Peter Heise: Forskelle mellem versioner

'''Peter Arnold Heise''' ([[11. februar]] [[1830]] i [[København]] - [[12. september]] [[1879]] i [[Taarbæk]]) var en [[Danmark|dansk]] [[romantikken|romantisk]] [[komponist]] og organist. Han er mest kendt for at have skrevet musik til nogle kendte og populære sange frai [[Højskolesangbogen]], en række romancer for sang og klaver, samt [[opera]]en ''[[Drot og marsk]]''., Sidstnævnteder er optagetmed i [[Kulturkanonen]] for [[partiturmusik]].

Peter Heise tog [[filosofikum]], men begyndte ikke som planlagt på [[jura]]studiet. I stedet studerede han musikteori hos [[A.P. Berggreen]], der kom til at præge Heises værker med sine tanker om den danske folkeviser som basis for at lave musik i en national ånd. Han fulgte dette op med et studieophold i [[Leipzig]] i [[1852]], hvor den tyske [[Nationalromantikken|nationalromantik]] var fremherskende.

Umiddelbart efter studentereksamen varblev han blevet medlem af [[Studenterforeningen]] og bevarede hele livet en nær kontakt med dette miljø. I årene fra [[1854]]-[[1857]] var han hjælpedirigent i [[Studentersangforeningen]]. I disse år skrev han også musik til mange sange i [[Hostrup]]s komedier og vaudeviller. Derefter blev han ansat ved [[Sorø Akademi]], hvor han fungerede som organist og musiklærer [[1857]]-[[1865]].

I [[1859]] var blev han gift med [[Vilhemine Hage|Ville (Vilhelmine) Hage]], datter af storkøbmanden [[Alfred Hage]], og kunne derfor leve sit liv uden økonomiske bekymringer, og. familienFamilien flyttede [[1865]] tilbage til [[København]], hvor Heise i resten af sit liv koncentrerede sig om at komponere musik. Han var i stand til at foretage hyppige og lange rejser til [[Italien]] i [[1861]]-[[1862]], [[1867]], [[1868]]-[[1869]] og [[1879]] og var også i [[Paris]] i foråret [[1865]]. I Italien mødte han bl.a. den norske digter [[Bjørnstjerne Bjørnson]], hvis tekster han flittigt brugte af, men også en kreds af italienske musikere i [[Rom]], bl.a. komponisten og pianisten [[Giovanni Sgambati]], der inspirerede ham til at skrive en række kammermusikværker.

Heise beskrives som en munter, men beskeden mand, der ikke havde noget ønske om at profilere sig selv. Med sin på en gang beskedne og kritisk-aristokratiske holdning til adskilligt i sin samtids musikliv befandt han sig bedst i en snæver vennekreds, hvor hans usnobbede naturlighed og varme humor kunne udfolde sig. Mange af hans værker forblev utrykte, og ingen af dem har opusnumre eller kompositionsdato. Men på trods af hans næsten flegmatiske indstilling, blev han anerkendt som sin tids betydeligste vokalkomponist.

Heise var en af kæmperne i 1800-tallets danske musik. Hans indsats var markant på 2to områder: [[romance]]n og den store opera. Selv om hans operaproduktion var begrænset, fik hans hovedværk [[Drot og Marsk]] prædikatet "Den bedste danske opera i 1800-tallet". Den blev lunkent modtaget fra starten, men blev siden mere populær og spilles stadig. Hans sange og romancer var derimod talrige. Udviklingen af den danske sang startede i 1790’erne med [[Johann Abraham Peter Schultz|Schultz]] og den videreførtes af [[C.E.F. Weyse|Weyse]] og [[Gade]]. Mange andre bidrog, men Heise forfinede genren, og romancetraditionen kulminerede med den 20 år yngre [[P.E. Lange-Müller]] i slutningen af 1800-tallet. Derpå indtrådte en reaktion i starten af 1900-tallet anført af [[Thomas Laub]] og [[Carl Nielsen]]. De ønskede, at den danske sang skulle være enklere og nemmere at synge. Deres ideer blev videreført af bl.a. [[Poul Schierbeck]] og [[Thorvald Aagaard]] for så at ebbe ud omkring [[1950]] med bl.a. [[Otto Mortensen]].

Efter Heises død udkom 3tre bind med ''Romancer og Sange'', der opsamlede tidligere trykte sange og hidtil ikke udgivne. Bøgerne indeholder i alt 187 sange og romancer, men hvis man tæller dem med, der stammer fra diverse skuespil, kommer man op på i alt ca. 300. Nogle musikforskere har ment, at hvis Heise havde skrevet til tyske tekster, ville hans romancer i dag være verdenskendte.