Alsing Andersen: Forskelle mellem versioner

'''Alsing Emanuel Andersen''' ([[5. februar]] [[1893]] i [[København]] - [[5. december]] [[1962]] smst) var en dansk politiker og minister. Søn af rådmand og folketingsmand [[Frederik Andersen]] født 1989? som han afløste som næstformand i [[Socialdemokraterne|Socialdemokratiet]]. [[Cand.mag.]] i [[1917]] med [[Engelsk (sprog)|engelsk]] som hovedfag. Samme år blev han [[Thorvald Stauning|Staunings]] sekretær, da denne havde brug for en sprogkyndig medarbejder, der kunne støtte ham i det internationale arbejde, der under [[1. verdenskrig]] fik en fremtrædende placering i Socialdemokratiets politik.

Han blev valgt til [[Folketinget]] for Socialdemokratiet d. [[24. april]] [[1929]], og var [[forsvarsminister]] fra [[1935]]-[[1940]]. Han var således minister i forbindelse medved forsvarsreformen af [[1937]], og blev efter [[2. verdenskrig]] kritiseret på grund af den svage danske modstand [[9. april]] [[1940]].

Imidlertid var kritikken ikke fuldtKritikken berettiget.: Erfaringerne fra første verdenskrig medførte reformer af forsvaret i [[1932]] og i [[1937]]. I [[1932]] blev hæren ganske vist forbedret teknisk og organisatorisk, men den blev for lille til at løse egentlige forsvarsmæssige opgaver. I [[1937]] skabtes den forsvarsordning, som gjaldt ved besættelsen. Der blev ved denne ordning bevilget penge til en del nyt materiel, og der blev også ansat forholdsvis flere befalingsmænd, men trods den alvorlige internationale situation, blev der ikke tale om en styrkelse af forsvaret. Bl.a. nedsattes antallet af årligt indkaldte rekrutter fra ca. 8.900 til ca. 7.800 mand.

Reduktionen i forsvaret forud forfør krigen var dogogså snarere en beslutning tagetbesluttet af [[Thorvald Stauning|Stauning]] og udenrigsminister [[P. Munch]], end den var taget af Alsing Andersen.

Alsing Andersen blev udnævnt til [[indenrigsminister]] i [[november]] [[1947]], men sad kun på posten i ti dage på grund af stor folkelig modstand mod hans kritik af modstandsbevægelsen under krigen. Alsing Andersen havde dogigen handlet på vegne af partiledelsen, der bl.a. bestod af statsminister [[Hans Hedtoft]] selv og flere andre af de nye ministre, men Andersen måtte igen tage skylden påvar sigansvarlig.