Aristide Briand: Forskelle mellem versioner

Briand var konsejlspræsident og udenrigsminister fra oktober 1915—marts 1917, januar 1921-januar 1922, november 1925-marts 1926, udenrigsminister alene april—november 1925 og fra 1926. Han var præsident for den franske delegation ved [[Folkeforbundet]], i det hele hovedmanden fra fransk side i mellemkrigstidens europæiske storpolitik. <ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/26/0179.html Salmonsen (XXVI), s. 161]</ref> I [[1920-erne]], da han var [[udenrigsminister]], forsøgte han at få Frankrig til at tilnærme sig Tyskland. Hans forsoningsvilje manifesterede sig blandt andet i [[Locarno-traktaten]] [[1925]] (for hvilken han, sammen med Tysklands udenrigsminister [[Gustav Stresemann]], modtog [[Nobels fredspris]] i [[1926]]). Endvidere fik han sammen med den amerikanske udenrigsminister [[Frank Kellogg]] gennemført en international ikke-angrebspagt [[1928]], [[Briand-Kellogg-pagten]]. Briand var tillige aktiv i [[Folkeforbundet]] og fremlagde i [[1930]] en plan for Paneuropa, [[Europas forenede stater]].<ref>Cornelia Navari, "The Origins of the Briand Plan," ''Diplomacy & Statecraft,'' (March 1992) 3#1 pp 74-104, </ref>