinteøkser, men de har set anvendelse fra stenalderens begyndelse til et stykke ind i [[bronzealder]]en, hvor metallet bronze gradvist udkonkurrerer flinten. Derimod er det sikkert, at der har været knyttet mange sagn til de øksehoveder, man fandt overalt. Det hed sig f.eks., at de var "tordenkiler", altså resultatet af et lynnedslag. Heraf kommer den landlige tradition med at nedgrave en stenøkse i gårdspladsens pigstens-belægning, idet "lynet jo ikke rammer det samme sted to gange".
Fra bronzealderen kendes en del såkaldte [[pragtøkse]]r eller [[paradeøkse]]r, der er store, tunge og hule økser støbt med "tabt voks"-metoden. De er ikke anvendelige i praktisk brug, men har været brugt til [[kult]]isk formål (parader) på samme måde som [[lur]]er. De få, der er fundet, findes ofte parvis i (mose)jorden og har været nedsænket i datidens vådområder.
Øksens historie er lang og starter kort efter, at mennesket er begyndt at være menneske med [[håndkile]]r af groft tilhugget flint. Således kendes danske eksemplarer med titusinder af år på bagen. Håndkiler er ikke skæftet, men brugtes alene med de bare næver. I Danmark skæftes de første økser omkring 10.000-8000 f.kr., og det har de været siden.
